Aftaleloven § 34

Er en skriftlig viljeserklæring oprettet på skrømt, og har den, til hvem erklæringen er afgivet, overdraget en ret ifølge samme til en godtroende tredjemand, kan det ikke overfor denne gøres gældende, at erklæringen var afgivet på skrømt.

§ 34 handler om situationer, hvor en skriftlig viljeserklæring (for eksempel en underskrevet aftale) kun er oprettet for syns skyld, altså 'på skrømt', og ikke med hensigt om reelle retsvirkninger mellem parterne. Hvis modtageren af denne erklæring derefter overdrager en ret i henhold til erklæringen til en person, som i god tro tror, at erklæringen er reel, beskytter loven denne tredjemand: Man kan altså ikke over for den godtroende tredjemand gøre gældende, at aftalen var falsk, og ingen reel aftale. Bestemmelsen beskytter derfor tilliden til skriftlige erklæringer og den retssikkerhed, der er nødvendig for, at samfundets aftaler og transaktioner kan fungere. Uden denne regel ville det åbne for misbrug, hvor parter kunne tilsidesætte indgåede aftaler overfor uskyldige tredjemænd. I praksis betyder det, at man skal være særdeles varsom med at oprette skriftlige dokumenter 'for sjov' eller som skinhandling.

Eksempler

• Skinhandel med ejendomsret

  To venner underskriver for sjov en købsaftale om en bil. Den ene overdrager efterfølgende retten til bilen til en godtroende person, som betaler og modtager bilen. Vennen kan ikke senere gøre gældende overfor tredjemand, at aftalen blot var for sjov.

• Tinglysning af skuffeaftale

  Et ægtepar laver en skriftlig aftale om salg af deres sommerhus til et familiemedlem, men har ikke til hensigt, at det skal være reelt. Familien sælger videre til en fremmed køber i god tro, der tinglyser handlen. Ægteparret kan ikke påstå, at aftalen var ugyldig.

• Falsk gældsbrev udstedt

  En person udsteder på skrift et gældsbrev til en bekendt uden, at der reelt er nogen gæld. Bekendten overdrager gældsbrevet til en godtroende opkøber. Personen skal nu betale gælden til den nye ejer.

• •Paragraffen gælder for alle former for aftaler – i virkeligheden kun for skriftlige.
• •At man altid kan påstå, en aftale var uægte – ikke hvis en godtroende tredjemand er kommet ind i billedet.
• •At beskyttelsen gælder, selvom tredjemanden ikke er i god tro.

• § 33

  Handler om hæderlighed og begrænser påberåbelse af erklæringer i strid med god tro og hæderlighedsregler.

• § 36

  Gør det muligt at tilsidesætte urimelige aftaler, hvilket har paralleller ift. beskyttelse af svage parter.