Barnets lov § 56

Når der er truffet afgørelse om at anbringe et barn eller en ung i en plejefamilie, jf. § 43, stk. 1, nr. 1-4, skal kommunalbestyrelsen sørge for, at plejefamilien under anbringelsen løbende gennemfører den fornødne efteruddannelse, og sikre, at plejefamilien modtager den fornødne supervision, rådgivning og vejledning i overensstemmelse med opgavens omfang.

Stk. 2. Støtten til plejefamilien efter stk. 1 skal være intensiv i det første år, plejefamilien har barnet eller den unge anbragt hos sig. Den intensive støtte skal som udgangspunkt være påbegyndt inden for anbringelsens første halve år, medmindre særlige hensyn til barnet eller den unge taler imod dette. I de tilfælde skal opstartsforløbet senest være gennemført inden for 1 år fra anbringelsestidspunktet.

Stk. 3. Støtten til plejefamilien efter stk. 1 skal ydes af en anden person end den, der aftaler honorering og andre vilkår med plejefamilien.

Stk. 4. Social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om supervision, rådgivning, vejledning og efteruddannelse af plejefamilier jf. § 43, stk. 1, nr. 1-4, om omfanget af den intensive støtte i begyndelsen af en anbringelse, om plejefamiliernes pligt til at modtage den intensive støtte og om gennemførelse af kursus.

§ 56 fastlægger kommunalbestyrelsens ansvar for at sikre, at plejefamilier, der har børn eller unge anbragt hos sig, får adgang til relevant og kontinuerlig efteruddannelse samt løbende supervision, rådgivning og vejledning, tilpasset opgavens omfang. Bestemmelsen anerkender behovet for faglig opdatering og støtte til plejefamilier, som varetager en kompleks opgave. Praktisk betyder det, at plejefamilier ikke overlades til sig selv, men skal støttes fagligt og i praksis for at sikre barnets trivsel og udvikling. Dog kan paragrafens brede og upræcise formulering om 'den fornødne' støtte udfordre kommunerne i at levere ensartede kvalitetssikrede tilbud. Det er værd at bemærke, at andre relaterede regler om godkendelse og tilsyn med plejefamilier samt krav til supervision findes i plejefamiliebekendtgørelsen, som supplerer denne paragraf. Samtidig vil effektiviteten af denne bestemmelse afhænge af kommunernes ressourcer og prioritering, hvorfor der kan opstå forskelle i praksis. En mere detaljeret lovtekst eller bekendtgørelse kunne forbedre klarheden omkring omfang og typer af efteruddannelse og støtte.

Eksempler

• Intensivt kursusforløb for ny godkendte plejefamilier

  Kommunalbestyrelsen sikrer, at en plejefamilie, som netop har fået barn anbragt, modtager et intensivt kursus og løbende supervision for at kunne håndtere barnets specielle behov.

• Supervision ved komplekse adfærdsudfordringer

  En plejefamilie med et barn, der udviser svære adfærdsproblemer, får regelmæssig faglig vejledning og støtte fra kommunens børne- og ungeteam for at optimere indsatsen.

• Rådgivning om samværssituationer

  Kommunalbestyrelsen sørger for, at plejefamilien får rådgivning i forbindelse med organiseret samvær mellem barnet og dets biologiske familie for at sikre tryghed og stabilitet.

• •At efteruddannelse kun er nødvendig det første år af anbringelsen, selvom loven kræver løbende tilbud.
• •At plejefamilier selv skal betale for deres supervision eller efteruddannelse, men det er kommunens ansvar.
• •At enhver form for rådgivning eller supervision er obligatorisk og identisk, mens det i realiteten er tilpasset den enkeltes opgave og behov.