Barnets lov § 43

Børn og unge kan anbringes på følgende anbringelsessteder:

1) Almene plejefamilier.

2) Forstærkede plejefamilier.

3) Specialiserede plejefamilier.

4) Netværksplejefamilier.

5) Egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og ungehjem.

6) Børne- og ungehjem, jf. stk. 3.

7) Pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.

Stk. 2. Det er en betingelse for, at der kan træffes afgørelse om støtteophold til eller anbringelse af børn og unge efter § 32, stk. 1, nr. 7, § 46, stk. 1, eller § 47, stk. 1, i denne lov eller efter § 19, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet på et anbringelsessted, at anbringelsesstedet er godkendt efter § 58, stk. 1, eller § 65, stk. 1, i denne lov eller efter § 5 i lov om socialtilsyn.

Stk. 3. Børne- og ungehjem kan oprettes og drives som døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, eller som opholdssteder for børn og unge.

Stk. 4. Døgninstitutioner efter stk. 3 kan oprettes og drives af kommuner, jf. § 12, eller af regioner, jf. § 13, stk. 1, nr. 2 og 3, og § 13, stk. 6, eller som selvejende institutioner, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår driftsaftale med.

Paragraffen angiver eksplicit de typer af anbringelsessteder, hvor børn og unge kan placeres efter lovens bestemmelser. Det omfatter almindelige plejefamilier, specialiserede plejefamilier, netværksplejefamilier, børne- og ungehjem samt pladser på kostskoler og lignende. En vigtig forudsætning, fremhævet i stk. 2, er, at anbringelsesstedet skal være godkendt jf. gældende regler for godkendelse, hvilket sikrer en vis kvalitet og standard. Bestemmelsen har en praktisk betydning ved at fastlægge de rammer og muligheder, kommunalbestyrelser har, når de vælger en egnet plads for barnet eller den unge. Paragraffen er tæt forbundet med regler om godkendelse og tilsyn, hvilket sikrer omsorgs- og sikkerhedsmæssige standarder. Det er dog værd at bemærke, at lovens komplekse system med flere typer plejefamilier og institutionstyper kan gøre valg og administration ressourcekrævende for kommunerne. Ankestyrelsens principafgørelser understreger betydningen af konkret vurdering af behov, og loven er samtidig klar på kommunalbestyrelsens ansvar i denne proces. Formuleringen er praktisk, men myndighedernes anvendelse kan være udfordrende pga. kompleksiteten og behovet for koordination mellem forskellige tilbudstyper.

Eksempler

• Anbringelse i specialiseret plejefamilie

  Et barn med særlige psykosociale behov anbringes i en specialiseret plejefamilie godkendt til at håndtere svære støttebehov, jf. § 43, stk. 1, nr. 3.

• Akut anbringelse på børne- og ungehjem

  Ved akut behov for fjernelse fra hjemmet kan kommunalbestyrelsen anvende et godkendt børne- og ungehjem som anbringelsessted, jf. § 43, stk. 1, nr. 6.

• Indskrivning på kostskole som anbringelsessted

  En ung med behov for uddannelsesmæssig og social støtte anbringes på en efterskole med kostafdeling, jf. § 43, stk. 1, nr. 7.

• •At alle anbringelsessteder automatisk er godkendt og kan anvendes uden vurdering.
• •At børn kan anbringes uden samtykke hvor som helst uden hensyn til godkendelse og passende anbringelsessted.
• •At netværksplejefamilier behandles ens med de andre plejefamilietyper uden særskilte godkendelseskrav.