Barnets lov § 50

Skal barnet eller den unge fortsat være anbragt uden for hjemmet, ud over 1 år fra at børne- og ungeudvalget har truffet afgørelse efter § 47, skal udvalget træffe fornyet afgørelse herom, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Har barnet eller den unge været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før den aktuelle anbringelse, er fristen for genbehandling efter stk. 1 i stedet 2 år.

Stk. 3. Er sagen efter stk. 1 eller 2 indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt domstolene, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom.

Stk. 4. Børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten kan uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 fastsætte en kortere frist for fornyet behandling i udvalget, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt anbringelsesgrundlaget fortsat vil være til stede henholdsvis 1 og 2 år senere.

Stk. 5. Børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen og retten kan uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 undtagelsesvis fastsætte en længere frist, når de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages også at gælde ud over fristen og hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for, at fristen forlænges. For ufødte børn og børn under 1 år kan der dog alene træffes afgørelse om at forlænge fristen til 3 år.

Stk. 6. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser, som Ankestyrelsen træffer efter § 151, stk. 3.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen skal forud for børne- og ungeudvalgets genbehandling af en anbringelse uden for hjemmet efter stk. 1 overveje, om hensynet til barnets bedste taler for, at der udarbejdes en indstilling om permanent anbringelse efter § 67, stk. 4. Har barnet eller den unge på tidspunktet for genbehandlingen efter stk. 1 været anbragt uden for hjemmet i mindre end 3 år, er kommunalbestyrelsen ikke forpligtet til at overveje en permanent anbringelse efter 1. pkt.

§ 50 fastlægger et krav om, at børne- og ungeudvalget skal tage stilling til, om en anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, der har varet mere end et år, skal fortsætte. Denne fornyede afgørelse sikrer en løbende vurdering af, om grundlaget for anbringelsen stadig er gældende i takt med, at barnets forhold og behov kan ændre sig over tid. Der er dog en undtagelse i stk. 2, der muliggør en længere frist, hvis barnet eller den unge tidligere har været anbragt inden for den seneste periode. Denne bestemmelse understøtter et løbende kontrol- og opfølgningsprincip. Praktisk betyder det, at kommunen ikke kan lade anbringelsen fortsætte i uendelighed uden ny beslutning, hvilket er vigtigt med henblik på retssikkerhed og barnets tarv. Ankestyrelsens praksis har tydeliggjort, at manglende genbehandling ikke nødvendigvis medfører ugyldighed, men bør afhjælpes ved opfølgende sagsbehandling. Loven balancerer mellem stabilitet i barnets liv og nødvendigheden af løbende revurdering. Det kunne være en fordel med klarere regler for, hvordan og hvornår sådanne vurderinger skal foregå, for at undgå risiko for for lange anbringelser uden aktiv behandling af sagen.

Eksempler

• Forlængelse af anbringelse efter over 1 år

  Et barn har været anbragt uden for hjemmet i mere end et år. Børne- og ungeudvalget genvurderer sagen og beslutter, om anbringelsen fortsat er den bedste løsning for barnet.

• Undtagelse ved tidligere anbringelse

  En ung, der har været anbragt inden for de sidste to år, skal genbehandles senest efter to år, hvilket forkorter den normale 1-årsfrist for fornyet afgørelse efter stk. 2.

• Manglende genbehandling og sagspraksis

  En kommune har ladet være med at genbehandle en anbringelsessag efter et år, men Ankestyrelsen fastslår, at en rettidig og konkret sagsopfølgning kan afhjælpe situationen, så længe barnets tarv sikres.

• •At anbringelser automatisk fortsætter uden fornyet afgørelse efter ét år.
• •At børne- og ungeudvalget kan undlade genbehandling uden nogen begrundelse.
• •At to års fristen i stk. 2 automatisk gælder for alle anbringelser uden yderligere vurdering.