Barnets lov § 52

Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted i overensstemmelse med barnets plan, jf. § 91 i denne lov, ungeplanen, jf. § 108 i denne lov, eller forbedringsforløbet, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal vælge det anbringelsessted, som bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov, herunder eventuelle behov som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen skal lægge vægt på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer og herunder vurdere, om en anbringelse i en plejefamilie, jf. § 43, stk. 1, nr. 1-4, er mest hensigtsmæssig. Kommunalbestyrelsen skal endvidere lægge vægt på hensynet til barnets eller den unges skolegang, herunder hensynet til at undgå skoleskift, medmindre hensynet til barnets eller den unges behov taler imod dette.

Stk. 3. Har barnet eller den unge søskende, der er anbragt uden for hjemmet, skal kommunalbestyrelsen vælge samme anbringelsessted, medmindre de øvrige søskendes eller barnets eller den unges behov eller andre væsentlige forhold taler imod dette.

Stk. 4. Samtidig med valg af anbringelsessted skal kommunalbestyrelsen tage stilling til barnets eller den unges skolegang. I de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung på et børne- og ungehjem i en anden kommune, skal der forud herfor foretages en vurdering af barnets eller den unges eventuelle behov for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter § 12, stk. 2, i folkeskoleloven.

Stk. 5. Er anbringelsesstedet beliggende i en anden kommune end den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge, skal kommunalbestyrelsen forud for anbringelsen orientere den kommune, hvor anbringelsesstedet er beliggende, om anbringelsen.

Paragraf 52 fastlægger, at kommunalbestyrelsen ved valg af konkret anbringelsessted for et barn eller en ung skal sikre overensstemmelse med den aktuelle barnets plan (§ 91), ungeplan (§ 108) eller et forbedringsforløb efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Dette understreger lovens fokus på at skræddersy anbringelser efter individuelle behov og hensynet til kontinuitet og stabilitet. Valget skal tilgodese barnets eller den unges særlige behov, herunder eventuel nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og vægter relationer samt skolegang – et punkt der afspejles i Ankestyrelsens principafgørelse 44-11 og 85-13 vedrørende passende og sammenhængende anbringelsesformer. Det kan dog opleves, at lovteksten i praksis giver betydelig skønsfrihed til kommunalbestyrelsen, hvilket kan medføre variationer i anbringelsessteder og dermed børns og unges oplevede tryghed og udvikling på tværs af kommuner. Den praktiske udfordring for myndighederne består i at balancere barnets beste med tilgængeligheden af pladser og ressourcer, en kompleksitet loven har valgt at løse via krav om individuel vurdering uden yderligere præciseringer. Fremtidige lovændringer kunne med fordel præcisere procedurer og kriterier for valg for at forbedre gennemsigtigheden og undgå regionale forskelle i praksis.

Eksempler

• Valg af plejefamilie med fokus på skolegang

  Kommunalbestyrelsen vælger en plejefamilie tæt på barnets skole for at undgå skoleskift og sikre kontinuitet, jf. paragrafens krav om hensyntagen til barnets skolegang.

• Anbringelsessted til barn med psykisk funktionsnedsættelse

  Ved anbringelse af et barn med betydelig psykisk funktionsnedsættelse tages der særligt hensyn til specialiserede plejefamilier eller institutioner i overensstemmelse med barnets plan og dets særlige behov.

• Anbringelse via forbedringsforløb

  For unge i kriminalitetssager vælger kommunen et anbringelsessted, som bedst understøtter det indsatsforløb, der er beskrevet i forbedringsforløbet, for at optimere støtten til den unge.

• •At samtykke til anbringelsessted også kræver samtykke til alle elementer i barnets plan – loven kræver kun overensstemmelse med planen, ikke samtykke til hele dens indhold.
• •At kommunen har fuld frihed til at vælge anbringelsessted uden hensyntagen til barnets plan – lovens ordlyd og praksis understreger vigtigheden af at følge barnets plan og behov.
• •At kommunen altid skal vælge samme anbringelsessted for søskende – undtagelser er tilladt, hvis individuelle behov eller væsentlige forhold tilsiger det.