Barnets lov § 49

Børne- og ungeudvalget kan i helt særlige tilfælde uden samtykke fra de kommende forældre træffe en afgørelse efter § 47, stk. 1, om, at det ufødte barn umiddelbart efter fødslen anbringes uden for hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at det ufødte barns sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade i tiden efter fødslen på grund af de kommende forældres manglende evner eller ressourcer til at tilbyde tilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet.

Stk. 2. Der kan kun træffes en afgørelse efter stk. 1, når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses inden barnets fødsel eller ved barnets kommende ophold i hjemmet.

Stk. 3. Afgørelser efter stk. 1 kan tidligst træffes 3 måneder før kvindens terminsdato.

§ 49 i barnets lov giver børne- og ungeudvalget mulighed for at beslutte en anbringelse uden for hjemmet af et ufødt barn umiddelbart efter fødslen uden samtykke fra de kommende forældre. Dette kan ske, når der foreligger en åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets sundhed eller udvikling, forårsaget af forældrenes manglende omsorgsevner eller ressourcer. Paragraffen er en markant magtbeføjelse, der træder til i de mest alvorlige tilfælde, hvor frivilligt samarbejde vurderes ikke at kunne sikre barnets tarv. Praktisk betyder det, at kommunen via børne- og ungeudvalget kan handle for at forebygge langvarige eller irreparable skader, men lovens formulering giver kun plads til anvendelse i helt særlige, velbegrundede og dokumenterede situationer. Paragraffen forudsætter en grundig retlig og faglig vurdering baseret på børnefaglig undersøgelse efter § 20 og eventuelt en undersøgelse af forældrene efter §§ 26-27. Samtidig findes der ikke en fuldstændig klarhed i lovteksten om, hvor mange og hvilke former for beviser der skal til, hvilket kan skabe usikkerhed i praksis. De relaterede bestemmelser i kapitel 4 og 5 samt vejledninger understøtter behovet for en helhedsorienteret og sikker tilgang. Lovens magtanvendelse bør altid forfølges med forsigtighed og maksimal inddragelse af barnets bedste, men paragrafens mulighed for at handle tidligt er nødvendig i en kompleks virkelighed, hvor forældrenes ressourcer kan være alvorligt mangelfulde. En mere klar beskrivelse af sagsbehandlingskrav og dokumentationsniveau kunne styrke retssikkerheden uden at underminere barnets behov for beskyttelse.

Eksempler

• Forebyggende anbringelse ved alvorlig omsorgssvigt

  Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at kommende forældre ikke kan tilbyde tilstrækkelig omsorg, og der er risiko for, at barnet vil lide alvorlig skade efter fødslen, kan børne- og ungeudvalget træffe afgørelse efter § 49 om anbringelse straks ved fødslen, uden forældrenes samtykke.

• Anbringelse i tilfælde af psykisk sygdom hos kommende forældre

  Ved alvorlig psykisk sygdom eller misbrug hos en kommende mor, der skønnes at forhindre forsvarlig omsorg, kan børne- og ungeudvalget træffe afgørelse om anbringelse uden samtykke efter § 49 for at beskytte barnets udvikling.

• Sager med begrænset forældremyndighed og samarbejde

  I situationer hvor samarbejde med de kommende forældre ikke er muligt, og forholdene ikke kan bedres inden fødslen, anvendes § 49 til at sikre barnet et omsorgsfuldt anbringelsessted straks efter fødslen.

• •At § 49 kan anvendes vilkårligt til anbringelse af ufødte børn, mens loven kun tillader dette i helt særlige og alvorlige tilfælde.
• •At samtykke fra de kommende forældre altid kræves ved anbringelse af ufødte børn, hvilket § 49 udtrykkeligt undtagelser.
• •At beslutninger efter § 49 kan træffes på ethvert tidspunkt under graviditeten; loven sætter en grænse på tidligst 3 måneder før terminsdato.