Barnets lov § 195

Den kommunale, regionale eller private leverandør fastsætter vejledende takster for ydelser og tilbud efter denne lov, jf. dog stk. 3. Taksterne fastsættes på baggrund af samtlige budgetterede, direkte og indirekte langsigtede omkostninger ved levering af ydelsen eller drift af tilbuddet.

1) Takstberegning, herunder om grundlaget for beregningen, om, hvilke ydelser og tilbud efter loven og hvilken sundhedsfaglig behandling efter sundhedsloven der er omfattet af stk. 1, og om, hvornår stk. 1 kan fraviges.

2) Principperne for kommunernes finansiering af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud.

3) Kommunernes finansiering af ophold i sikrede døgninstitutioner efter § 62, stk. 2, nr. 4, for børn og unge uden lovligt ophold her i landet.

4) Nødvendige oplysninger til brug for beregning og opkrævning af en fast takst hos kommunerne, når unge under 18 år har ophold i Kriminalforsorgens institutioner.

Stk. 2. Anvender en kommune en anden kommunes eller en regions tilbud efter denne lov, skal krav om betaling herfor på baggrund af den beregnede takst, jf. stk. 1, være fremsat, senest 12 måneder efter at hjælpen er ydet.

Stk. 3. Kriminalforsorgen videregiver oplysninger om varetægtsfængslede unge og unge, der afsoner i Kriminalforsorgens institutioner, til Social-, Bolig- og Ældreministeriet til brug for Social-, Bolig- og Ældreministeriets opkrævning af takst, jf. stk. 4, nr. 4, Social-, Bolig- og Ældreministeriet kan alene behandle sådanne oplysninger til beregningen og opkrævningen af takster, jf. stk. 4, nr. 4.

Stk. 4. Social- og boligministeren fastsætter regler om følgende:

§ 195 fastsætter, at den kommunale, regionale eller private leverandør af ydelser og tilbud efter barnets lov skal fastlægge vejledende takster. Disse takster skal afspejle de samlede budgetterede omkostninger, både direkte og indirekte, relevante for ydelsens eller tilbuddets levering over tid. Det indebærer en forventning om en fuld omkostningsdækning, hvilket kan skabe gennemsigtighed men også kan give anledning til kompleksitet i praksis. Loven åbner dog for undtagelser ved stk. 3, hvilket giver vis fleksibilitet. I det danske sociale system har takstfastsættelsen stor betydning for kommunernes økonomiske ansvar og incitament for at anvende eller etablere tilbud. Kritisk kan man pege på, at lovens ordlyd lægger stor vægt på økonomiske overvejelser og kan risikere at overskygge barnets bedste, hvis takststrukturen ikke indrettes optimalt. Relateret lovgivning og praksis fastlægger desuden rammer for takstfinansiering, f.eks. omkring betaling ved ophold og finansiering af specialiserede tilbud. Kommunernes beslutninger påvirkes direkte af disse takster da de afgør kommunaløkonomien på børne- og ungeområdet.

Eksempler

• Kommunal bestilling af pladser med fastlagt pris

  En kommune bestiller pladser til anbringelse fra en privat leverandør, der har fastlagt vejledende takster, baseret på de samlede driftsomkostninger, inkl. personale, faciliteter og administration.

• Takstjustering ved ændringer i omkostninger

  En regional leverandør af specialiserede behandlingstilbud reviderer sine takster årligt for at afspejle ændringer i personaleudgifter og driftsomkostninger, som kommunerne skal acceptere ifølge § 195.

• Kommunal vurdering af takstniveauets rimelighed

  Kommunalbestyrelsen vurderer, om den vejledende takst for et privat dagtilbud er økonomisk forsvarlig, inden den indgår aftale om drift og ydelsesleverancer.

• •At § 195 fastsætter de endelige priser, mens de kun er vejledende takster, som fungerer som økonomisk grundlag for aftaler.
• •At kommunerne står uden indflydelse på takster, hvilket ikke er helt rigtigt, da der kan føres forhandlinger og indgås aftaler inden for lovens rammer.
• •At takstfastsættelsen kun omfatter direkte omkostninger, mens loven eksplicit nævner både direkte og indirekte langsigtede omkostninger.