Barnets lov § 203

Staten afholder efter reglerne i stk. 2 og 3 en kommunes udgifter til hjælp til et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung, der har fået opholdstilladelse efter følgende:

1) Udlændingelovens §§ 7 eller 8.

2) Udlændingelovens § 9 b.

3) Udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b.

4) Udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, som konsekvens af at barnet eller den unge har tilknytning til en i Danmark fastboende person, der er meddelt opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3.

5) Udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle til eller et barn af en person med opholdstilladelse som nævnt i nr. 2 og 3.

6) Udlændingelovens § 9 c, når tilladelsen er meddelt en mindreårig udlænding, der har indgivet ansøgning om asyl efter udlændingelovens § 7.

7) Udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når opholdstilladelsen er givet som konsekvens af en tilknytning til en mindreårig asylansøgende udlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 9 c.

8) Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v.

9) Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.

1) Et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung under 18 år, som inden 24 måneder regnet fra meddelelsen af opholdstilladelsen på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold i et tilbud efter § 43, stk. 1, nr. 1-4 eller 6, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig selv.

2) Et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung under 18 år, når opholdstilladelsen er meddelt en mindreårig, dog kun indtil barnets eller den unges forældre får lovligt ophold her i landet.

Stk. 2. Staten afholder fuldt ud en kommunes udgifter til hjælp til et udenlandsk barn eller en udenlandsk ung efter § 30, § 32, stk. 1, § 35, stk. 4, §§ 75-78, 86 og 87 og § 114, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, i de første 3 år regnet fra meddelelsen af opholdstilladelsen.

Stk. 3. Uanset bestemmelserne nævnt i stk. 2 afholder staten en kommunes udgifter til hjælp til følgende:

§ 203 fastlægger, at staten yder fuld refusion til kommuner for udgifter til hjælp til udenlandske børn og unge, der har fået opholdstilladelse efter en række specificerede bestemmelser i udlændingeloven. Denne bestemmelse sikrer, at kommunerne ikke økonomisk hæmmes i at yde nødvendig støtte til denne særlige gruppe børn og unge. Praktisk betyder det, at uanset om disse børn har særlige behov (fx fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne), påtager staten sig finansieringen for at sikre deres rimelige adgang til ydelser og anbringelse. Selvom loven tydeligt fastsætter finansieringsansvaret, kan man anfægte kompleksiteten i de specifikt nævnte lovreferencer og den administrative byrde, der ligger i at fastslå opholdstilladelsens hjemmel, hvilket kan skabe usikkerhed og forsinkelser i praksis. Sammenhængen til øvrige bestemmelser om statsrefusion (§§ 198-200) og kommunernes pligter efter kapitel 8 understreger et klart statsligt ansvar for at sikre særlig beskyttelse og støtte til udenlandske børn i Danmark. Det er et udtryk for en balance mellem lokal handlefrihed og statens økonomiske ansvar, men lovteksten kunne vinde på forenkling og tydeligere anvisninger på proces og kriterier.

Eksempler

• Børn med opholdstilladelse efter § 9 b i udlændingeloven

  Kommuner modtager fuld statsrefusion for støtte til børn, der har fået opholdstilladelse efter § 9 b, typisk asylbørn, og skal dermed ikke afholde kommunen økonomiske udgifter ved social støtte.

• Anbringelse af udenlandske børn under 18 år

  Hvis et udenlandsk barn med opholdstilladelse ifølge § 203 anbringes uden for hjemmet, dækker staten kommunens omkostninger, på trods af barnets ikke-danske oprindelse, for at sikre en ensartet tilgang til social hjælp.

• Kommunal støtte til børn af flygtninge med midlertidig ophold

  Kommuner ydes statsrefusion for udgifter til støtte efter loven til børn med midlertidige opholdstilladelser efter bestemmelserne i §§ 8 eller 9 c, hvilket sikrer kontinuitet i social støtte under skiftende opholdsstatus.

• •At § 203 gælder for alle børn uden dansk opholdstilladelse – i virkeligheden er det begrænset til børn med lovligt ophold efter specifikke udlændingelovsbestemmelser.
• •At kommunerne selv skal dække omkostningerne til udenlandske børn – loven fastslår, at staten bærer udgifterne til hjælp i disse tilfælde.
• •At refusion sker automatisk uden dokumentation – i praksis skal opholdstilladelse og social støtte dokumenteres efter nærmere regler, hvilket kan skabe forsinkelser.