Barnets lov § 186

Den, der modtager hjælp efter denne lov eller lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet til sig selv, sin ægtefælle eller sine børn, skal, medmindre andet er bestemt i denne lov eller lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, betale for den hjælp, der modtages.

§ 186 fastslår det grundlæggende princip, at personer, som modtager hjælp under denne lov eller lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet til sig selv, ægtefælle eller børn, som udgangspunkt skal betale for hjælpen. Denne bestemmelse indrammer statens og kommunernes ret til at opkræve betaling for sociale ydelser og indsatser, medmindre der foreligger særskilte undtagelser i lovgivningen. Praktisk betyder det, at kommunerne kan indkræve en afgift for ydelser, som ellers omfatter rådgivning, støtte og anbringelser. Af paragrafens ordlyd fremgår, at undtagelserne er reguleret særskilt, hvilket peger på, at betalingen ikke er absolut, og at der findes bestemmelser om gratis ydelser eller betalingsovergange, som f.eks. i lovens øvrige bestemmelser eller i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. § 186 er væsentlig, da den underbygger en økonomisk afvejning i sociallovgivningen, men paragrafens generelle karakter kan dog risikere at skabe utydelighed for borgerne om, hvornår betaling konkret kræves. Fremtidige lovformuleringer kunne med fordel præcisere, hvilke ydelser der er betalingspligtige, og hvordan eventuelle begrænsninger udmøntes, for at sikre større retssikkerhed for borgerne og tydelighed i kommunernes krav. Sammenholdt med bl.a. §§ 187 og 188, som regulerer betaling for døgnophold, illustrerer § 186 det økonomiske ansvar på socialområdet, men der bør sikres en mere transparent kommunikation om omfanget af betaling og undtagelser i praksis.

Eksempler

• Betaling for anbringelse uden for hjemmet

  Forældre skal betale for deres barns ophold, når barnet anbringes uden for hjemmet efter §§ 46 eller 47, jf. også § 187, stk. 1. Det gælder, medmindre anden særlig lovgivning fritager for betaling.

• Undtagelse ved videreførelse af anbringelse

  Hvis anbringelsen fortsætter efter § 67 som permanent anbringelse, kan kommunalbestyrelsen ikke opkræve betaling for døgnopholdet, jf. § 187, stk. 2, som en undtagelse til betaling i § 186.

• Betaling for unges døgnophold

  Unge, der er anbragt efter § 114 eller § 120, skal selv betale for et døgnophold, jf. § 188, hvilket er en konkretisering af princippet i § 186 om betaling for modtaget hjælp.

• •At alle former for hjælp efter loven er gratis – § 186 fastslår, at betaling som udgangspunkt er påkrævet.
• •At betaling kun gælder modtagere selv – betalingen kan gælde for hjælp til modtagers ægtefælle eller børn.
• •At undtagelser fra betalinger altid er tydeligt formulerede i loven – ofte kræves konkret kendskab til supplerende bestemmelser.