Lejeloven § 6

§ 9, kapitel 3, §§ 62, 105-107, 109 og 113, § 115, stk. 2, §§ 119-123, § 127, stk. 3, og § 135 gælder alene for lejeforhold i ejendomme, der er beliggende i regulerede kommuner, jf. dog stk. 2-4 og § 7, stk. 3. §§ 42-45, 49-51 og 53 gælder ikke for lejeforhold i ejendomme omfattet af 1. pkt.

Stk. 2. Lejeforhold i ejendomme, der er beliggende i regulerede kommuner, hvor mere end 80 pct. af ejendommens bruttoetageareal den 1. januar 1980 anvendtes til andet end beboelse, er ikke omfattet af stk. 1. For disse lejeforhold gælder dog §§ 33-36.

Stk. 3. Lejeforhold om enkeltværelser til beboelse i ejendomme, der er beliggende i regulerede kommuner, hvor værelserne er en del af udlejerens beboelseslejlighed eller er en del af et en- eller tofamilieshus, som udlejeren bebor, er ikke omfattet af stk. 1. For disse lejeforhold gælder dog §§ 33-36 og 40.

Stk. 4. Lejeforhold i ejendomme, som ved lejemålets indgåelse ejes af en selvejende institution, hvor boligerne er opført efter den tidligere gældende lov om boliger for ældre og personer med handicap, jf. lovbekendtgørelse nr. 316 af 24. april 1996 med senere ændringer, den tidligere gældende lov om boligbyggeri, jf. lovbekendtgørelse nr. 722 af 1. august 1996 med senere ændringer, eller lov om almene boliger m.v., er ikke omfattet af stk. 1.

§ 6 fastslår, at en række centrale regler om bl.a. lejefastsættelse, forbedringsarbejder, vedligeholdelse og sanktioner kun gælder for lejeforhold i ejendomme i regulerede kommuner. Det gælder fx regler om omkostningsbestemt leje, depositum, varsling af forbedringer og pligt til vedligeholdelsesplaner. Paragraffen trækker dermed en skarp streg mellem, hvilke ejendomme i landet der skal underlægges den stramme huslejeregulering – en reguleringsform, der skal sikre et rimeligt lejeniveau og ordnede forhold i særligt pressede boligområder. Paragraffen fastsætter også, at visse regler om fri lejefastsættelse og lejeeforhøjelse IKKE gælder for disse ejendomme. Der er dog betydelige undtagelser, således at reglerne ikke altid gælder for ejendomme, hvor hovedparten af arealet har været anvendt til andet end beboelse, mindre udlejninger i private hjem, eller særlig støttet byggeri. Den praktiske betydning er ofte dramatisk: Hvilke regler der gælder, afgør alt fra lejens størrelse til vedligeholdelsesniveau og hvilke sanktioner, der kan være over for ulovligheder. Paragraffen afspejler og viderefører mangeårige politiske stridigheder om hvor, hvornår og hvordan boliger skal underlægges kontrol, og hvor meget udlejere skal kunne råde over deres ejendom. I praksis er det helt afgørende at kende kommunens status og ejendommens anvendelse pr. 1. januar 1980.

Eksempler

• Huslejenævn nægter fri lejefastsættelse

  En ejendom i en reguleret kommune skal følge de omkostningsbestemte leje-regler, og ikke fri markedsleje. Udlejer kan ikke selv bestemme lejen.

• Lejeinddrivelse i erhvervsejendom undtaget

  En bygning i en reguleret kommune, der hovedsageligt har været brugt til erhverv den 1. januar 1980, er undtaget fra § 6’s hovedregler. Her gælder i stedet særregler.

• Udlejer af værelse i eget hjem

  En privatperson udlejer et enkelt værelse i sin bopæl i en reguleret kommune; de stramme regler om reguleret leje gælder ikke, men visse minimumsregler består.

• •Mange tror fejlagtigt, at alle lejere i Danmark er omfattet af reglerne i § 6.
• •Nogle udlejere tror, at undtagelser gælder automatisk, selvom betingelserne ikke er opfyldt.
• •Det antages ofte, at reglerne om reguleret leje frit kan fraviges ved aftale – det er forkert.

• § 4

  Definerer hvad 'regulerede kommuner' betyder, hvilket er afgørende for § 6’s anvendelse.

• § 7

  Undtager visse små ejendomme fra § 6, stk. 1’s regler; beskriver særregler for små ejendomme.

• § 19

  Hovedregel for lejefastsættelse, hvis § 6 bringer kapitel 3 i spil for en ejendom.