Barnets lov § 21

I forbindelse med en børnefaglig undersøgelse af et barn eller en ung skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal foretages en børnefaglig undersøgelse af eventuelle andre børn og unge i familien.

Stk. 2. Anbringes et barn eller en ung uden for hjemmet på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge eller overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for, skal kommunalbestyrelsen iværksætte en børnefaglig undersøgelse af eventuelle søskende i husstanden under 15 år, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde undlade at iværksætte en børnefaglig undersøgelse af en eller flere søskende i sager omfattet af stk. 2, hvis det er åbenlyst, at der ikke er behov herfor.

Stk. 4. En børnefaglig undersøgelse kan gennemføres som én samlet undersøgelse for flere børn og unge i familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle forhold.

Stk. 5. I sager, hvor der ikke tidligere er iværksat støttende indsatser eller en anbringelse, jf. §§ 32, 46 eller 47, skal kommunalbestyrelsen under en børnefaglig undersøgelse sikre kontinuitet og stabilitet for barnet eller den unge, ved at væsentlige møder med barnet eller den unge som udgangspunkt afholdes med deltagelse af to børne- og ungerådgivere.

§ 21 understreger kommunalbestyrelsens pligt til at vurdere, om andre børn og unge i familien skal indgå i en børnefaglig undersøgelse, når et barn eller en ung allerede er genstand for en sådan undersøgelse. Formålet er at sikre en helhedsorienteret indsats, således at eventuelle problemstillinger eller støttebehov hos søskende eller andre børn i familien ikke overses. Lovens formulering sikrer, at kommunen ikke blot fokuserer isoleret på det enkelte barn, men indgår en bredere familiesammenhæng. Der gives dog mulighed for at fravige denne undersøgelsespligt, hvis det er åbenlyst unødvendigt, hvilket kan indikere en vis fleksibilitet i praksis, men også en potentiel risiko for, at børn i samme husstand ikke får tilstrækkelig opmærksomhed. § 21 sikrer desuden kontinuitet og stabilitet for barnet ved anbringelse bl.a. ved, at to rådgivere som hovedregel skal deltage i væsentlige samtaler. Anvendelsen i praksis bygger på en balance mellem rettidig opfølgning og ressourceanvendelse, og loven hviler dermed tungt på kommunernes vurderingsevne. Det følger af tilknytningen til §§ 20, 22 og Ankestyrelsens principafgørelser, at vurderingen skal være grundig og bør undgå at overse mulige risikofaktorer blandt søskende. Samlet set sender bestemmelsen et klart signal om behovet for systematisk, helhedsorienteret sagsbehandling, men giver samtidig rum for individuel afvejning – et rum, der kræver god faglig skønsmæssig bedømmelse af kommunerne.

Eksempler

• Søskende under 15 år undersøges ved anbringelse for omsorgssvigt

  Når et barn anbringes uden for hjemmet på grund af omsorgssvigt eller overgreb, starter kommunalbestyrelsen altid en børnefaglig undersøgelse af husstandens søskende under 15 år for at afdække eventuelle behov for støtte, medmindre det er åbenlyst unødvendigt.

• Helhedsvurdering ved komplekse familieforhold

  I en sag med flere børn og vanskelige sociale forhold foretager kommunen samlet undersøgelse for flere børn for at sikre, at alle individuelle behov vurderes og tilgodeses i støtteplanlægningen.

• Undtagelse fra undersøgelse af søskende

  Kommunen kan beslutte ikke at foretage børnefaglig undersøgelse af søskende, hvis det på baggrund af tilgængelig viden er åbenlyst, at søskende ikke har behov for særlig støtte, fx ved dokumenteret stabil og tryg opvækst i hjemmet.

• •At alle søskende under 15 automatisk skal have en børnefaglig undersøgelse, uden mulighed for eksklusion ved åbenlyst unødvendige tilfælde.
• •At børnefaglig undersøgelse altid skal gennemføres individuelt, hvorimod loven åbner for samlede undersøgelser for flere børn i familien.
• •At kontinuitet i undersøgelsen ikke er lovpligtig – det følger klart af kravene om to børne- og ungerådgivere i væsentlige møder.