Barnets lov § 18

Hvis kommunalbestyrelsen har viden om eller grund til at antage, at et barn eller en ung har behov for hjælp og støtte efter denne lov, skal kommunalbestyrelsen screene for, om der er tale om følgende:

1) En problemstilling, der ikke kræver yderligere afdækning af barnets eller den unges støttebehov.

2) En problemstilling, der kræver yderligere afdækning af et eller flere forhold af betydning for barnets eller den unges støttebehov, jf. § 19.

3) En problemstilling, der kræver en børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges støttebehov, jf. §§ 20-22.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i vurderingen efter stk. 1 lægge vægt på sagens forhold og kompleksitet, herunder om det må antages, at støttebehovet er helt eller delvis begrundet i nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Stk. 3. Viser vurderingen efter stk. 1, at der kan være tale om æresrelaterede konflikter eller negativ social kontrol, har kommunalbestyrelsen pligt til at foretage en risikovurdering, inden barnets eller den unges forældre og netværk inddrages i sagen.

§ 18 fastlægger kommunalbestyrelsens pligt til at foretage en indledende vurdering (screening), når der foreligger viden eller formodning om, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte efter loven. Screeningen skal konkret afgøre, om situationen rummer en problemstilling, der blot kan konkluderes uden yderligere indsats, eller om der skal foretages yderligere afdækning eller en mere omfattende børnefaglig undersøgelse. Paragraffen indeholder således en grovsortering, der skal sikre tidlig og korrekt indsats men tager højde for kompleksiteten i barnets eller den unges behov. Vigtigt er det, at der i vurderingen skal tages højde for eventuelle funktionsnedsættelser og problemstillinger relateret til æresrelaterede konflikter eller negativ social kontrol, hvor kommunalbestyrelsen har pligt til at gennemføre risikovurderinger med øje for sensitivitet omkring inddragelse af familie og netværk. Lovens krav understreger kommunens ansvar, men den praktiske implementering kan møde udfordringer ift. ressourcer og kapacitet til at gennemføre tilstrækkeligt nuancerede vurderinger. Samtidig kan spørgsmålet om, hvornår der er 'grund til at antage', efterlade betydelig skønsmargin, der kan skabe forskelle i praksis mellem kommuner. Principafgørelser og vejledninger understreger, at denne fase er afgørende for senere forløb, men også sårbar for fejl eller forsinkelser, der potentielt kan skade barnets tarv. Derfor kunne fremtidige lovformuleringer med fordel præcisere kriterier og sikre øget standardisering af screeningsprocessen for at beskytte mod vilkårlighed og uensartet sagsbehandling.

Eksempler

• Tidlig identifikation af støttebehov

  En skolelærer underretter kommunen om bekymring for en elev med udadreagerende adfærd. Kommunen foretager en screening efter § 18, som resulterer i, at der igangsættes en afdækning for at fastlægge behovene og koordinere passende støtte.

• Risikovurdering ved mistanke om æresrelateret konflikt

  Kommunen modtager oplysninger om, at en ung pige kan være udsat for negativ social kontrol. Ved screening efter § 18 beslutter kommunen at foretage en risikovurdering uden umiddelbar inddragelse af familien for at beskytte den unge.

• Afslutning af sag efter screening

  En medborger anmelder en mindre bekymring for en ung persons trivsel. Efter screening vurderer kommunalbestyrelsen, at sagen ikke kræver yderligere indsats, og afslutter herefter sagen uden at iværksætte yderligere foranstaltninger.

• •Screening er kun et teknisk skridt uden betydning for sagens videre forløb – i realiteten er det afgørende for tidlig indsats.
• •Kommunen må aldrig igangsætte screening eller samtaler uden forældremyndighedsindehaverens samtykke – undtagelser ved barnets tarv fremgår klart af loven.
• •Alle sager med en grund til at antage behov for støtte kræver altid en børnefaglig undersøgelse – men loven differentierer klart efter sagens alvor og kompleksitet.