Barnets lov § 139

Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at afgørelser efter §§ 23, 39, 40, 47 og 67, § 98, stk. 4, og § 100, stk. 1, i denne lov og efter § 12, § 13, stk. 3 og 4, § 14, stk. 2-4, § 24, stk. 1, jf. § 14, og § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet fuldbyrdes.

1) Adgangen til hjemmet sker som led i den børnefaglige undersøgelse efter § 20 i denne lov eller den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og må anses for nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling.

2) Forældrene har modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov kan gennemføres med andre mere lempelige foranstaltninger.

Stk. 2. Kommunen har mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til forældremyndighedsindehaverens bolig, rum og gemmer for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde de afgørelser, der er nævnt i stk. 1. Kommunen kan hente og bringe et barn eller en ung til det sted, hvor et børne- og ungepålæg skal opfyldes, med henblik på at fuldbyrde afgørelser efter § 39 i denne lov, eller det sted, hvor en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller et forbedringsforløb, jf. § 13, stk. 3 eller 4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal gennemføres.

Stk. 3. Kommunen har mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til et anbringelsessted efter § 43, stk. 1, for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde en afgørelse efter § 98, stk. 4, i denne lov eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan, når følgende kriterier er opfyldt, træffe afgørelse om adgang til forældremyndighedsindehaverens bolig og rum mod behørig legitimation og uden retskendelse:

Stk. 5. Politiet yder bistand til kommunen ved udøvelsen af beføjelser efter stk. 2-4.

Stk. 6. Fuldbyrdelse af afgørelser omfattet af stk. 1 skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader, og med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Kommunen skal afsøge mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaverens, barnets eller den unges og eventuelt andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre hensynet til barnets eller den unges behov i afgørende grad taler imod dette.

Stk. 7. Fuldbyrdelse af en afgørelse omfattet af stk. 3, hvor politiet yder bistand til kommunen efter stk. 5, skal registreres og indberettes af kommunen til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen udarbejder årligt en rapport over anvendelsen af bestemmelsen.

Stk. 8. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 4 skal registreres og indberettes af kommunen til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen udarbejder årligt en rapport over anvendelsen af bestemmelsen.

Stk. 9. Social- og boligministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om politiets bistand til kommunen efter stk. 5.

Paragraf 139 placerer det klare ansvar for gennemførelsen af en række afgørelser vedrørende børn og unge hos kommunalbestyrelsen. Det indebærer, at det offentlige skal sikre, at beslutninger om bl.a. anbringelser, tvangsindgreb og behandlinger rent faktisk omsættes i praksis. Paragrafens formulering er betydningsfuld, fordi mange af disse afgørelser kan være både komplekse og konfliktfyldte. Det er derfor et udtryk for statens ansvar, men indebærer også et solidt kontrolansvar, som må udøves med omtanke for barnets tarv. Paragraffen refererer til afgørelser efter barnets lov såvel som ungdomskriminalitetsloven, hvilket komplificerer administrationen, men også sikrer en sammenhængende indsats. I praksis kan virkeliggørelsen af sådanne afgørelser byde på vanskeligheder, især ved modstand fra forældre eller mangel på egnede tilbud. Derfor er overvågning og eventuel koordinering med politi og andre myndigheder ofte nødvendigt, hvilket fremgår af tilknyttede bestemmelser. Ankestyrelsens principafgørelser, såsom 20-15 og 82-12, understreger betydningen af konkret, individuel vurdering og kvalitetskontrol i kommunernes udførelse af loven. Dog kan der være en risikozone for bureaukratisering og rigiditet, hvilket lovens omfattende bestemmelser i praksis nogle gange kan afstedkomme. En klarere regulering og praktisk vejledning i fuldbyrdelsen kunne styrke barnets retssikkerhed og effektivitet i indsatsen. Fuldbyrdelse skal ske skånsomt og med respekt for barnets bedste, hvilket dog kan være udfordrende i praksis.

Eksempler

• Fuldbyrdelse af anbringelse uden samtykke

  Kommunalbestyrelsen sikrer fysisk gennemførelse af en anbringelse uden hjemmets samtykke efter § 47, selvom forældrene modsætter sig, ofte med bistand fra politiet.

• Gennemførelse af børnefaglige undersøgelser

  Når børne- og ungeudvalget træffer afgørelse om undersøgelse efter § 23, er det kommunalbestyrelsens ansvar at sikre, at undersøgelsen gennemføres rettidigt og effektivt.

• Ændring af anbringelsessted eller hjemgivelse

  Kommunalbestyrelsen skal fuldbyrde afgørelser om ændring af anbringelsessted eller hjemgivelse efter §§ 98 og 100, hvilket kræver koordinering med plejefamilier og anbringelsessteder.

• •At kommunalbestyrelsen alene tager beslutningerne i sagen; paragrafen handler om fuldbyrdelsen af allerede trufne afgørelser.
• •At politiets bistand er obligatorisk i alle fuldbyrdelsessituationer; det ydes kun efter konkret vurdering og behov.
• •At fuldbyrdelsen kan ske uden hensyntagen til barnets tarv; loven kræver skånsomhed og respekt for barnets bedste.