Barnets lov § 67

Børne- og ungeudvalget kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung, der efter § 46, stk. 1, eller § 47, stk. 1, i denne lov eller efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet har været anbragt uden for hjemmet i mindst 3 år, jf. dog § 50, stk. 7, og § 68, stk. 2, fortsat skal være anbragt uden for hjemmet i en permanent anbringelse, hvis barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet. Det er ikke et krav, at betingelserne i § 46, stk. 1, eller § 47, stk. 1, i denne lov eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet er opfyldt.

1) En revideret børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 20 i denne lov eller § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

2) En revideret barnets plan, jf. § 91 i denne lov, eller ungeplan, jf. § 108 i denne lov, eller et revideret forbedringsforløb, jf. §§ 13 eller 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

3) En psykologisk helhedsvurdering af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet foretaget af en autoriseret psykolog.

4) Barnets eller den unges holdning til en permanent anbringelse, jf. § 5, stk. 3.

Stk. 2. Når der er truffet afgørelse om en permanent anbringelse efter stk. 1, skal børne- og ungeudvalget ikke træffe afgørelse efter § 50 om opretholdelse af anbringelsen.

Stk. 3. For en ung, der er fyldt 15 år, kan der kun træffes afgørelse om en permanent anbringelse efter stk. 1, hvis den unge samtykker til afgørelsen.

Stk. 4. Til brug for børne- og ungeudvalgets afgørelse om en permanent anbringelse efter stk. 1 skal kommunalbestyrelsen udarbejde en indstilling, der indeholder følgende:

Denne bestemmelse i § 67 adresserer situationer, hvor børn eller unge har været anbragt uden for hjemmet i en længere periode, nemlig mindst tre år. Paragraffen giver Børne- og ungeudvalget kompetence til at beslutte, at anbringelsen skal fortsætte permanent, hvis barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det vurderes at være afgørende for vedkommendes tarv at forblive der. Interessant er, at de oprindelige betingelser for anbringelse efter §§ 46 og 47 eller efter ungdomskriminalitetsloven ikke længere behøver at være opfyldt ved beslutningen om den permanente anbringelse. Det afspejler et skift i fokus fra først og fremmest farebedømmelse til en mere helhedsorienteret vurdering med vægt på kontinuitet, stabilitet og barnets trivsel. I praksis betyder det, at selv hvis den oprindelige anbringelsesgrund er bortfaldet, kan en permanent anbringelse stadig besluttes baseret på den udviklede relation til plejefamilie eller institution. Denne adgang kan ses som en nødvendig sikring af barnets robuste opvækst, men udfordrer samtidig det generelle princip om, at statens indgreb bør være mindst muligt. § 67 kan derfor både opfattes som et værn mod hyppige og potentielt skadelige skift i anbringelsessted, men rejser samtidig kritiske spørgsmål om individets ret til at vende hjem, når betingelserne er forbedrede. Ankestyrelsens praksis og principafgørelser understøtter vigtigheden af at inddrage barnets og den unges perspektiv, jf. §§ 5 og 68, og forvaltningsretlig sikring i forbindelse med afgørelsen, jf. §§ 140 og 146. Fremtidige lovrevisioner kunne med fordel præcisere balancepunktet mellem den permanente tilknytning og muligheden for hjemgivelse for at sikre en bedre klarhed for de involverede parter.

Eksempler

• Permanent anbringelse efter 3 år

  Et barn anbragt i en plejefamilie i 3 år har udviklet stærke relationer og et trygt miljø. Selvom den oprindelige grund for anbringelsen ikke længere eksisterer, beslutter Børne- og ungeudvalget permanent anbringelse, da det anses for barnets bedste.

• Ung anmoder om permanent anbringelse

  En ung over 10 år anmoder kommunen om permanent anbringelse efter § 68. Kommunalbestyrelsen vurderer behovet og indstiller sagen til Børne- og ungeudvalget, som efterfølgende træffer afgørelse efter § 67 om permanent anbringelse.

• Afvejning mellem hjemgivelse og stabilitet

  Selv om den oprindelige anbringelsesgrund er væk, afviser Børne- og ungeudvalget hjemgivelse, idet det vurderes, at barnets tilknytning til anbringelsesstedet vil lide skade, hvis hjemgivelse sker for tidligt.

• •Permanent anbringelse betyder ikke, at barnet aldrig kan vende hjem igen; det handler om, at tilknytningen til anbringelsesstedet er væsentlig for barnets trivsel.
• •Betingelserne for frivillig anbringelse efter §§ 46 og 47 skal ikke nødvendigvis være opfyldt ved permanent anbringelse.
• •Der er ikke et automatisk krav om samtykke fra forældremyndighedsindehaveren for en permanent anbringelse, hvilket ofte misforstås.