Barnets lov § 102

I tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren anmoder om at få hjemgivet et barn eller en ung, der er anbragt med samtykke efter § 46, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til spørgsmålet om hjemgivelse, senest 7 dage efter at anmodningen fremsættes. Tilsvarende gælder, såfremt en ung, som er fyldt 15 år, der er anbragt med samtykke efter § 46, anmoder om at blive hjemgivet.

1) § 47, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge.

2) § 67, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos anbringelsesstedet, barnet eller den unge.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at behandle en anmodning om hjemgivelse i den periode, hvor en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan afvise at behandle en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter følgende bestemmelser:

Stk. 4. Når kommunalbestyrelsen behandler en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter §§ 47 eller 67, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde, jf. § 100, stk. 1, hvis der er grundlag herfor. Hvis kommunalbestyrelsen ikke finder, at der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, forelægges sagen til afgørelse i børne- og ungeudvalget, jf. §§ 47 eller 67.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal umiddelbart orientere børne- og ungeudvalget om afgørelser om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter §§ 47 eller 67.

§ 102 pålægger kommunalbestyrelsen at handle hurtigt, når en forældremyndighedsindehaver eller en ung over 15 år, der er anbragt med samtykke efter § 46, ønsker hjemgivelse. Kommunen skal afgøre sagen senest 7 dage efter modtagelsen af anmodningen. Dette gælder dog ikke, hvis sagen verserer i Ankestyrelsen eller ved retten. Kommunen kan afvise anmodningen, hvis anbringelsen er sket fx ved tvang efter § 47 eller der er tale om en permanent anbringelse efter § 67, og der ikke er sket væsentlige ændringer i forholdene. Hvis kommunen ved anmodning om hjemgivelse vurderer, at der ikke bør ske hjemgivelse, skal sagen forelægges børne- og ungeudvalget. Paragraffen er afgørende for retssikkerheden – den sikrer, at rettigheden til hjemgivelse ikke bliver forsinket af træge sagsgange i kommunen. I praksis fungerer bestemmelsen som en klar stopklods for vilkårlig eller unødigt langvarig anbringelse mod forældrenes eller den unges ønske, men balanceret af undtagelser, der beskytter barnets eller den unges tarv i situationer med tvang eller særligt alvorlige forhold.

Eksempler

• Forælder ønsker barnet hjem

  En mor beder om at få sit barn hjem, som er anbragt frivilligt. Kommunen skal inden 7 dage tage stilling til hjemgivelsen.

• 15-årig ønsker selv at komme hjem

  En 16-årig, anbragt med samtykke, beder om at afslutte anbringelsen. Kommunen har 7 dage til at afgøre spørgsmålet.

• Afvisning af hjemgivelse under Ankestyrelsens behandling

  Forældrene anmoder om hjemgivelse, men sagen behandles allerede i Ankestyrelsen – derfor skal kommunen ikke tage stilling på dette tidspunkt.

• •Man tror, kommunen altid skal hjemgive barnet ved anmodning – det skal den kun, hvis betingelserne er opfyldt.
• •Man tror, hjemgivelse kan trækkes i langdrag – fristen på 7 dage er absolut.
• •Man tror, bestemmelsen gælder tvangsanbringelser – den omfatter kun anbringelser med samtykke efter § 46.

• § 46

  Omtaler anbringelse med samtykke, som § 102 direkte vedrører.

• § 47

  Ved tvangsanbringelse kan anmodning om hjemgivelse begrænses efter § 102.

• § 100

  Fastsætter proceduren og kriterier for hjemgivelse generelt.

• § 67

  Permanent anbringelse nævnes som undtagelse i § 102.