Barnets lov § 46

Kommunalbestyrelsen kan med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet på et anbringelsessted, jf. § 43, stk. 1, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, jf. dog § 54, stk. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Afgørelsen skal angive formålet med anbringelsen og den forventede varighed.

Stk. 2. Samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, skal omfatte formålet med anbringelsen.

Stk. 3. Der kan kun træffes afgørelse efter stk. 1 efter gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. § 20 i denne lov, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Der kan dog, hvis særlige forhold taler for det, træffes afgørelse om foreløbig eller akut anbringelse efter stk. 1 sideløbende med gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. § 20 i denne lov, eller en ungefaglig undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan på baggrund af en undersøgelse efter § 26 med samtykke fra de kommende forældre træffe en afgørelse efter stk. 1 om, at det ufødte barn umiddelbart efter fødslen anbringes uden for hjemmet, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til det ufødte barns behov for støtte.

§ 46 fastlægger rammerne for den frivillige anbringelse af børn og unge uden for hjemmet. Det kræver samtykke både fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, hvis vedkommende er fyldt 15 år. Afgørelsen skal tydeligt angive formålet med anbringelsen samt en forventet varighed, hvilket sikrer transparens og planlægning. Paragraffen understøtter en balance mellem familiens selvbestemmelse og behovet for beskyttelse og støtte til barnet eller den unge. I praksis betyder det, at kommunen har pligt til at foretage en konkret og individuel vurdering af barnets særlige støttebehov, jf. § 1 og § 2, og sikre at indsatsen er målrettet og hensigtsmæssig. Samtidig knytter loven stor vægt på samtykke, men § 47 giver mulighed for anbringelse uden samtykke i tvivlstilfælde, hvilket kan skabe kompleksitet og konflikt mellem familiens rettigheder og barnets tarv. Ud fra praksis, bl.a. Ankestyrelsens principafgørelse C-5-99, er der fokus på at følge op på samtykkets frivillighed og barnets reelle situation. Paragraffen spiller en central rolle i den sociale indsats, men kan kritiseres for at være formel og i visse tilfælde restriktiv med hensyn til hurtig og effektiv handling, når samtykke ikke umiddelbart opnås. Det kunne overvejes at præcisere kriterierne for væsentlig betydning konkret og skabe mere dynamiske regler for samtykkes håndtering, herunder en styrket ramme for dialog og konfliktløsning mellem parterne.

Eksempler

• Frivillig anbringelse med forældresamtykke

  Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om anbringelse uden for hjemmet på grund af barnets betydelige behov for støtte. Med samtykke fra begge forældre og barnet på 16 år sker anbringelsen i en specialiseret plejefamilie med angivelse af formål og forventet varighed.

• Anbringelse efter børnefaglig undersøgelse

  En børnefaglig undersøgelse afslører væsentlige trivselsproblemer. Kommunen iværksætter efterfølgende en anbringelse med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år for at give den rette støtte.

• Akut anbringelse forud for undersøgelse

  Kommunen træffer afgørelse om foreløbig anbringelse med samtykke, mens en børnefaglig undersøgelse er undervejs, for at imødekomme barnets umiddelbare støttebehov, jf. § 46, stk. 3.

• •At § 46 gælder for alle former for anbringelse - det gælder kun frivillig anbringelse med samtykke.
• •At kommunen kan anbringe uden samtykke efter § 46, hvis de vurderer det nødvendigt - uden samtykke skal § 47 anvendes.
• •At formålet og varigheden med anbringelsen er valgfrie oplysninger - loven stiller krav om, at begge dele skal være angivet i afgørelsen.