Barnets lov § 81

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt instruktion i brugen heraf, jf. § 90, stk. 1, nr. 4 og 5.

Stk. 3. Rådgivningen efter stk. 1 og 2 kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning, jf. § 80, stk. 3.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal etablere en særlig familievejlederordning for familier med børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Vejledningen skal tilbydes, inden for 3 måneder efter at kommunalbestyrelsen har fået kendskab til, at funktionsnedsættelsen er konstateret.

Stk. 5. Social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om familievejlederordningen, jf. stk. 4.

§ 81 pålægger kommunalbestyrelsen en klar forpligtelse til at sikre, at børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt deres familier får adgang til gratis rådgivning, undersøgelse og behandling. Dette er et nødvendigt led i en sammenhængende indsats, der skal fremme barnets udvikling og trivsel. Paragraffen understøtter den moderne sociale rettighedstænkning ved at fokusere på tidlig indsats og rettidig hjælp. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at lovteksten alene fastsætter en pligt for kommunerne, uden detaljer om standarder for kvalitet eller ventetider, hvilket ofte kan give udfordringer i praktisk anvendelse. Lovens henvisning til kommunalbestyrelsens ansvar uden udtrykkelig regulering af sagsbehandlingsfrister afdækkes yderligere i § 20 og § 95. Sammenhængen med princippet om kompensation, jf. Ankestyrelsens afgørelser, er væsentlig for forståelsen af, at hjælpen ikke nødvendigvis betyder fuldudligning, men sikrer et rimeligt og sammenhængende støttegrundlag. Ydermere formaliseres etablering af særlige familievejlederordninger i stk. 4, hvilket understreger betydningen af tværfagligt samarbejde og specialistviden, et væsentligt skridt mod professionel kvalitetssikring. De nævnte andre henvisninger i loven peger på, at rådgivning i denne kontekst også omfatter hjælp til valg af hjælpemidler og livskvalitetsforbedringer, en bred tilgang der på den ene side er velkommen, men på den anden side potentielt kan udvande indsatsens præcision og tilgængelighed. Kommunernes rolle bliver således både kritisk som garant for denne støtte, men udfordret af lovens forholdsvis diffuse krav til præcis implementering og kontrol. Der kunne med fordel indarbejdes mere specificerede krav til faglig standard samt mekanismer til gnidningsfri tværsektoriel koordinering og afrapportering fyrir at styrke borgerens retssikkerhed og skabe bedre ensartede vilkår. Lovens formål i § 1 og kapitel 8-9 understøtter, at denne § skal ses som en integreret del af det samlede forebyggende og støtteorienterede system for børn og unge, hvor funktionsevne sætter en særlig ramme.

Eksempler

• Rådgivning om hjælpemidler til en familie

  En familie med et barn, der har cerebral parese, kontakter kommunen for vejledning om tekniske hjælpemidler, hvor kommunen tilbyder gratis rådgivning i overensstemmelse med § 81, stk. 2.

• Psykologisk undersøgelse af et barn med udviklingsvanskeligheder

  Kommunalbestyrelsen iværksætter en undersøgelse af et barn med mistanke om ADHD, hvor gratis psykologbehandling efter § 81 tilbydes som led i en samlet støtteindsats.

• Familievejlederordning for udviklingshæmmet barn

  Kommunalbestyrelsen opretter en familievejlederordning, der tilbyder løbende støtte og rådgivning til forældre med et barn med betydelig og varig funktionsevnenedsættelse, jf. § 81, stk. 4.

• •At rådgivning og behandling efter § 81 er begrænset til kun børn med fysiske handicap – paragraffen omfatter også psykisk funktionsevne.
• •At kommunen kan opkræve betaling for rådgivning, selvom loven bestemmer, at indsatsen skal være gratis.
• •At rådgivningen altid indebærer fuldudligning af behov – loven følger kompensationsprincippet, hvilket ikke nødvendigvis indebærer fuld dækning.