Barnets lov § 80

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde særlig hjælp og støtte efter dette kapitel til børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at hjælp og støtte efter dette kapitel tilrettelægges med afsæt i barnets eller den unges perspektiv og i samarbejde med forældrene ud fra en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns, den enkelte unges og den enkelte families ressourcer og behov. Hjælp og støtte skal iværksættes med henblik på at fremme barnets eller den unges læring, udvikling, trivsel og selvstændighed, men kan også iværksættes med henblik på at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for barnet, den unge eller familien, jf. kapitel 1 og 2.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at hjælp og støtte til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier efter dette kapitel tilrettelægges i sammenhæng med de øvrige tilbud og indsatser efter denne lov, lov om social service, jf. § 90, stk. 1, i denne lov eller anden relevant lovgivning.

§ 80 pålægger kommunalbestyrelsen en klar forpligtelse til at tilbyde særlig hjælp og støtte til børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kroniske lidelser og deres familier. Dette sker som en individuel og konkret vurdering, som tager udgangspunkt i barnets eller den unges perspektiv og familiens ressourcer og behov. Paragraffen understreger sammenhængen med øvrige tilbud i loven og anden relevant lovgivning, hvilket afspejler lovens hensigt om en helhedsorienteret indsats. Formuleringen er teknisk præcis men kunne udfordres for dens brede og til dels vage sprogbrug, hvilket ofte giver skønsmargin og ressourcemæssige udfordringer i den praktiske kommunale anvendelse. Historisk er denne bestemmelse udviklet for at sikre, at børn med særlige behov ikke falder igennem et potentielt komplekst system, men samtidig er statens rolle og ressourcetildeling kritiseret for at være utilstrækkelig til at opfylde intensiteten i behovene. Relaterede bestemmelser som §§ 81 og 82 i samme lov underbygger denne forpligtigelse med specifikke indsatser. Principafgørelser som C-60-03 og C-46-00 peger på, at kommunernes vurdering skal være konkret og rettidig for at opfylde lovens intention, og lange ventetider eller uklare prioriteringer kan skabe reelle problemer for børn og familier.

Eksempler

• Individuel støtte til barn med cerebral parese

  En kommune tilbyder en familie med en barn med cerebral parese specialiseret rådgivning, behandling og tilpassede dagtilbud efter en nøje individuel vurdering i overensstemmelse med § 80 og supplerende bestemmelser.

• Koordineret indsats for en ung med kronisk sygdom

  Kommunalbestyrelsen tilrettelægger, i samarbejde med forældrene og relevant sundhedspersonale, en samlet støttepakke, der kombinerer støtte efter barnets lov og sundhedslovgivningen for en ung med diabetes og psykiske vanskeligheder.

• •At al støtte efter § 80 er automatisk og ikke kræver en konkret vurdering – loven kræver altid individuel vurdering.
• •At § 80 alene sikrer omfattende støtte uden at se på sammenhængen med anden lovgivning eller tilbud – loven understreger netop samordning og helhed.
• •At støtten efter § 80 kun vedrører barnet eller den unge og ikke familiens behov – loven omfatter også familier som modtagere af støtte.