Ankestyrelsens principafgørelse C-60-03

Lovhenvisninger

• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003 - § 66
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 80

Afgørelse

Information

• Det fremgik af sagen, at en kvinde, der kom til Danmark i 1996, boede i en lejlighed i A Kommune (i Københavnsområdet) indtil 15. november 2001. Hun opsagde lejligheden for at flytte sammen med sin mand på en adresse i B Kommune (ligeledes i Københavnsområdet). Folkeregistret vurderede, at der boede for mange personer på den ny adresse (3 voksne og 4 børn på 53 kvm. ), hvorfor familien (moder, fader og barn på 5 år) blev boligløs fra 21. januar 2002. B Kommune meddelte på møde den 17. januar 2002, at kommunen var indstillet på at hjælpe familien i form af et hotelophold i C Kommune efter servicelovens § 66. Betingelsen var, at familien lod sig skrive op i de byer, hvor der var mindst ventetid, hvilket var D (på Fyn), E (også på Fyn) og F (i Jylland). Da familien, boligløse, mødte op på kommunen den 21. januar 2002 ønskede den ikke at lade sig skrive op i nævnte byer, da den allerede var skrevet op flere steder i Københavnsområdet. Kommunen meddelte på denne baggrund, at i så fald kunne kommunen ikke hjælpe familien. Familien ombestemte sig umiddelbart herefter og modtog tilbuddet om anvisning af et hotelværelse i C Kommune mod at blive skrevet op i F Kommune. B Kommune fastsatte en egenbetaling på 8.000 kr. månedligt. Dagen efter besluttede familien at fraflytte hotellet. Familien flyttede derpå ind i den lejlighed, som den netop var smidt ud fra. Moderen og barnet flyttede den 12. februar 2002 til en ny adresse i B Kommune hos en anden familie. Moderen og faderen var blevet separeret, men havde fælles forældremyndighed over det 5-årige barn. Den 10. juni 2002 meddelte moderen, at hun og barnet måtte flytte fra den ny adresse og at de derfor var boligløse. Moderen og barnet havde dog mulighed for at overnatte hos noget familie men kunne ikke tilmeldes i folkeregistret på overnatningsfamiliens adresse. I juli 2002 flyttede moderen og barnet på kvindehjem i kommunen. I september måned 2002 blev B Kommune underrettet om, at barnets adfærd i børnehaven forekom præget af boligsituationen, idet hun var urolig og aggressiv. Kvindecentret meddelte, at moder og barn ikke kunne blive boende længere end til den 7. oktober 2002.
• På møde den 26. september 2002 meddelte B Kommune, at moderen måtte anses for selvforskyldt boligløs, da hun valgte at sige lejligheden i A Kommune op. Kommunen fastholdt, at betingelsen for hjælp til en midlertidig boligplacering var, at hun lod sig og barnet skrive op på ventelister, der dækkede hele landet. Den 7. oktober 2002 måtte familien forlade kvindehjemmet. Den 19. november 2002 oplyste moderen, at hun var flyttet ind hos nogle venner.
• Det fremgik af sagen, at kommunen og moderen kun kunne kommunikere med tolk.
• B Kommune fandt i afgørelse af 8. oktober 2002, at kvinden var selvforskyldt husvild og at hun derfor ikke var berettiget til hjælp efter servicelovens § 66. Årsagen til at kommunen anså hende for selvforskyldt husvild var, at hun selv opsagde en lejlighed i A Kommune. Kvinden og barnet blev dog af B Kommune tilbudt en midlertidig boligplacering på den betingelse, at familien lod sig skrive op på ventelister de steder i Danmark, hvor der var mindst ventetid til bolig. Denne betingelse skyldtes, at boligsituationen i B Kommune var meget vanskelig.
• Afgørelsen blev påklaget til det sociale nævn.
• Det sociale nævn fandt ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse.
• Nævnet lagde til grund, at kommunen efter servicelovens § 66 havde pligt til at skaffe en akut boligsøgende midlertidigt husly.
• Nævnet lagde endvidere til grund, at en borger havde en forpligtelse til selv at være aktiv omkring løsningen af sit boligproblem, og at kommunens forpligtelse efter § 66 var betinget af, at den boligløse ikke selv havde mulighed for at skaffe sig indkvartering.
• Nævnet lagde vægt på, at kvinden fik tilbud om midlertidig boligplacering den 7. oktober 2002, men afviste tilbuddet, samt at hun på grund af boligsituationen i B Kommune havde en forpligtelse til selv at være aktivt boligsøgende, også udenfor Københavnsområdet, samt at hun i øvrigt selv havde været i stand til at finde en midlertidig indkvartering i B Kommune.
• Kvinden påklagede nævnets afgørelse til Ankestyrelsen. Hun anførte bl.a., at hun var blevet boligløs uden skyld, idet hun troede at have skaffet sig og barnet en bolig i B Kommune. Af forskellige grunde kunne de ikke flytte ind efter at have opsagt lejligheden i A Kommune. Hun havde afvist at lade familien skrive op andre steder i landet, da barnet ikke burde flyttes igen. Derudover boede hendes tidligere mand og barnets far i B Kommune.
• Efter anmodning fra Ankestyrelsen fremkom Socialministeriet med en udtalelse, dateret 29. oktober 2003. Det fremgik bl.a. af udtalelsen, at "borgeren skal være aktivt boligsøgende. Det er i sidste ende borgerens eget ansvar at skaffe sig en bolig. På den anden side kan det ikke kræves, at borgeren er boligsøgende i hele landet. Det må formentlig begrænses bl.a. under hensyn til infrastruktur mv. og hvor i landet vi befinder os (land contra by) til de omliggende kommuner. "
• Endvidere fremgik det, at "der er et barn involveret og i vurderingen af sagen bør der tages hensyn til barnets tarv. Familien bør ikke kunne henvises til at leve på gaden, og kommunen må i givet fald skaffe midlertidigt husly, hvilket vil sige tag over hovedet men ikke nødvendigvis en rigtig bolig. "
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af husvildebegrebet i servicelovens § 66, herunder hvorvidt hjælp efter bestemmelsen er betinget af, at den husvilde akut har mistet sin bolig. Sagen blev endvidere behandlet med henblik på afklaring af, hvorvidt hjælpen kunne betinges af, at den husvilde lod sig skrive op til bolig i bestemte områder af landet.