Barnets lov § 80

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde særlig hjælp og støtte efter dette kapitel til børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at hjælp og støtte efter dette kapitel tilrettelægges med afsæt i barnets eller den unges perspektiv og i samarbejde med forældrene ud fra en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns, den enkelte unges og den enkelte families ressourcer og behov. Hjælp og støtte skal iværksættes med henblik på at fremme barnets eller den unges læring, udvikling, trivsel og selvstændighed, men kan også iværksættes med henblik på at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for barnet, den unge eller familien, jf. kapitel 1 og 2.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at hjælp og støtte til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse og deres familier efter dette kapitel tilrettelægges i sammenhæng med de øvrige tilbud og indsatser efter denne lov, lov om social service, jf. § 90, stk. 1, i denne lov eller anden relevant lovgivning.

§ 80 pålægger kommunalbestyrelsen at tilbyde særlig hjælp og støtte til børn og unge under 18 år, der har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse – samt til deres familier. Bestemmelsen markerer en retstilstand, hvor børn med betydelige handicaps eller sygdomme ikke kan overlades til almindelige sociale eller sundhedsmæssige ordninger, men skal have skræddersyede indsatser via denne særlige ordning. Bestemmelsen er central i dansk handicaphistorik, da den afspejler et opgør med situationsbestemt nålestiksstøtte og understreger, at hjælp skal være systematisk, tilgængelig og i overensstemmelse med den enkeltes behov. I praksis anvendes § 80 som indgangsbestemmelse for en række konkrete ordninger, fx merudgiftsydelser og tabt arbejdsfortjeneste, og dens betydning forpligter kommunen til ikke at lade ressourcemæssige hensyn veje tungere end borgerens ret til vurdering og fornøden støtte. Mange forældre har oplevet dette som en ret til ikke at kæmpe fra sag til sag, men at have et lovgrundlag, som klarlægger, at kommunen har initiativpligten.

Eksempler

• Specialpædagogisk støtte til barn med autisme

  En familie med et barn på 9 år, der har diagnosen autisme og betydelige kommunikationsvanskeligheder, får tildelt særlig støtte i hjemmet samt ekstra støtte i skolen via kommune efter § 80.

• Merudgiftsydelse ved fysisk handicap

  Et barn på 7 år med cerebral parese får bevilget dækning af nødvendige merudgifter til transport til behandling, da familien ikke selv kan dække udgifterne.

• Ledsagelse til unge med udviklingshæmning

  En 15-årig med udviklingshæmning bevilges ledsagerordning, så hun kan deltage i fritidsaktiviteter på lige fod med andre unge.

• •Man tror kun børn med svære, synlige handicaps er omfattet.
• •Nogle tror, at kommunen selv vælger, om støtte skal gives – faktisk har de pligt til at vurdere behovet.
• •§ 80 sikrer ikke automatisk alle ansøgte ydelser; støtten tilrettelægges individuelt.

• § 81

  Den præciserer rådgivningspligten og særlige familievejlederordninger til målgruppen i § 80.

• § 86

  Handler om dækning af merudgifter til familier med et barn med funktionsnedsættelse, som udspringer af § 80.

• § 87

  Omhandler hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste som led i støtten efter § 80.