Barnets lov § 145

Følgende afgørelser kan af barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område:

1) Indsatser efter § 32, stk. 1.

2) Børne- og ungepålæg efter § 39.

3) Anbringelse uden for hjemmet efter § 46.

4) Valg af anbringelsessted efter § 52, stk. 1.

5) Behandling, uddannelse og ændring af anbringelsessted m.v. efter § 97, stk. 2.

6) Hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter § 100, stk. 1.

7) Samvær og kontakt efter § 104, stk. 2-4.

8) Ungestøtte efter §§ 114 og 116 eller opretholdt anbringelse efter § 120, der træffes i medfør af § 111 eller § 112, stk. 3, inden den unge fylder 18 år.

Stk. 2. I det omfang afgørelsen efter stk. 1, nr. 5 og 7, angår den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, kan afgørelsen af denne indbringes for Ankestyrelsen.

Stk. 3. Afgørelser i sager om bisidder til børn og unge efter § 6 kan af barnet eller den unge indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

§ 145 styrker børns og unges retssikkerhed ved at give dem, der er fyldt 10 år, en direkte adgang til at klage over afgørelser, der træffes om deres liv og støtteforanstaltninger. Det markerer, at børn ikke blot er passive objekter i systemet, men har reelle rettigheder og mulighed for indflydelse på egne forhold. Paragraffen fastsætter specifikt, hvilke typer sager børn og unge selvstændigt kan indbringe for Ankestyrelsen, blandt andet beslutninger om støtteforanstaltninger i hjemmet, børne- og ungepålæg, anbringelse uden for hjemmet, valg af anbringelsessted, ændring af anbringelse, hjemgivelse, samvær og støtte under overgangen til voksen. I praksis betyder det, at et barn, der føler sig uretfærdigt behandlet eller overset, kan handle på egen hånd, uden at være afhængig af forældres godkendelse eller vilje. Historisk har børns selvstændige klageadgang udviklet sig i takt med anerkendelsen af deres individuelle rettigheder og er blevet styrket i takt med Danmarks tilslutning til internationale børnerettighedskonventioner.

Eksempler

• Barn på 12 år klager over tvungen anbringelse

  Et 12-årigt barn mener ikke, at anbringelsen uden for hjemmet er rimelig, og indbringer kommunens afgørelse for Ankestyrelsen uden forældrenes mellemkomst.

• Teenager protesterer valget af anbringelsessted

  En 14-årig er utilfreds med kommunens valg af anbringelsessted og klager derfor selv til Ankestyrelsen, fordi han ønsker at bo hos en anden plejefamilie.

• Barn klager over samværsordning

  Et barn på 11 år føler sig ikke tryg ved en besluttet samværsordning og benytter klageadgangen til at få Ankestyrelsen til at vurdere forholdene.

• •Mange tror, at børn altid skal have forældrenes accept for at klage.
• •Nogle tror, at man kan klage over enhver beslutning, men det gælder kun specifikke sager.
• •Det antages fejlagtigt, at børnets klage ikke tages alvorligt af Ankestyrelsen.

• § 3

  Definerer børns partsrettigheder og hvilke sager de har selvstændig ret i.

• § 144

  Overordnede klageregler for kommunale afgørelser.

• § 146

  Supplerende om klage over børne- og ungeudvalgets afgørelser.