Barnets lov § 3

Børn og unge, der er fyldt 10 år, udøver partsbeføjelser i følgende sager:

1) Indsatser efter § 32, stk. 1.

2) Social stofmisbrugsbehandling efter § 33.

3) Børne- og ungepålæg efter § 39.

4) Anbringelse uden for hjemmet efter § 46.

5) Valg af anbringelsessted efter § 52.

6) Behandling og uddannelse m.v. efter § 97, stk. 2.

7) Hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter § 100, stk. 1.

8) Samvær og kontakt efter § 104, stk. 2-5.

9) Ungestøtte efter §§ 114-116 og opretholdt anbringelse efter § 120, der træffes i medfør af § 111 og § 112, stk. 3, inden den unge fylder 18 år.

10) Sager, der behandles efter §§ 142, 143, 146-148 og 151.

Paragraf 3 etablerer en vigtig ret for børn og unge over 10 år til at deltage aktivt i sagsbehandling om deres forhold ved at udøve partsbeføjelser i blot definerede områder. Det indebærer, at børn fra denne alder kan påvirke afgørelser, som går på sociale indsatser, anbringelser og kontaktspørgsmål, samt i visse tilfælde ved omfattende sager som anbringelse udenfor hjemmet og samvær. Denne bestemmelse er en moderne anerkendelse af børns og unges voksende rettigheder i forvaltningen af deres liv og sociale støtte, og markerer en mere infantil-retlig opfattelse, hvor barnet ikke blot er objekt, men også part i sagerne. Paragraffen indskriver desuden en klar aldersgrænse, som relaterer sig til den voksende modenhed og evne til selvbestemmelse. I praksis kan det dog være komplekst at fastlægge, hvornår barnets vurdering skal vægtes, især i sammenstød mellem barnets og forældremyndighedsindehaverens interesser. Dertil kommer, at ikke alle sager tillader partsudøvelse for børn under 10 år, hvilket kan synes restriktivt, men følger den almindelige forståelse af barns modenhed. Beskyttelsen og rettighederne i gruppen 10-18 år er således væsentligt styrket i forhold til tidligere praksis. Paragrafens liste af sager er dynamisk og koordineret med andre lovgivninger som forældremyndighedslov og lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, hvilket giver den en bred rækkevidde inden for sociale og retlige indsatser. Ankestyrelsens principafgørelser understøtter denne praksis ved at fremhæve barnets og den unges ret til at blive hørt og involveret. Dog kan lovens kompleksitet i skæringspunktet mellem myndighedsindgreb og barnets autonomi skabe retlige dilemmaer, som kræver særlig betænksomhed i implementeringen.

Eksempler

• Ungdom under 18 år anmodes om samtykke ved anbringelse

  Ved beslutning om anbringelse uden for hjemmet efter § 46 skal barnet eller den unge over 10 år give samtykke. Dette sikrer barnets ret til at udøve partsbeføjelser i sådanne alvorlige sager.

• Børn og unge kan klage over støttende indsatser

  En 12-årig, der er utilfreds med den støtte, kommunen har tilbudt efter § 32, kan selv indbringe afgørelsen for Ankestyrelsen, hvilket illustrerer paragrafens praktiske betydning.

• Fast kontaktperson udpeges med unges medinddragelse

  En ung, som får en fast kontaktperson udpeget efter § 32, stk. 1, nr. 3, kan ifølge paragraf 3 deltage som part i beslutningen, således at egne synspunkter tages alvorligt i sagsbehandlingen.