Planloven § 15b

En lokalplan må kun udlægge arealer, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening fra produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder og husdyrbrug til boliger, institutioner, kontorer, rekreative formål m.v., hvis lokalplanen med bestemmelser om bebyggelsens højde og placering kan sikre den fremtidige anvendelse mod en sådan forurening.

1) der foreligger en tilladelse fra erhvervsministeren, jf. stk. 3,

2) lugtbelastningen ikke overstiger grænseværdier for lugt med mere end det, som er fastsat i erhvervsministerens tilladelse, jf. stk. 3,

3) lokalplanen med bestemmelser om etablering af mekanisk ventilation, jf. § 15, stk. 2, nr. 14, kan sikre, at ventilationsluften i bygningen ikke er belastet af lugt, og

4) der i umiddelbar tilknytning til boligbebyggelsen er adgang til udendørs opholdsarealer, hvor grænseværdier for lugt er overholdt.

Stk. 2. En lokalplan kan uanset stk. 1 udlægge arealer i konsekvensområder, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 26, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening til opførelse af ny bebyggelse til kontorformål og lign., hvis planen ved bestemmelser om hermetisk lukkede bygninger, jf. § 15, stk. 2, nr. 15, og om etablering af mekanisk ventilation, jf. § 15, stk. 2, nr. 14, kan sikre den fremtidige anvendelse mod en sådan forurening.

Stk. 3. Erhvervsministeren kan uanset stk. 1 efter ansøgning fra en kommunalbestyrelse i særlige tilfælde meddele kommunalbestyrelsen tilladelse til at planlægge for boliger på lugtbelastede arealer, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 28, hvor lugtbelastningen fra eksisterende produktionsvirksomheder i over 1,5 m's højde overstiger grænseværdier for lugt. Erhvervsministeren kan dog ikke give tilladelse til at planlægge for boligerne, hvor lugtbelastningen fra den enkelte produktionsvirksomhed i over 1,5 m’s højde overstiger grænseværdierne med mere end 20 lugtenheder.

Stk. 4. Lokalplaner, der tilvejebringes for arealer i et område, som i kommuneplanen er fastlagt som et areal, der er belastet af lugt, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 28, kan uanset stk. 1 udlægge arealer, som er belastet af lugt fra eksisterende produktionsvirksomheder, til boliger bortset fra døgninstitutioner, bosteder, boliger til mennesker med særlige behov og lign., hvis

Stk. 5. Der kan ikke vedtages en ny lokalplan, der ophæver en bestemmelse i en lokalplan, hvis indhold er fastlagt i overensstemmelse med en tilladelse efter stk. 3, jf. stk. 4, medmindre erhvervsministeren har givet samtykke hertil.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen skal på ejendomme, der er omfattet af en lokalplans arealudlæg til boliger efter stk. 4, lade tinglyse, at lugtbelastningen kan overstige grænseværdier for lugt med op til det antal lugtenheder, som er fastsat i erhvervsministerens tilladelse, jf. stk. 3. Endvidere skal det fremgå af servitutten, at ejer ved salg og udlejning i overdragelses- eller lejeaftalen skal orientere køber og lejer om servitutten og dens indhold, og at lejere, hvis de udlejer, i den nye lejeaftale skal orientere den nye lejer om servitutten og dens indhold. Servitutten har prioritet forud for al pantegæld. Kommunalbestyrelsen kan ikke aflyse servitutten, medmindre erhvervsministeren har givet samtykke hertil.

§ 15b sætter en klar spærring: Kommunen må ikke udpege områder med betydelig luftforurening fra virksomheder eller husdyrbrug til boliger, institutioner, kontorer eller rekreative formål, medmindre lokalplanen præcist fastsætter højde og placering på bebyggelsen, så beboere og brugere effektivt skærmes mod lugt, støv og andre luftgener. Bestemmelsen er født ud af et hårdt felt mellem byudvikling og naboer til tunge erhverv — et felt, hvor retssikkerhed og investeringsvilje ofte kommer i clinch. Historisk opstod behovet, da fortætning og transformation af gamle erhvervsarealer skabte konflikter mellem nybyggere og eksisterende erhverv. I dag kræver bestemmelsen reel teknisk sikring i lokalplanen, der kan dokumenteres, og ventilationsløsninger eller bygningsdesign kan ligeledes være påkrævet. Kommuner kan ikke længere ukritisk udlægge arealer til følsomme formål tæt på industrilandbrug eller logistikcentre alene med et håb om, at forholdene bliver bedre; planlægningen skal beskytte fremtidige brugere – ellers må kommunen finde mere velegnede arealer.

Eksempler

• Ny boligkarre ved eksisterende foderstoffabrik

  Kommunen ønsker at etablere boliger på en tidligere erhvervsgrund ved en stor foderstoffabrik. Lokalplanen fastsætter derfor, at bebyggelsen skal placeres i læ for fabrikken, og med lofthøjder og mekanisk ventilation, der sikrer, at kommende beboere ikke påvirkes af lugten.

• Dagtilbud tæt på svineproduktion

  En kommune planlægger et daginstitutionstilbud i udkanten af en by, men området er påvirket af lugtgener fra et nærliggende husdyrbrug. Lokalplanen stiller krav om, hvor højt og hvor langt væk fra produktionen bygningen skal ligge, så indeluften kan holdes fri for forurening.

• Parker og rekreative områder nær transportcenter

  Et nyt rekreativt areal ønskes anlagt i nærheden af et stort transport- og logistikcenter. Lokalplanen indeholder bestemmelser om afstanden til transportcenteret og placering af grønne støj- og lugtværn for at sikre, at parkområdet ikke generes af luftforurening.

• •Man må godt bygge boliger på forurenede erhvervsarealer, hvis beboerne accepterer det skriftligt.
• •Kommunen kan nøjes med at advare kommende beboere, uden at lave tekniske sikringsforanstaltninger.
• •Reglen gælder også for områder med støj – det gør den ikke; støj behandles særskilt.

• § 15a

  Regulerer støjbelastede arealer og deres anvendelse til følsomme formål.

• § 15

  Fastslår generelle krav til lokalplaners indhold og formål, også relevante sikringsforanstaltninger.

• § 11a

  Retningslinjer for kommuneplanens udlægning af arealer til byudvikling – herunder krav om beskyttelse mod forurening.