Vejledning om anvendelse af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen på det sociale område § 72

, stk. 1, men kommunen eller Ankestyrelsen kan tillægge en klage opsættende virkning. Kommunen kan således allerede, når den træffer afgørelse efter konventionen, fastsætte, at en eventuel klage får opsættende virkning. Der henvises til pkt. 293 i vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsvejledningen) og Folketingets Ombudsmand udtalelse i sagsnummer 2006.397. Forhold, der kan tale for, at en myndighed tillægger en klage over en afgørelse opsættende virkning, kan være, at der er en vis tvivl om afgørelsen, og at dens iværksættelse vil have vidtrækkende konsekvenser for borgeren eller myndigheden, som ikke – eller kun vanskeligt – lader sig genoprette, jf. pkt. 293 i retssikkerhedsvejledningen. Dette vil især kunne være tilfældet i sager om overførsel af kompetence til at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet efter konventionens artikel 8 eller 9 eller udenlandske plejeanbringelser, der skal gennemføres i Danmark. Det er derfor væsentligt, at kommunen og Ankestyrelsen i disse sager er opmærksomme på muligheden for at tillægge en klage opsættende virkning. 7. Udenlandske myndigheders anbringelse af børn og unge uden for hjemmet i Danmark efter artikel 33 214. Artikel 33 giver mulighed for at anbringe et barn eller en ung i et andet konventionsland. Artikel 33 kan dog ikke anvendes af danske kommuner, da dansk ret ikke giver adgang til at træffe afgørelse om en anbringelse, der skal finde sted i udlandet med undtagelse af særlige aftaler med Grønland og Færøerne. Derfor vil artikel 33 i dansk kontekst kun kunne anvendes i en indgående sag, dvs. hvor en myndighed i et andet konventionsland anmoder en dansk kommune om at anbringe et barn eller en ung i Danmark. I forhold til muligheden for at en dansk kommune kan anbringe et barn eller en ung i et andet land, henvises derfor til afsnit 6.2.1 om konventionens artikel 8. I de følgende afsnit gennemgås indholdet af artikel 33. 7.1. Generelt om konventionens artikel 33 215. Det fremgår af artikel 33, stk. 1, at hvis en myndighed, der har kompetence efter artikel 5 til 10, påtænker at anbringe barnet hos en plejefamilie eller på en institution eller i et kafala-plejeforhold eller lignende plejeforhold, og denne anbringelse eller dette plejeforhold skal iværksættes i en anden kontraherende stat, skal myndigheden forinden forelægge sagen for centralmyndigheden eller en anden kompetent myndighed i sidstnævnte stat. Myndigheden fremsender i den forbindelse en rapport om barnet med en begrundelse for den påtænkte anbringelse eller det påtænkte plejeforhold. 216. Det fremgår videre af artikel 33, stk. 2, at der i den stat, som fremsætter anmodningen, kun kan træffes afgørelse om anbringelse eller plejeforhold, hvis centralmyndigheden eller en anden kompetent myndighed i den stat, som anmodningen rettes til, har godkendt anbringelsen eller plejeforholdet under hensyntagen til barnets bedste. 217. Artikel 33 fastsætter således en procedure, der skal følges, når en myndighed i et konventionsland påtænker at anbringe et barn eller en ung i et andet konventionsland. Det er den kompetente myndighed i barnets eller den unges bopælsland, der kan tage initiativet til en sådan anbringelse. Forinden en kompetent myndighed træffer afgørelse om anbringelse i et andet konventionsland, skal myndigheden således forelægge sagen for myndighederne i det pågældende land. Forelæggelsen skal indeholde en rapport om barnet eller den unge med en begrundelse for den påtænkte anbringelse. Denne procedure giver modtagerstatens myndigheder mulighed for at vurdere afgørelsens hensigtsmæssighed. Hvis modtagerstatens myndigheder er enige i anbringelsen, får de mulighed for på forhånd at arrangere barnets eller den unges ophold, herunder spørgsmål om opholdstilladelse, anbringelsessted og eventuel fordeling af udgifter forbundet med anbringelsen. Læs mere om aftale om fordeling af udgifter under afsnit 7.6 om dækning af udgifter. 218. Hvis høringsproceduren i artikel 33 ikke er fulgt, kan myndighederne i det land, hvor anbringelsen skal foregå, nægte at anerkende afgørelsen om anbringelse af barnet eller den unge, jf. konventionens artikel 23, stk. 2, litra f. 219. Artikel 33, stk. 1, i konventionen betyder, at hvis en myndighed overvejer at anbringe et barn eller en ung i en plejefamilie eller på en institution eller i et kafala-plejeforhold eller et lignende plejeforhold, og dette skal være i et andet kontraherende land, skal konventionens regler være opfyldt, før denne anbringelse kan blive sat i kraft. Disse regler omfatter samarbejde mellem myndighederne i begge kontraherende lande og sikrer, at hensynet til barnets eller den unges bedste varetages. 220. Artikel 33, stk. 1, bestemmer, at en kompetent myndighed i bopælslandet skal forelægge sagen for myndighederne i den stat, hvor barnet påtænkes anbragt (herefter ”modtagerlandet”), inden myndigheden træffer afgørelse. Bopælslandet skal i den forbindelse fremsende en rapport om barnet eller den unge med en begrundelse for anbringelsen. Modtagerlandet skal på baggrund af rapporten vurdere, om en anbringelse i modtagerlandet er til barnets bedste. Først når myndighederne i modtagerlandet har godkendt anbringelsen, kan bopælslandet træffe afgørelse om overførsel af anbringelsen. Modtagerlandets godkendelse skal være udtrykkelig. Passivitet kan ikke betragtes som udtryk for godkendelse. 221. Konventionen og artikel 33 forpligter ikke til, at en myndighed i modtagerlandet skal acceptere anbringelsen af et barn eller en ung fra et andet konventionsland. Bestemmelsen forpligter heller ikke konventionslandene til at anbringe et barn eller en ung i et andet konventionsland. Artikel 33 forpligter alene det land, der påtænker at anbringe et barn eller en ung i en plejefamilie eller lignende i et andet konventionsland, til at følge den procedure, der er fastsat i bestemmelsen. Følges proceduren ikke, kan anerkendelse af anbringelsen afslås, jf. artikel 23, stk. 3, litra f. Læs mere om anerkendelse af udenlandske beskyttelsesforanstaltninger på det sociale område under kapitel 4. 222. Der må derved ikke træffes afgørelse om anbringelse af barnet i Danmark af den udenlandske myndighed, før kommunen har godkendt anbringelsen eller plejeforholdet. Derfor bør anmodninger efter artikel 33 behandles hurtigst muligst under hensyntagen til barnets bedste. 223. Kommunens afgørelse om godkendelse eller afvisning af anmodningen træffes efter artikel 33 i konventionen, og er en afgørelse efter forvaltningsloven. Som udgangspunkt træffes afgørelsen på baggrund af de oplysninger m.v., som den udenlandske myndighed fremsender i den rapport, der efter konventionen skal ledsage anmodningen. Kommunens besvarelse af en udenlandsk myndigheds anmodning efter artikel 33, herunder afgørelsen i forhold til anmodningen, kan være på dansk. Læs mere om anvendelse af fremmedsprog i afsnit 1.4. 224. Kommunens afgørelse om at godkende eller afvise anmodningen kan påklages til Ankestyrelsen. Læs mere i afsnit 7.4. Hvis en dansk kommune vælger at acceptere anmodningen, kan den udenlandske myndighed træffe afgørelse om at anbringe barnet eller den unge i Danmark. Det vil herefter være op til kommunen og den udenlandske myndighed at aftale nærmere om rejsen til Danmark. Når barnet eller den unge er ankommet til Danmark og opholder sig lovligt her i landet, kan kommunalbestyrelsen eller kommunens børne- og ungeudvalg herefter træffe de fornødne afgørelser efter reglerne i barnets lov, herunder om valg af anbringelsessted m.v. Læs mere om når barnet er kommet til Danmark under afsnit 7.5. 7.1.1. Høringsproceduren i artikel 33 225. Kravet om forudgående høring og godkendelse i modtagerlandet skal sikre, at alle de spørgsmål, der kan opstå som følge af en anbringelse i et andet konventionsland, så vidt muligt afklares, før anbringelsen gennemføres. Danske kommuner skal således indgå i en dialog om de nærmere vilkår for anbringelsen med den udenlandske myndighed, der ønsker at anbringe et barn eller en ung i Danmark. Det drejer sig om de administrative og praktiske betingelser for barnets eller den unges ophold i Danmark, herunder spørgsmålet om opholdstilladelse. Barnet eller den unge kan have særlige behov, som kræver indsatser, hvorfor det på forhånd bør afklares, hvorvidt lovgivningen i modtagerlandet, dvs. Danmark, hjemler sådanne indsatser. Formålet med proceduren er overordnet at sikre, at en dansk kommune kan foretage en selvstændig vurdering af, hvorvidt det ud fra hensynet til barnets bedste er hensigtsmæssigt, at barnet anbringes i Danmark, herunder i den påtænkte plejefamilie eller på det pågældende børne- og ungehjem. Vurderingen af barnets bedste foretages som udgangspunkt på grundlag af bopælslandets rapport om barnet eller den unge og begrundelsen for anbringelsen, da det er bopælslandet, der har de bedste forudsætninger for at fremskaffe de relevante oplysninger om barnet eller den unge. Hvis en dansk kommune godkender anbringelsen her i landet, træffer den kompetente myndighed i bopælslandet en afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge i Danmark. Denne afgørelse skal en dansk kommune som udgangspunkt anerkende og gennemføre. Læs mere herom under afsnit 7.3 om behandling af sager om udenlandske myndigheders anbringelse af børn under for hjemmet i Danmark efter artikel 33. 226. Når barnet eller den unge anbringes i Danmark efter artikel 33, får barnet eller den unge bopæl i Danmark. Kompetencen overgår til den danske kommune fra det øjeblik, bopælen skifter. Det er herefter dansk lovgivning, der finder anvendelse i forhold til anbringelsen af barnet eller den unge, jf. konventionens artikel 5, stk. 2, og artikel 15, stk. 1. Det betyder, at det er den danske kommune, der fremadrettet træffer afgørelse vedrørende barnet eller den unge. Det vil således være den danske kommune, der skal træffe afgørelse om iværksættelse af nye beskyttelsesforanstaltninger, dvs. indsatser, i forhold til barnet eller den unge, ligesom det vil være den danske kommune, der træffer afgørelse om anbringelse i Danmark, valg af anbringelsessted, tilrettelæggelsen af samvær mv. Læs nærmere om en dansk kommunes behandling af sagen, når barnet er kommet til Danmark under afsnit 7.5. 227. Artikel 33 forpligter således ikke et konventionsland, og dermed heller ikke en dansk kommune, til at anerkende en anbringelse på vilkår, der går ud over den nationale lovgivning, dvs. dansk ret. En dansk kommune bør derfor i forbindelse med høringen oplyse bopælslandet om de lovgivningsmæssige rammer, som den påtænkte anbringelse kan gennemføres indenfor, dvs. som oftest reglerne i barnets lov, før anbringelsen gennemføres. 7.2. Anvendelsesområde for artikel 33 228. Artikel 33 i konventionen skal ses i sammenhæng med konventionens artikel 3, litra e, hvorefter det tydeligt fremgår, at anbringelse af barnet eller den unge hos en plejefamilie eller på en institution eller i et kafala-plejeforhold eller lignende plejeforhold er en beskyttelsesforanstaltning, som er omfattet af konventionens anvendelsesområde. 229. Artikel 33 omfatter placering af barnet eller den unge hos en plejefamilie eller på en institution eller i et kafala-plejeforhold eller lignende plejeforhold. Bestemmelsen omfatter både anbringelser med og uden samtykke. For så vidt angår kafala-plejeforhold, er der tale om en særlig form for plejeanbringelse, der anvendes i visse muslimske lande. Ved kafala anbringes et barn eller den unge, der har behov for beskyttelse, hos en myndighed, institution eller hos en familie med henblik på, at denne varetager omsorgen for barnet eller den unge og dets formue. I modsætning til adoption, som er forbudt efter islamisk lov, afbryder kafala ikke den retlige forbindelse mellem barnet og dets biologiske slægt. Der findes ikke en anbringelsestype efter dansk ret, som kan sidestilles med kafala-plejeforhold. Hvis en udenlandsk myndighed sender en artikel 33-sag til en dansk kommune med ønske om at anbringe et barn eller en ung i et kafala-plejeforhold i Danmark, skal kommunen således vurdere på baggrund af den fremsendte rapport og eventuelle andre fremsendte oplysninger, om det vil være til barnets eller den unges bedste at blive anbragt uden for hjemmet eller placeret i privat familiepleje i Danmark. Kommunen bør samtidig gøre den udenlandske myndighed opmærksom på, at kafala-plejeforhold ikke er en beskyttelsesforanstaltning, som kan iværksættes i Danmark. 230. For så vidt angår ”andre plejeforhold” kan dette i dansk sammenhæng efter omstændighederne omfatte privat familiepleje efter