Vejledning om anvendelse af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen på det sociale område § 1

, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 777 af 7. august 2019 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen (herefter Haagerbørnebeskyttelseskonventionsloven). 2. Konventionen er gennemført i dansk ret ved inkorporering, jf. lov nr. 434 af 8. maj 2006 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Konventionens bestemmelser er derfor umiddelbart anvendelige. Det betyder, at konventionen finder anvendelse på alle sociale sager, hvor der er tale om beskyttelse af børn og unge i internationale situationer. Det kan f.eks. være, hvis et barn eller en ung flytter fra Danmark til udlandet, og en dansk kommune er bekymret for barnet eller den unge. Det kan også være, hvis et barn eller en ung, som er anbragt uden for hjemmet her i landet, har netværk i udlandet, som efter den danske kommunes vurdering bedre kan tage vare på barnet eller den unge. 3. Bekendtgørelse om anvendelse af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen på det sociale område, jf. bekendtgørelse nr. 458 af 13. maj 2024 (herefter Haagerbørnebeskyttelsesbekendtgørelsen) fastsætter nærmere regler for de danske kommuners behandling af sager på det sociale område, der behandles efter barnets lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 890 af 19. juni 2024 (barnets lov), og som er omfattet af konventionen. 4. Den 18. december 2003 nedsatte Justitsministeriet et udvalg til gennemførelse af Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn. Udvalget afgav betænkning nr. 1467, herefter omtalt som Haag 96-betænkningen. 1.1. Konventionens formål 5. Det fremgår af konventionens artikel 1, stk. 1, at konventionen har til formål: a) at afgøre, hvilken stats myndigheder der har kompetence til at træffe foranstaltninger med henblik på beskyttelse af et barns person eller formue; b) at afgøre, hvilken lov der skal anvendes af de pågældende myndigheder under udøvelsen af deres kompetence; c) at afgøre, hvilken lov der skal anvendes på forældreansvar; d) at sikre anerkendelse og fuldbyrdelse af sådanne beskyttelsesforanstaltninger i alle kontraherende stater; e) at etablere det samarbejde mellem myndighederne i de kontraherende stater, der måtte være nødvendigt for at opfylde denne konventions formål. 6. Formålet med konventionen er at sikre, at børn og unge med tilknytning til flere lande er lige så effektivt beskyttede som børn og unge, der kun har tilknytning til et land. I indledningen til konventionen bekræfter de lande, der tiltræder den, at barnets bedste skal være det overordnede hensyn. Med henblik herpå indeholder konventionen bl.a. regler om: • overførsel af kompetence til at træffe afgørelse om beskyttelsesforanstaltninger mellem myndigheder (artikel 8 og 9) • beskyttelsesforanstaltninger i hastetilfælde (artikel 11 og 12) • behandling af anmodninger fra myndigheder i et andet konventionsland om en rapport om barnet eller den unge (artikel 32) • international anbringelse af børn og unge i et andet konventionsland (artikel 33) • behandling af anmodninger om oplysninger til brug for en sag om beskyttelse af barnet eller den unge (artikel 34) • internationalt samvær i relation til anbragte børn og unge (artikel 35). • mellemstatslige underretninger (artikel 36) 7. Konventionen udbygger desuden det internationale samarbejde om beskyttelse af børn og unge, der blev etableret ved Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige aspekter af internationale børnebortførelser (Haagerbørnebortførelseskonventionen) og ved Europarådskonventionen af 20. maj 1980 om anerkendelse og fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser (Europarådskonventionen af 1980). Konventionen finder dog også anvendelse på andre sagsområder end børnebortførelse. 8. Konventionen indeholder ikke materielle børnebeskyttelsesregler, men skal supplere allerede gældende nationale og internationale regler om beskyttelse af børn og unge. I Danmark er foranstaltninger til beskyttelse af børn og unge (i dansk ret ”indsatser”), herunder anbringelse af børn og unge uden for hjemmet, reguleret i bl.a. barnets lov. Læs nærmere om konventionens brug af begrebet ”beskyttelsesforanstaltninger” under afsnit 2.3. 9. En liste over de lande, der har tiltrådt konventionen, findes på www.hcch.net. Det skal dog bemærkes, at reglerne om mellemstatslig underretning efter konventionens artikel 36 også gælder for underretninger til ikke-konventionslande. Læs mere under afsnit 10.1.1. Konventionen gælder i Grønland, mens Færøerne ikke har tiltrådt konventionen. Denne vejledning gælder dog alene for internationale sociale sager i Danmark og således hverken for Grønland eller Færøerne. Vejledningen omfatter udvalgte relevante artikler, som finder anvendelse i internationale sociale sager. Konventionen finder også anvendelse på værgemål, repræsentanter for uledsagede mindreårige udlændinge og forældreansvar, jf. konventionens artikel 3. Denne vejledning omfatter ikke disse sagsområder. I forhold til sager, der behandles efter forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1768 af 30. november 2020 (forældreansvarsloven), og er omfattet af konventionen, kan der henvises til vejledning om anvendelsen af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen i sager efter forældreansvarsloven, jf. vejledning nr. 9257 af 20. marts 2019. Der kan også henvises til ministeriets hjemmeside, hvor der kan findes kort vejledning om kompetencereglerne efter konventionen og behandlingen af internationale sociale sager. Der er desuden udarbejdet et ansøgningsskema på forskellige sprog, der kan anvendes bl.a. til internationale underretninger. Materialet kan findes her: https://www.boernebortfoerelse.dk/internationale-sociale-sager 1.2. Lovvalg 10. Det fremgår af artikel 15, stk. 1, i konventionen, at de kontraherende staters myndigheder under udøvelsen af deres kompetence efter bestemmelserne i kapitel II skal anvende loven i deres egen stat. 11. Det fremgår videre af artikel 15, stk. 2, at de dog undtagelsesvist, for så vidt dette måtte være påkrævet for at beskytte barnets person eller formue, kan anvende eller tage hensyn til loven i en anden stat, som sagen har en væsentlig tilknytning til. 12. Af artikel 15, stk. 3, fremgår, at hvis barnets sædvanlige opholdssted flyttes til en anden kontraherende stat, er vilkårene for gennemførelsen af de foranstaltninger, der er truffet i den stat, hvor barnet tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, undergivet loven i denne anden stat fra flytningstidspunktet. 13. Konventionens artikel 15 indeholder således et grundlæggende princip i relation til lovvalgsregler om, at de kompetente myndigheder i konventionslandene skal anvende deres egen lov. Artiklen indebærer, at danske myndigheder bl.a. træffer afgørelse om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet efter dansk ret. Det vil således som oftest være barnets lov, der finder anvendelse. Dette gælder uanset barnets eller den unges statsborgerskab eller anden tilknytning til udlandet. En dansk kommune kan dog undtagelsesvist, hvis det er påkrævet for at sikre beskyttelse af barnet eller den unge, tage hensyn til lovgivningen i det land, som barnet eller den unge har en særlig tilknytning til. Hvis der er tale om anbringelsesformer eller forældreansvar, der ikke er kendt efter dansk ret, kan det være relevant at tage hensyn til dette. Læs mere om anerkendelse af udenlandsk forældremyndighed i sociale sager under afsnit 4.1. 1.3. Centralmyndigheden 14. Social- og Boligministeriet er udpeget som centralmyndighed for konventionen ved bekendtgørelse nr. 705 af 18. juni 2013 om centralmyndigheden for Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Efter denne bekendtgørelse skal centralmyndigheden: • Give information om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. • Modtage og videresende anmodninger m.v. efter konventionen. • Samarbejde med centralmyndighederne i de øvrige stater, der har tiltrådt konventionen. • Udføre de opgaver, som ifølge konventionen i øvrigt påhviler centralmyndigheden. Hvis en dansk kommune ønsker at sende en underretning eller en anmodning efter konventionen til udlandet, kan dette gøres via Social- og Boligministeriet. Kontaktoplysninger på og information om centralmyndigheden kan findes på hjemmesiden: https://boernebortfoerelse.dk Kommunerne kan ligeledes få generel vejledning om anvendelsen af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen hos centralmyndigheden. 15. En dansk kommune kan anvende centralmyndigheden til at videresende anmodninger efter konventionen til udlandet, men det er ikke et krav. Dog kan lande tage forbehold for, at anmodninger efter artikel 8, 9 og 33 skal sendes gennem den udpegede centralmyndighed. Dette har Danmark gjort, hvorfor en dansk kommune skal sende disse anmodninger gennem centralmyndigheden. Man kan finde en liste over alle konventionslandes centralmyndigheder på hjemmesiden: https://www.hcch.net/en/instruments/conventions/authorities1/? cid=70 1.4. Anvendelse af fremmedsprog 16. Det fremgår af artikel 54 i konventionen, at enhver meddelelse til centralmyndigheden eller en anden myndighed i en kontraherende stat affattes på originalsproget og ledsages af en oversættelse til det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den pågældende stat, eller, hvis dette ikke er muligt, af en oversættelse til fransk eller engelsk. Det fremgår ligeledes af artikel 43 i konventionen, at alle dokumenter, som fremsendes efter konventionen, er fritaget for legalisering eller andre tilsvarende formaliteter. Det betyder, at alle dokumenter m.v., den danske kommune sender til udlandet efter reglerne i konventionen, som udgangspunkt skal oversættes til det sprog, der anvendes i modtagerlandet. Hvis kommunen f.eks. vil fremsende en anmodning om oplysninger til Tyskland, skal alle dokumenter m.v. oversættes til tysk. Der skal dog hertil gøres opmærksom på, at i visse lande er der flere officielle sprog. Hvis der er tvivl om, hvilket sprog, der skal anvendes, kan der rettes henvendelse til Social- og Boligministeriet, der er dansk centralmyndighed. 17. Konventionen indeholder ikke en forpligtelse for danske myndigheder, herunder danske kommuner, til at oversætte dokumenter m.v., når der er tale om sager, hvor en udenlandsk myndighed anmoder om oplysninger efter reglerne i konventionen. Hvis en dansk kommune modtager en anmodning fra udlandet, er den danske kommune derfor ikke forpligtet til at oversætte svaret og kan fremsende alle oplysningerne på dansk. 18. Det bemærkes dog, at ved anmodninger m.v. mellem myndigheder i de nordiske lande skal anmodninger og dokumenter m.v. på svensk, norsk, finsk eller islandsk også accepteres, jf. artikel 1 i den nordiske konvention af 17. juni 1981 om nordiske statsborgeres ret til at anvende deres eget sprog i et andet nordisk land, jf. bekendtgørelse nr. 16 af 10. marts 1987 af nordisk konvention af 17. juni 1981 om nordiske statsborgeres ret til at anvende deres eget sprog i et andet nordisk land. Det betyder, at kommunen kan fremsende alle dokumenter mv. på dansk, hvis de skal sendes til et nordisk land, ligesom den danske kommune ikke kan kræve, at dokumenter affattet på et af de nordiske sprog skal oversættes til dansk. 19. Det er kommunen selv, som skal sørge for oversættelserne og afholde udgifterne til oversættelse. 20. Hvis der er tale om en akut situation, såsom en akut underretning efter konventionens artikel 36 vedrørende et barn eller en ung, som er i livsfare, kan underretningen sendes på engelsk til den udenlandske myndighed, ligesom en dansk kommune kan modtage en underretning på engelsk fra udlandet i akutte situationer. Læs mere om underretninger efter artikel 36 under afsnit 10.1. På hjemmesiden: https://boernebortfoerelse.dk/internationale-sociale-sager ligger et vejledende ansøgningsskema tilgængeligt på en række forskellige sprog. Kommunen kan udfylde dette og indsende det til Social- og Boligministeriet som dansk centralmyndighed. Ansøgningsskemaet bør anvendes af kommunen for herved at sikre, at de oplysninger der typisk er behov for, indsendes til ministeriet til brug for internationale sager efter konventionen. 2. Målgruppe og anvendelsesområde for konventionen 21. I det følgende gennemgås, hvilken personkreds der er omfattet af konventionen og Haagerbørnebeskyttelsesbekendtgørelsen samt reglernes anvendelsesområde, herunder hvilke indsatser, undersøgelser mv. efter dansk ret, der er omfattet af konventionen. 2.1. Målgruppe for konventionen 22. Det fremgår af konventionens artikel 2, at den finder anvendelse på børn fra tidspunktet for deres fødsel, indtil de er fyldt 18 år. 23. Med artikel 2 fastsættes det således, at konventionen ikke finder anvendelse på ufødte børn. Læs mere herom under afsnit 2.7. 2.2. Anvendelsesområde for konventionen 24. Det fremgår af konventionens artikel 3, at de i artikel 1 omhandlede foranstaltninger navnlig kan vedrøre: a) tildeling, udøvelse, hel eller delvis frakendelse af forældreansvar samt delegation heraf; b) forældremyndighed, herunder retten til at drage omsorg for barnets person og navnlig retten til at bestemme, hvor barnet skal bo, samt samvær, herunder retten til at bringe barnet til et andet sted end dets sædvanlige opholdssted for et begrænset tidsrum; c) værgemål, samværgemål og lignende retsinstitutter; d) udpegelse af en person eller myndighed, der skal tage sig af barnets person eller formue, og som skal repræsentere eller bistå barnet, samt fastlæggelse af en sådan person eller myndigheds opgaver; e) anbringelse af barnet hos en plejefamilie eller på en institution eller i et kafala-plejeforhold eller lignende plejeforhold; f) en offentlig myndigheds tilsyn med den omsorg for et barn, der varetages af enhver person, der har barnet i sin varetægt; g) forvaltning eller bevarelse af et barns formue eller disponering herover. 25. Det fremgår af Haagerbørnebeskyttelsesbekendtgørelsen, at bekendtgørelsen finder anvendelse ved behandling af sager på det sociale område, der er omfattet af Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventionen). 26. Konventionens overordnede anvendelsesområde på det sociale område er alle sager, hvor der er tale om beskyttelse af børn i internationale situationer, jf. dog afsnit 2.5. Det overordnede formål med konventionen er således at sikre, at børn med tilknytning til flere lande er lige så effektivt beskyttet, som børn med en utvetydig tilknytning til kun ét land. Derfor fastsætter konventionen regler om, hvilket land der har kompetence til at træffe afgørelser om beskyttelsesforanstaltninger for et barn eller ung, og hvordan landene skal samarbejde med hinanden. Konventionen sigter på den måde mod at forebygge, at der opstår konflikter mellem forskellige lande om, hvilket land og dermed hvilke myndigheder der har ansvaret for beskyttelsen af et barn eller ung. 27. Hvis en sag falder inden for konventionens anvendelsesområde, og barnet eller den unge har væsentlig tilknytning til et andet konventionsland, eller der i øvrigt indgår et relevant grænseoverskridende element i sagen, skal myndighederne sørge for, at konventionens regler overholdes. 28. Når en dansk kommune behandler en sag efter barnets lov, og denne er omfattet af konventionen, finder reglerne i Haagerbørnebeskyttelsesbekendtgørelsen anvendelse. Bekendtgørelsen fastsætter bl.a. regler for, hvilken kommune der er handlekommune i sociale sager efter konventionen og regler for sagsbehandlingen i denne type sager. Læs mere om reglerne for bestemmelse af handlekommune for et barn eller en ung under afsnit 3.5. 2.3. Hvad er en beskyttelsesforanstaltning efter konventionen? 29. Konventionen anvender begrebet ”beskyttelsesforanstaltninger”, hvilket ikke er et almindeligt begreb i dansk lovgivning. Dette bemærkes også i Haag 96-betænkningen, hvor det fremgår, at overordnet set anvendes terminologien ”beskyttelsesforanstaltninger” normalt i forbindelse med f.eks. sikkerhedsforskrifter m.v. til forebyggelse af skade på personer eller materiel. 30. Konventionen indeholder ikke en nærmere definition af begrebet ”beskyttelsesforanstaltninger”, men artikel 3 og 4 indeholder en beskrivelse af konventionens anvendelsesområde. Artikel 3 indeholder således en ikke-udtømmende opregning over foranstaltninger, der er omfattet af konventionen. På det socialretlige område nævner artikel 3 bl.a. anbringelse uden for hjemmet og en offentlig myndigheds tilsyn med den omsorg for et barn, der varetages af enhver person, der har barnet i sin varetægt. Artikel 4 indeholder derimod en opregning af spørgsmål mv., der ikke er omfattet af konventionen. Læs nærmere om artikel 4 under afsnit 2.5. 31. Fordi artikel 3 ikke indeholder en udtømmende opregning af beskyttelsesforanstaltninger, kan alle afgørelser og regler, som er rettet mod beskyttelse af børn, og som ikke fremgår af opregningen i artikel 4, efter omstændighederne være omfattet af konventionen. Dette betyder dog ikke, at konventionen omfatter alle sager, som børn er direkte eller indirekte involveret i, og som ikke er omfattet af undtagelserne i artikel 4. Det fremgår af Haag 96-betænkningen, at på det sociale område skal der være tale om beskyttelsesforanstaltninger over for børn i relation til deres trivsel og udvikling. 32. Konventionens artikel 3 er formuleret forholdsvis bredt. Dette betyder, at nye typer af beskyttelsesforanstaltninger for børn, der indføres i national og international ret, vil kunne blive omfattet af konventionen. 33. Det skal endvidere bemærkes, at konventionens definition af beskyttelsesforanstaltninger skal forstås bredere end særlig støtte efter barnets lov. Beskyttelsesforanstaltninger i konventionens forstand omfatter bl.a. også de sagsbehandlingsskridt, der skal tages med henblik på at iværksætte en indsats, og de afgørelser, der træffes med tilknytning til en indsats, ligesom tilsyn med barnets eller den unges forhold også er indeholdt i begrebet. 2.4. Hvilke typer indsatser, undersøgelser mv. efter bl.a. barnets lov er omfattet af konventionen? 34. I forhold til dansk socialret, navnlig barnets lov, omfatter konventionens beskyttelsesforanstaltninger som minimum: • kommunernes tilsyn med børn og unge efter