Vejledning om anvendelse af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen på det sociale område § 11

i voksenansvarsloven. Konventionen dækker dermed en række bestemmelser efter barnets lov og enkelte bestemmelser om magtanvendelse efter voksenansvarsloven. Ovennævnte er dog en ikke-udtømmende opregning, og der vil derfor efter omstændighederne kunne være andre indsatser, undersøgelser mv., der er omfattet af konventionens anvendelsesområde. Dette vil derfor afhænge af en konkret vurdering i den enkelte sag. Læs i øvrigt nærmere om forholdet til barnets lov under afsnit 3.1. 2.5. Uden for konventionens anvendelsesområde 35. Konventionen finder ikke anvendelse på alle sagsområder, og med henblik på afgrænsning af konventionens anvendelsesområde indeholder artikel 4 en udtømmende opregning af sagstyper, der ikke er omfattet af konventionen. 36. Det fremgår således af artikel 4, at konventionen ikke finder anvendelse på spørgsmål vedrørende: a) fastlæggelse eller anfægtelse af forældre-barn-forhold; b) afgørelser om adoption, adoptionsforberedende foranstaltninger, omstødelse af adoption eller ophævelse af adoptivforhold; c) barnets for- og efternavne; d) myndighed; e) underholdspligt; f) trusts og arv; g) social sikring; h) offentligretlige foranstaltninger af generel karakter vedrørende uddannelse og sundhed; i) foranstaltninger, der er truffet som følge af strafbare handlinger begået af børn; j) afgørelser om retten til asyl og om indvandring. 37. Konventionen finder ud over situationerne, som er opregnet i artikel 4, som hovedregel ikke anvendelse i sociale sager, hvor barnet eller den unge har tilknytning til et land, som Danmark ikke samarbejder med efter konventionen. Det betyder, at hvis barnet eller den unge opholder sig i et land, som Danmark ikke samarbejder med efter konventionen, så kan kommunen f.eks. ikke anmode om oplysninger om barnet eller den unge efter konventionen. Dog gælder reglerne om lovvalg i konventionens kapitel III også for ikke-konventionslande, jf. artikel 20. Læs mere om lovvalg i afsnit 1.2. Det skal også bemærkes, at kommunen, uagtet om barnet eller den unge opholder sig i et konventionsland eller ikke-konventionsland, har en pligt til at underrette udlandet efter artikel 36 i konventionen, hvis barnet eller den unge er udsat for alvorlig fare. Læs nærmere herom under afsnit 10.1. 2.6. Adoption af børn og unge anbragt uden for hjemmet 38. Det fremgår af konventionens artikel 4, litra b, at konventionen ikke finder anvendelse på spørgsmål vedrørende afgørelser om adoption, adoptionsforberedende foranstaltninger, omstødelse af adoption eller ophævelse af adoptivforhold. 39. Når et barn er anbragt uden for hjemmet, og en dansk kommune overvejer at søge barnet bortadopteret med eller uden samtykke, er der fortsat tale om en anbringelsessag, der er omfattet af konventionen. Det betyder, at hvis kommunen har brug for oplysninger om barnet til brug for oplysning af anbringelsessagen, så kan kommunen f.eks. anvende konventionens artikel 34 til at anmode en udenlandsk myndighed herom. Derimod er der ved kommunens behandling af adoptionsspørgsmålet tale om adoptionsforberedende foranstaltninger, der ikke er omfattet af konventionen. Kommunen kan derfor f.eks. ikke anvende konventionens artikel 34 til at anmode en udenlandsk myndighed om oplysninger til brug for behandlingen af adoptionsspørgsmålet. Kommunen kan læse mere om frigivelse af børn, herunder anbragte børn, til adoption i VEJ nr. 10083 af 11. december 2023, Vejledning om frigivelse af børn til national adoption (https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2023/10083). 2.7. Ufødte børn 40. Det fremgår af konventionens artikel 2, at konventionen finder anvendelse på børn fra tidspunktet for deres fødsel, indtil de er fyldt 18 år. Det betyder, at konventionen ikke finder anvendelse på ufødte børn eller indsatser, undersøgelser m.v., som kommunen igangsætter over for kommende forældre. Selvom der kan være tale om en beskyttelsesforanstaltning efter dansk ret, f.eks. en underretning vedrørende kommende forældre efter