Ankestyrelsens principmeddelelse 7-21

GældendeÅr: 2021Udgivet: 2021-04-27

Beskrivelse

Arbejdsgiver har pligt til at anmelde en arbejdsskade. Hvis arbejdsgiver ikke anmelder arbejdsskaden, har tilskadekomne eller dennes efterladte selv mulighed for at anmelde arbejdsskaden. Tilskadekomne skal anmelde arbejdsskaden inden for en frist på...

Journalnummer

19-60057

Indhold

Afgørelse

Sag nr. 2, j.nr. 19-60057

Du har klaget over Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om afslag på dispensation fra anmeldelsesfristen på 1 år. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgjorde sagen den 12. november 2019.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

Din anmeldelse er rettidig.

Det betyder, at vi hjemviser sagen til ny behandling.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at din anmeldelse er modtaget inden for fristen.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi har lagt til grund, at hændelsen skete den 26. januar 2017, og at du indsendte anmeldelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring pr. mail fredag d. 26. januar 2018, kl. 20:44.

Vi lægger vægt på, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har modtaget din anmeldelse digitalt på fristdagen inden midnat.

Anmeldelser, der sendes med fysisk post, er rettidige, hvis de er kommet frem før kontortids ophør på årsdagen for skadens indtræden. Denne praksis er udmeldt i den tidligere principmeddelelse U-13-99.

For anmeldelser, der sendes digitalt, fortolker Ankestyrelsen reglerne om anmeldelsesfrist i overensstemmelse med Justitsministeriets vejledning om beregning af klagefrister. Det fremgår af Justitsministeriets vejledning om beregning af klagefrister, pkt. 5.2, at en klage afsendt med digitale meddelelser skal være modtaget inden midnat, det vil sige senest 23:59 det døgn, hvor klagefristen udløber. Det fremgår også af Justitsministeriets vejledning om beregning af klagefrister, pkt. 6, at hvis parten afsender klagen digitalt, er det som udgangspunkt partens ansvar at sørge for, at en klage er modtaget i en myndigheds it-system senest kl. 23:59 det døgn, hvor klagefristen udløber.

Denne praksis understøttes også i nyere retspraksis om fristberegning efter retsplejeloven, jf. U2016. 3835V og U2017. 438Ø, ligesom det i flere nyere lovbemærkninger udtales, at det afgørende er tidspunkt for døgnets udløb og ikke kontortids ophør.

Det er således Ankestyrelsens opfattelse, at anmeldelser, der sendes digitalt, er rettidige, hvis de er kommet frem senest kl. 23:59 på årsdagen for skadens indtræden.

Om reglerne

Er anmeldelse ikke indsendt rettidigt, kan krav om erstatning efter loven dog rejses af tilskadekomne eller de efterladte inden for en frist af 1 år fra arbejdsskadens indtræden.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på

www.ast.dk

.

Metadata

Retsområder

Arbejdsskadeloven

Nøgleord

ArbejdsskadeAnmeldelsesfrist

Paragraffer

§ 20§ 36§ 9

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse U-2-98

Udgivet: 2013-07-11

Beslutning om henlæggelse af en sag, idet der ikke skønnedes at være erstatningsberettigende følger, var en processuel beslutning og ikke en egentlig afgørelse, som kunne indbringes for Ankestyrelsen. Denne del af afgørelsen skulle således ikke forsy...

Ankestyrelsens principafgørelse U-20-87

Udgivet: 2013-07-11

På vej fra en byggeplads til sit hjem kørte skadelidte sammen med en kollega til byggefirmaets kontor. Kollegaen skulle efter normal arbejdstids ophør til et møde på kontoret. Skadelidte dels ventede på kollegaen i bilen, dels talte med en anden meda...

Ankestyrelsens principafgørelse U-4-96

Udgivet: 2013-07-11

Ankestyrelsen har i et principielt møde behandlet to sager om, hvorvidt professionelle sportsudøvere i forbindelse med deltagelse i sportsarrangementer er omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven. I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen, at en speedwaykører,...