Ankestyrelsens principafgørelse 162-10

GældendeÅr: 2010Udgivet: 2013-07-10

Beskrivelse

Når en kommune på baggrund af tilbagebetalingskrav for boligstøtte vil foretage modregning i fremtidig boligsikring eller boligydelse, skal kommunen først foretage en konkret vurdering, således at skyldneren er overladt et rimeligt rådighedsbeløb til...

Journalnummer

J.nr.: 8500009-10

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om individuel boligstøtte - lovbekendtgørelse nr. 981 af 1. oktober 2008 - § 49, stk. 1, 1. punktum

Afgørelse

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i NN’s sag om modregning i fremtidig boligstøtte, herunder om der skal foretages en vurdering af hans økonomiske forhold.

Resultatet er

• at kommunen ved modregning skal overlade NN et rimeligt rådighedsbeløb

Det betyder, at kommunen inden modregning skal foretage en konkret vurdering af NN’s økonomiske forhold.

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen V.

Begrundelse for afgørelsen

Ved vurderingen af om kommunen kan foretage modregning i fremtidig boligsikring skal der foretages en konkret vurdering af NN’s økonomiske forhold.

Det fremgår af reglerne i lov om individuel boligstøtte, at krav på tilbagebetaling af boligstøtte kan modregnes i fremtidig boligsikring eller boligydelse.

Det fremgår ikke af loven eller af bemærkningerne til loven, om der kan opstilles nærmere regler for, hvorledes der konkret kan foretages modregning.

Af retspraksis på det sociale område fremgår det, at inddrivelse og tilbagebetalingsordning kan iværksættes, når skyldneren har et væsentligt større rådighedsbeløb end kontanthjælpsmodtagere i almindelighed.

Det er Ankestyrelsens opfattelse, at der inden modregning gennemføres skal foretages en konkret vurdering, således at skyldneren er overladt et rimeligt rådighedsbeløb til sig og sin familie.

Vi har lagt vægt på, at kommunen ikke har foretaget en konkret vurdering af NN’s økonomiske forhold.

Kommunen skulle derfor behandle sagen igen og træffe ny afgørelse.

Sagsoplysninger

  • Kommunen har henvist til, at nævnet i en afgørelse fra januar 2009 og i en afgørelse fra maj 2009 har tiltrådt kommunens afgørelser efter boligstøttelovens § 49, stk. 1, 1. pkt., hvorefter modregning ikke skulle foretages for et begrænset beløb.
  • Kommunen henviser endvidere til spørgsmål 567, rejst i Folketingets Socialudvalg og Beskæftigelsesministerens svar af 5. oktober 2009 hvoraf det fremgår, at modregning i boligstøtte ikke er betinget af hverken forudgående eller efterfølgende vurdering af skyldnerens eller skyldnerens økonomi.
  • Som ovenfor nævnt finder Ankestyrelsen, at der inden modregning foretages skal foretages en nærmere vurdering af skyldnerens økonomiske forhold.
  • For så vidt angår Beskæftigelsesministerens udtalelser skal Ankestyrelsen henvise til, at ministeren ved 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 196 den 20. april 2010 har udtalt: ”… Det er også sådan, at de gældende regler ikke er til hinder for, at kommunen i forbindelse med afgørelser om tilbagebetaling af boligstøtte kan beslutte, at tilbagebetalingen sker med rimelige afdrag i forhold til den pågældendes økonomi, også når tilbagebetalingen sker ved modregning…. ”

Information

  • Vi har afgjort sagen på grundlag af:
  • • De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
  • • nævnets afgørelse af 17. december 2009
  • • klagen til Ankestyrelsen og supplerende bemærkninger i brev af 6. januar 2010
  • • Nævnets genvurdering
  • A Kommune traf den 6. maj 2009 afgørelse om modregning i boligstøtte. NN skyldte 14.436 kr. for udbetalt boligsikring i 2005.
  • Kommunen lagde til grund, at NN modtog 1.633,- kr. pr. måned i boligstøtte.
  • Der blev foretaget modregning i hele beløbet. Første gang den 1. juni 2009.
  • Der henvises til boligstøttelovens § 49, stk. 1.
  • Ved afgørelse af 2. juni 2009 ændrede A Kommune sin afgørelse, således at der i stedet ville blive modregnet 1.073,- kr. pr. måned. Beløbet svarede til, hvad NN fik i boligstøtte pr. måned.
  • Nævnet traf den 17. december 2009 afgørelse om at hjemvise sagen til fornyet behandling i kommunen.
  • Det betød, at kommunen skulle behandle sagen igen og træffe ny afgørelse om størrelsen af det beløb, der kunne modregnes i den fremtidige boligstøtte.
  • Nævnet lagde vægt på, at det af boligstøttelovens § 49, stk. 1, 1. pkt. følger, at tilbagebetalingskrav som følge af for meget udbetalt boligstøtte kunne modregnes i fremtidig boligsikring.
  • Videre henviste nævnet til boligstøttevejledningens punkt 262, som blev citeret.
  • Nævnet var opmærksomt på, at Beskæftigelsesministeriet i svar af 5. oktober 2009 på spørgsmål 567 til Folketinget havde anført, at modregning i boligstøtte ikke var betinget af hverken en forudgående eller efterfølgende vurdering af skyldnerens eller skyldnerens husstands økonomiske forhold.
  • Endvidere lagde nævnet vægt på, at klageadgang til nævnet, for så vidt angår denne type afgørelser, ville være uden reelt indhold, såfremt kommunerne uden hensyntagen til klagers økonomiske forhold kunne modregne.
  • Endelig lagde nævnet vægt på, at modregning på andre områder inden for den sociale lovgivning forudsatte en vurdering af klagers økonomiske forhold. Dette fremgår fx af principafgørelse P-20-98. Nævnet var dog opmærksomt på, at der er forskel på pension og boligstøtte, idet Ankestyrelsen i principafgørelse M-11-06 havde udtalt, at boligstøtte ikke var bestemt til almindelige leveomkostninger såsom pension, understøttelse og underholdsbidrag. Efter nævnets opfattelse havde udbetalingen af boligstøtte dog i mange tilfælde betydning for klagers økonomiske situation, herunder muligheden for at bevare boligen.
  • A Kommune klagede over nævnets afgørelse
  • Nævnets genvurdering af 15. januar 2010 blev den trufne afgørelse fastholdt.
  • Sagen er behandlet til afklaring af praksis for så vidt angår mulighederne for modregning i boligstøtte, herunder om der skal foretages en vurdering af borgerens økonomiske forhold.

Metadata

Retsområder

Boligstøtteloven

Nøgleord

Økonomisk vurderingBoligstøtteModregning

Paragraffer

§ 49

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse M-4-04

Udgivet: 2013-07-11

Spørgsmål om tilbagebetaling af a contobidrag for varme til en lejer fra en boligforening hørte ikke under det sociale nævns eller Ankestyrelsens kompetence. Kommunen havde fra udlejeren modtaget et beløb på for meget indbetalt a contobidrag for varm...

Ankestyrelsens principafgørelse 162-10

Udgivet: 2013-07-10

Når en kommune på baggrund af tilbagebetalingskrav for boligstøtte vil foretage modregning i fremtidig boligsikring eller boligydelse, skal kommunen først foretage en konkret vurdering, således at skyldneren er overladt et rimeligt rådighedsbeløb til...

Ankestyrelsens principmeddelelse 50-22 om efterregulering af pension og boligstøtte - forældelse - opkrævning - henstand - erkendelse af gæld

Udgivet: 2022-12-21

Principmeddelelsen fastslår Principmeddelelsen fastslår, hvornår et krav som følge af efterregulering af pension og boligstøtte kan anses for forældet. Pension og boligstøtte efterreguleres årligt, når årsopgørelsen foreligger. Begyndelsestidspunktet...