Ankestyrelsens principmeddelelse 63-19

Sag nr. 1, tidligere principmeddelelse U-8-05, j.nr. 1007153-04

Følgende lov blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:

•

Lov om arbejdsskadesikring – lov nr. 422 af 10. juni 2003 - § 7

Afgørelse:

Sagsfremstilling:

Sikrede havde i perioden 1964 til 1969 arbejdet som radartekniker i Forsvaret med reparation af radarsystemet på Hawk-batterier. Sikredes arbejde var tilrettelagt således, at han havde vagt hver anden uge, og han var udsat for radaranlæg i funktion i 15 - 20 timer hver anden uge. Under reparation af anlæggene blev disse afbrudt, men efter endt reparation blev anlægget afprøvet. Det var oplyst, at sikrede det meste af tiden opholdt sig i en afstand af ca. 20 - 30 meter fra radaren. Han havde som følge heraf haft en erhvervsmæssig udsættelse for radarbølger, d.v.s. ikke-ioniserende stråling. Der havde desuden været tale om en meget begrænset udsættelse for ioniserende stråling.

I 1995 fik sikrede stillet diagnosen myelodysplasi af typen refraktorisk anæmi med ringsideroblaster.

I sagen forelå speciallægeudtalelse med beregninger af den udsættelse for ioniserende stråling, som sikrede gennem 5 ½ år havde været udsat for. Ifølge disse beregninger havde den ioniserende stråling maksimalt udgjort 3 milliSv. , og strålingen havde været af den ultrabløde type røntgenstråling, som næppe havde nået knoglemarven i målelig mængde. Undersøgelser havde vist, at der var en målbar øget risiko ved en samlet dosis ioniserende stråling på mere end 200 milliSv. , ligesom andre undersøgelser havde vist en sammenhæng mellem myelodysplatisk syndrom af undertypen refratær anæmi med ringsideroblaster og rygning. Sandsynligheden for en sammenhæng mellem sikredes arbejde som radartekniker og hans lidelse var beregnet til at ligge i intervallet 0 - 10 procent.

Sikrede havde som kommentar til speciallægeudtalelsen anført, at afstanden til radaren ikke var 20 - 30 meter, men 50 - 60 centimeter og at stråledosis var beregnet forkert. Videre anførte sikrede, at de målinger, der blev refereret til, alle var af nyere dato og ikke fra BASIC HAWK, og dermed ikke var relevante for hans sag. Sikrede havde henvist til den tyske radarkommissions rapport, som fastslog, at målinger på BASIC HAWK ikke var rekonstruerbare.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af betydningen af arbejde ved radarskærme i Forsvaret i forhold til udvikling af kræftlidelser.

Afgørelse:

Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sikredes lidelse i form af myelodysplasi var ikke omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme, idet myelodysplasi efter en lægelig vurdering ikke kunne sidestilles med akut myeloid leukæmi.

Der forelå heller ikke ny lægevidenskabelig dokumentation for en sammenhæng mellem sikredes arbejde som radartekniker og udvikling af den type kræft, myelodysplasi, som sikrede havde pådraget sig.

Sikredes arbejde havde heller ikke indebåret en sådan særlig påvirkning og belastning, at det måtte antages, at arbejdet udelukkende eller i overvejende grad var årsag til lidelsen.

Der blev lagt vægt på, at uanset der var usikkerhed om den samlede årlige stråleudsættelse, var der meget stor forskel på den estimerede stråleudsættelse, som sikrede havde været udsat for og grænsen på 200 milliSv. , som Statens Institut for Strålehygiejne vurderede som medførende en forøget målbar risiko for udvikling af myeloid leukæmi, der var den mest strålefølsomme kræftlidelse. Den estimerede maksimale stråledosis på 3 milliSv. i den 5 ½ årige periode lå således langt under grænsen for en forøget risiko. Den årlige naturlige baggrundsstråling i Danmark er 2-3 milliSv. og grænsen i arbejdssammenhæng er på 20 milliSv. pr. år.

Den strålepåvirkning som sikrede havde været udsat for, fandtes således ikke at have været tilstrækkelig til at den udgjorde en forøget risiko for udvikling af kræft.

Ankestyrelsen bemærkede, at selve radarstrålingen ikke er ioniserende stråling, og den udgjorde ikke nogen risiko for kræftudvikling.

Sag nr. 2, tidligere principmeddelelse nr. U-9-05, j.nr. 1001561-04

Følgende lov blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:

•

Lov om arbejdsskadesikring – lov nr. 422 af 10. juni 2003 - § 7

Afgørelse:

Sagsfremstilling:

Sikrede havde arbejdet med vedligeholdelse, kalibrering og kontrol af ildleder- og radaranlæg i Forsvaret i perioden 1968 - 1971 og et halvt år i 1973. Han brugte ca. halvdelen af arbejdstiden med check af ildlederanlægget og den anden halvdel på check af radaranlægget. Der havde ikke været nogen strålingseksposition i forbindelse med ildlederanlægget.

Arbejdet ved radaranlægget indebar inspektion og check af selve megatronen, der genererer radarstrålingen samt kalibrering af systemet, hvilket blev foretaget i radarsenderens umiddelbare nærhed. Desuden var sikrede udsat for stråling fra luftradarer placeret henholdsvis 5 meter og 30 meter fra arbejdsstedet. Det var alene megatronen, som for nogle anlægs vedkommende sendte egentlig røntgenstråling, mens de øvrige anlæg udelukkende udsendte elektromagnetisk stråling.

Statens Institut for Strålehygiejne havde foretaget rekonstruerede målinger af uskærmede radaranlæg med en kumuleret dosis over 600 arbejdstimer pr. år, og fundet, at der havde været tale om en stråledosis som lå under den nuværende dosisgrænse, som er 20 milliSv. pr. år, ligesom røntgenstrålingen havde så lav energi, at effekten kun kunne nå 1 - 1½ cm ind i kroppen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af betydningen af arbejde ved radarskærme i Forsvaret i forhold til udvikling af kræftlidelser.

Afgørelse:

Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var ny lægevidenskabelig dokumentation for en sammenhæng mellem erhvervsmæssig eksposition i forbindelse med arbejdet som radaroperatør og udvikling af hudkræft, herunder malignt melanom. Dette gjaldt både ioniserende stråling og ikke ioniserende stråling.

Sikredes arbejde havde heller ikke indebåret en sådan særlig påvirkning og belastning, at det måtte antages, at arbejdet udelukkende eller i overvejende grad var årsag til malignt melanom.

Ankestyrelsen henviste til de foretagne målinger fra Statens Institut for Strålehygiejne og vurderede på den baggrund udsættelsen for røntgenstråling i forbindelse radaranlægget som begrænset. Udsættelsen fandtes ikke at have været tilstrækkelig til at den udgjorde en forøget risiko for udvikling af hudkræft.