Ankestyrelsens principmeddelelse 39-22 om seniorpension og betydningen af aktuel beskæftigelse
Beskrivelse
Principmeddelelsen fastslår For at få tilkendt seniorpension efter pensionsloven er det bl.a. en betingelse, at borgerens arbejdsevne er varigt nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til det seneste job. Borgerens arbejdsevne skal som hovedregel...
Journalnummer
21-49699, 22-2620, 22-798
Indhold
Afgørelse
Sag nr. 1, j.nr. 21-49699
Du har klaget over Seniorpensionsenhedens afgørelse om seniorpension. Seniorpensionsenheden afgjorde sagen den 15. september 2021.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
Du har ret til seniorpension fra den 1. oktober 2021.
Det betyder, at vi ændrer Seniorpensionsenhedens afgørelse.
Seniorpensionsenheden kontakter dig.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at din arbejdsevne varigt er nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til det seneste job som rengøringsassistent.
Vi vurderer dermed, at du opfylder betingelserne for seniorpension.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger til grund, at du har søgt om seniorpension den 21. marts 2021. Seniorpensionsenheden vurderer, at du opfylder kravet om langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, og at du har højst 6 år til folkepensionsalderen.
Vi lægger vægt på de helbredsmæssige oplysninger i sagen. Det fremgår heraf, at du lider af slidgigt, degenerativ ryglidelse, diskusprolaps i lænderyg og nakke, ostopani og depression/psykisk belastningsreaktion.
Det fremgår af journalnotater af 12. maj 2021 fra reumatolog, at du har svære smerter ned i venstre ben ved tunge løft, ved små ukoordinerede bevægelser og ved nysen og hoste. Der er desuden svære smerter fra lænden ned i venstre ben om natten, når du arbejdsmæssigt er belastet med lange arbejdstider med rengøring. Du har svært ved at sove på grund af smerterne. Du har desuden svære smerter i begge arme og hånd. Venstre hånd viser svær artrose med cystiske forandringer. Du får smerter i hænderne ved fx at vride karklud eller skrue skrulåg af pilleæsker.
Af generel helbredsattest af 2. september 2021 fra egen læge fremgår det, at du er kendt med degenerativ lidelse af ryg og har haft forværring af rygsmerter ligesom du har polyartrose i de fleste led, herunder i fingre, knæ og hofter. Du har også begyndende knogleskørhed. Du har som følge af dine lidelser kroniske smerter, som forværres ved mindste aktivitet især i hænder, fødder og ryg. Du har svært ved at vride karklude, løfte støvsuger og du taber ting, når du får et smertegennembrug. Smertetilstanden medfører også øget træthed, og du klarer lige en kort tur med hunden, hvorefter du må hvile resten af dagen, indtil du skal på arbejde igen.
Det fremgår videre, at du også lider af depression/krisereaktion og går til samtaler i psykiatrisk ambulatorium. I stressede perioder får du opblussen af selvmordstanker og har tidligere haft to selvmordsforsøg.
Det vurderes, at din tilstand er varig, og at der ikke er flere behandlingsmuligheder, men at du fortsat har brug for samtalebehandling. Der er ikke operationsmuligheder for din nedslidte ryg, men du anbefales fortsat fysisk træning.
Det fremgår videre, at du arbejder 24-25 timer om ugen, men at dette bevirker total udmattelse og dårlig livskvalitet resten af dagen. Du får forværring af smerter i alle led og muskler samt indimellem også stress-reaktion, der medfører selvmordstanker. Du har svært ved at vride en klud, vaske gulv og støvsuge. Du kan gå mindre ture dog med smerter i fodled, knæ og hofter til følge. Der er ikke mulighed for bedring, og hvis du fortsætter dit arbejde med rengøring, vil din tilstand forværres yderligere.
Det fremgår af journalnotater af 8. september 2021 fra lokalpsykiatrien, at du har en svær forværring i din psykiske tilstand og belastes af afslag på seniorpension. Du har haft selvmordsadfærd og har ikke sovet i tre døgn. Det aftales, at du sygemeldes.
At statusattest af 22. september 2021 fra psykiater fremgår det, at din psykiske helbredsmæssige situation er præget af udbrændthed på baggrund af mange hårde år på arbejdsmarkedet og tiltagende smerter samt funktionstab som følge af svære rygproblemer med diskusprolaps. Du er dagligt forpint af tankemylder, utryghed og selvmordstanker og har meget svært ved at acceptere, at du ikke længere kan arbejde. Du er under hele forløbet i psykiatrien blevet opfordret til at sygemelde dig, hvilket du nu har gjort. Det vurderes, at der er tale om en varig helbredsmæssig situation, hvor behandling ikke forventes at kunne bedre tilstanden.
Det fremgår af attest til sygedagpengeopfølgning af 23. september 2021, at du aktuelt har selvmordtruende adfærd og lider af gennemgribende psykiske belastninger. Du er svært presset af, at du ikke kan arbejde fysisk, og at du intet magter psykisk. Du er medicineret og bliver mandsopdækket af familien.
Af statusattest af 15. november 2021 fra psykiater fremgår det bl.a., at det er vigtigt at være opmærksom på, at du altid har haft en høj arbejdsmoral og i svær grad har tendens til at presse dig selv langt ud over grænsen.
Det fremgår af lægeattest til rehabiliteringsteam af 27. december 2021, at du er nedslidt i nakke, ryg, håndled, knæ og fødder, og du derfor vil have brug for mange pauser og ikke vil kunne udføre fysisk belastende arbejde. Din angst og psykiske belastningsreaktion gør også, at du ikke vil kunne arbejde. Du får god hjælp af familien, så du kan blive boende, hvor du bor.
Vi lægger dernæst vægt på oplysningerne om det seneste job med varighed over 12 måneder, som din arbejdsevne skal vurderes i forhold til, herunder de arbejdsfunktioner, du har udført i jobbet.
Du har fra august 2016 til juli 2021 haft selvstændig rengøringsvirksomhed, som du herefter har afhændet til din søn. Du har oplyst efterfølgende at have arbejdet i virksomheden 4-5 timer om dagen med en månedlig fridag. Din partsrepræsentant har dog anført, at det reelt ikke har været tilfældet, og at dit svar til Seniorpensionsenheden har været præget af din psykiske ustabilitet. Det fremgår af sagen, at du i september 2021 formelt bliver sygemeldt.
Dit arbejde som selvstændig rengøringsassistent har bestået af almindelige rengøringsfunktioner i form af støvsugning, gulvvask, afstøvning, hoved- og specialrengøring, vinduesvask samt andre opgaver i form af havearbejde, indkøb for kunder, hundeluftning.
På baggrund af sagens lægelige oplysninger om både din fysiske og psykiske helbredstilstand sammenholdt med beskrivelsen af dit seneste job finder vi det dokumenteret, at din arbejdsevne varigt er nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til dit seneste job som rengøringsassistent. Oplysningerne om, at du har arbejdet mellem 20 og 25 timer kan derfor ikke tillægges afgørende vægt, da det ud fra en individuel helhedsvurdering af sagens oplysninger er tilstrækkeligt dokumenteret, at du reelt ikke er i stand til at varetage dit seneste job over 15 timer om ugen.
Ankestyrelsens lægekonsulenter har vejledt om de lægefaglige spørgsmål i sagen.
Om reglerne
Efter reglerne kan seniorpension tilkendes personer, som har højst 6 år til folkepensionsalderen, og som har haft en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet med sammenlagt mindst 20-25 års beskæftigelse.
Det er endvidere en betingelse for retten til seniorpension, at personens arbejdsevne er varigt nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til seneste job.
Personens arbejdsevne skal således vurderes efter det job, som personen senest har været i stand til at varetage i en længere periode. Det seneste job er i relation til seniorpension defineret som det job af ca. 12 måneders varighed eller længere, som personen senest har varetaget.
Vurderingen af arbejdsevnen skal ske ud fra en helhedsvurdering af borgerens ressourcer og barrierer i forhold til det seneste job, men primært på baggrund af de helbredsmæssige oplysninger.
Oplysninger om borgerens helbredsmæssige forhold udgør således en væsentlig del af dokumentationen for borgerens ressourcer og udfordringer i det seneste job. Seniorpensionsenheden har oplysningspligten og skal sikre, at der træffes afgørelse på et fyldestgørende vurderingsgrundlag i forhold til borgerens aktuelle helbredstilstand. Vi henviser til vores principmeddelelse 24-21.
Efter reglerne skal Seniorpensionsenheden træffe afgørelse om seniorpension senest 6 måneder efter tidspunktet for Seniorpensionsenhedens modtagelse af ansøgning om seniorpension.
Seniorpension udbetales månedsvis bagud med virkning fra den 1. i måneden efter at der er truffet afgørelse om seniorpension.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Sag nr. 2, j.nr. 22-2620
Du har klaget over Seniorpensionsenhedens afgørelse om seniorpension. Seniorpensionsenheden afgjorde sagen den 3. december 2021.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
Seniorpensionsenheden skal behandle din sag igen.
Det betyder, at vi hjemviser sagen til ny behandling, og at Seniorpensionsenheden skal afgøre sagen på ny. Du skal være opmærksom på, at en ny behandling godt kan føre til det samme resultat i din sag.
Seniorpensionsenheden skal, inden den afgør sagen, behandle sagen efter de retningslinjer, der er angivet nedenfor.
Seniorpensionsenheden kontakter dig.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at sagen ikke er oplyst nok til, at vi kan afgøre, om du har ret til seniorpension.
Vi vurderer, at Seniorpensionsenheden ikke alene med henvisning til, at du aktuelt arbejder over 15 timer om ugen, kan give dig afslag på seniorpension.
Seniorpensionsenheden skal nærmere undersøge din helbredstilstand og herefter foretage en konkret og individuel vurdering af din aktuelle arbejdsevne i dit seneste job som hundefrisør.
Hvad er afgørende for resultatet
Du har søgt om seniorpension den 8. juni 2021. Seniorpensionsenheden vurderer, at du opfylder kravet om langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, og at du har højst 6 år til folkepensionsalderen.
Seniorpensionsenheden vurderer, at din arbejdsevne ikke er varigt nedsat til højst 15 timer om ugen, da du aktuelt arbejder over 15 timer om ugen.
Du har i perioden fra 2009 til 2021 arbejdet som selvstændig hundefrisør. Du har oplyst, at du de seneste to år arbejdede 20-25 timer om ugen. Efter nedlukningen af virksomheden i maj 2021 har du haft deltidsbeskæftigelse i en hundesalon. På baggrund af dine lønsedler over tre måneder har Seniorpensionsenheden beregnet din aktuelle gennemsnitlige ugentlige arbejdstid til at være 17,25 timer.
Du har oplyst, at dine arbejdsopgaver i din tidligere selvstændige virksomhed og i din nuværende deltidsbeskæftigelse er de samme bortset fra, at du ikke længere har de administrative opgaver, som du havde som selvstændig. Arbejdsopgaverne som hundefrisør består i at trimme, klippe og soignere hunde op til 17 kg. Der er i den forbindelse også løft og håndtering af hundene under klipning og i badesituationer.
Du har oplyst, at din nuværende deltidsbeskæftigelse dog er indrettet med særlige hensyn og skånebehov. Du har fx stor frihed i din arbejdstilrettelæggelse og mængden af arbejdsopgaverne er begrænset ligesom du er fritaget for behandling af de store hunde.
Det fremgår af de lægelige oplysninger, at du bl.a. lider af slidgigt, herunder i hænder, fødder og nakke.
Af generel helbredsattest af 20. oktober 2021 fremgår det, at din funktionsevne er svært nedsat især som følge af din slidgigt i hænderne, der giver smerter og stivhed, og besværliggør arbejdet som hundefrisør. Din slidgigt i fødder og fodled giver problemer, når du skal stå ved dit arbejde i længere tid.
Seniorpensionsenheden har ikke konkret forholdt sig til oplysningerne om din helbredstilstand set i forhold til arbejdsopgaverne i dit seneste job og foretaget en helhedsorienteret vurdering af din aktuelle arbejdsevne.
Hvad skal Seniorpensionsenheden gøre
Seniorpensionsenheden skal nærmere undersøge og forholde sig til oplysningerne om dine helbredsmæssige begrænsninger i forhold til dit seneste job som hundefrisør.
Seniorpensionsenheden skal dernæst foretage en konkret vurdering af din aktuelle arbejdsevne ved at sammenholde beskrivelsen af arbejdsfunktioner i dit seneste job med en helhedsorienteret vurdering af arbejdsevnen.
Seniorpensionsenheden kan i den forbindelse indhente nærmere oplysninger om din aktuelle helbredstilstand. Seniorpensionsenheden har i den forbindelse mulighed for at inddrage klinisk funktion.
Seniorpensionsenheden kan bede dig medvirke til sagens oplysning. Seniorpensionsenheden skal i den forbindelse vejlede dig om, hvilke oplysninger, der vil være relevante at fremskaffe. Hvis Seniorpensionsenheden kan indhente oplysningerne med samtykke, skal Seniorpensionsenheden bede om dit samtykke til at indhente oplysninger.
Seniorpensionsenheden skal vejlede dig om konsekvenserne, hvis du ikke medvirker ved sagens oplysning.
Du kan klage over den nye afgørelse efter de almindelige regler. Det betyder, at du kan klage til Seniorpensionsenheden inden fire uger efter, du har modtaget den nye afgørelse.
Om reglerne
Efter reglerne har Seniorpensionsenheden ansvaret for, at sagen er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at Seniorpensionsenheden kan træffe afgørelse. Seniorpensionsenheden kan anmode personer, der søger om eller får hjælp, om at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de er berettiget til.
Efter reglerne kan seniorpension tilkendes personer, som har højst 6 år til folkepensionsalderen, og som har haft en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet med sammenlagt mindst 20-25 års beskæftigelse. Det er endvidere en betingelse for retten til seniorpension, at personens arbejdsevne er varigt nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til seneste job.
Personens arbejdsevne skal således vurderes efter det job, som personen senest har været i stand til at varetage i en længere periode. Det seneste job er i relation til seniorpension defineret som det job af ca. 12 måneders varighed eller længere, som personen senest har varetaget.
Oplysninger om borgerens helbredsmæssige forhold udgør en væsentlig del af dokumentationen for borgerens ressourcer og udfordringer i det seneste job. Seniorpensionsenheden har oplysningspligten og skal sikre, at der træffes afgørelse på et fyldestgørende vurderingsgrundlag i forhold til borgerens aktuelle helbredstilstand.
Vurderingen af arbejdsevnen skal primært ske på baggrund af de oplysninger om ansøgerens helbred, der allerede er tilgængelige. I de tilfælde, hvor de foreliggende oplysninger ikke i tilstrækkelig grad dokumenterer borgerens aktuelle arbejdsevne, skal Seniorpensionsenheden indhente yderligere helbredsmæssige oplysninger, enten hos borgerens egen læge eller klinisk funktion. Vi henviser til vores principmeddelelse 24-21.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Sag nr. 3, j.nr. 22-798
Du har klaget over Seniorpensionsenhedens afgørelse om seniorpension. Seniorpensionsenheden afgjorde sagen den 2. november 2021.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
Du har ikke ret til seniorpension.
Det betyder at vi stadfæster Seniorpensionsenhedens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at det ikke er dokumenteret, at din arbejdsevne varigt er nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til det seneste job som gårdmand i en boligforening.
Hvad er afgørende for resultatet
Du har søgt om seniorpension den 11. maj 2021. Seniorpensionsenheden vurderer, at du opfylder kravet om langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, og at du har højst 6 år til folkepensionsalderen.
Vi lægger vægt på de helbredsmæssige oplysninger i sagen. Det fremgår heraf, at du lider af rygproblemer.
Det fremgår af lægeattest til rehabiliteringsteam af 16. august 2021, at du i 2011 fik konstateret en dobbelt diskusprolaps i lænderyggen. Du blev ikke opereret, men fik konservativ behandling i form af fysioterapi og hjemmeøvelser. Du er i fast medicinsk behandling med smertestillende. Du har også tidligere haft en blodprop i den ene lunge og i det ene ben efter en sengeliggende periode i forbindelse med en brækket fod.
Det fremgår videre, at du sidst har haft problemer med din ryg i sommer, hvor du kortvarigt var i akutmodtagelsen og der fik smertestillende medicin og sendt hjem igen. Du arbejder aktuelt 37 timer om ugen som gårdmand, og når du ikke har ondt i ryggen, er du glad for dit arbejde. Du har oplyst, at du altid har haft fysisk hårdt arbejde og derfor føler dig nedslidt og gerne vil have seniorpension. Dertil kommer, at du har en syg kone, som du gerne vil kunne passe bedre og være mere hjemme hos.
Vi lægger dernæst vægt på oplysningerne om det seneste job med varighed over 12 måneder, som din arbejdsevne skal vurderes i forhold til.
Det fremgår af sagen, at du senest har været beskæftiget som gårdmand i boligforeninger. Det er oplyst, at du hen over sommeren 2021 var beskæftiget som afløser 37 timer om ugen som gårdmand i en lokal boligforening. Dine opgaver bestod af græsslåning, hækklipning, trimning af grønne arealer, fejning af arealer m.v.
Vi er opmærksomme på oplysningerne om din helbredstilstand, herunder oplysningerne fra din læge om, at fortsat fysisk hårdt arbejde vil forværre din dårlige ryg. Vi er også opmærksomme på, at du har svært ved at udføre dit arbejde, og at du er eneforsørger og står for alt husligt, da din kone er syg.
Vi finder dog efter en helhedsvurdering af sagens oplysninger, herunder at du aktuelt varetager dit job som gårdmand på 37 timer om ugen, ikke grundlag for at tilsidesætte Seniorpensionsenhedens vurdering af, at det ikke er dokumenteret, at din arbejdsevne er nedsat til højst 15 timer om ugen.
Vi bemærker i den forbindelse også, at arbejdsevnen skal være nedsat til højst 15 timer om ugen, og at det derfor ikke er tilstrækkeligt, at arbejdsevnen er nedsat til mindre end fuld tid, men over 15 timer om ugen. Det forhold, at du ikke kan arbejde på fuld tid kan derfor ikke i sig selv føre til, at du opfylder betingelserne for seniorpension.
Om reglerne
Efter reglerne kan seniorpension tilkendes personer, som har højst 6 år til folkepensionsalderen, og som har haft en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet med sammenlagt mindst 20-25 års beskæftigelse.
Det er endvidere en betingelse for retten til seniorpension, at personens arbejdsevne er varigt nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til seneste job.
Personens arbejdsevne skal således vurderes efter det job, som personen senest har været i stand til at varetage i en længere periode. Det seneste job er i relation til seniorpension defineret som det job af ca. 12 måneders varighed eller længere, som personen senest har varetaget.
Vurderingen af arbejdsevnen skal ske ud fra en helhedsvurdering af borgerens ressourcer og barrierer i forhold til det seneste job, men primært på baggrund af de helbredsmæssige oplysninger. Hvis der er relevante behandlingsmuligheder, som kan forbedre borgerens arbejdsevne i forhold til det seneste job, kan det betyde, at arbejdsevnen ikke umiddelbart vil kunne anses for varigt nedsat. Vi henviser til vores principmeddelelse 24-21.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2024-12-20
Principmeddelelsen fastslår For at få tilkendt seniorpension er det bl.a. en betingelse, at ansøgeren har haft en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet på sammenlagt mindst 20-25 års fuldtidsbeskæftigelse. I relation til reglerne om seniorpension...
Udgivet: 2022-11-28
Principmeddelelsen fastslår For at få tilkendt seniorpension efter pensionsloven er det bl.a. en betingelse, at borgerens arbejdsevne er varigt nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til det seneste job. Borgerens arbejdsevne skal som hovedregel...
Udgivet: 2021-12-22
Principmeddelelsen fastslårSeniorpension er en helbredsbetinget tilbagetrækningsordning, der giver nedslidte borgere, der har mange års beskæftigelse bag sig, mulighed for at forlade arbejdsmarkedet fra seks år før folkepensionsalderen. Det er blandt...