Ankestyrelsens principmeddelelse 24-21 om seniorpension - vurdering af arbejdsevne i forhold til seneste job og arbejdsfunktioner - dokumentation for ressourcer og begrænsninger i det seneste job - varigt nedsat arbejdsevne og relevante behandlingsmuligheder

GældendeÅr: 2021Udgivet: 2021-12-22

Beskrivelse

Principmeddelelsen fastslårSeniorpension er en helbredsbetinget tilbagetrækningsordning, der giver nedslidte borgere, der har mange års beskæftigelse bag sig, mulighed for at forlade arbejdsmarkedet fra seks år før folkepensionsalderen. Det er blandt...

Journalnummer

20-16820, 20-25225, 20-33808, 20-27437

Indhold

Afgørelse

Sag nr. 1, j.nr. 20-25225

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om seniorpension. Kommunen afgjorde sagen den 6. maj 2020.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

-Seniorpensionsenheden skal behandle din sag.

Det betyder, at vi hjemviser sagen til Seniorpensionsenheden. Når vi hjemviser en sag om seniorpension efter den 1. januar 2021, er det Seniorpensionsenheden, som skal behandle sagen, uanset om kommunen tidligere har truffet afgørelse i sagen.

Du skal være opmærksom på, at en ny behandling godt kan føre til det samme resultat i din sag.

Seniorpensionsenheden skal, inden den afgør sagen, behandle sagen efter de retningslinjer, der er angivet nedenfor.

Seniorpensionsenheden kontakter dig.

Begrundelse for afgørelsen 

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at det er tilstrækkeligt dokumenteret, at din helbredstilstand er stationær. 

Vi vurderer endvidere, at sagen ikke er oplyst nok til, at vi kan afgøre, om din arbejdsevne er nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til seneste job, og om du derfor har ret til seniorpension.

Der mangler beskrivelser af de arbejdsfunktioner, du har udført i det seneste job som slagter og en beskrivelse af hvilke kompetencer, der er en forudsætning for at varetage jobbet.

Vi vurderer, at de manglende oplysninger udgør en væsentlig del af beslutningsgrundlaget og skal indgå i Seniorpensionsenhedens vurdering af sagen. 

Hvad er afgørende for resultatet

Du har søgt om seniorpension den 10. februar 2020. Vi lægger til grund, at kommunen har vurderet, at du opfylder kravet om langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, og at du har højst 6 år til folkepensionsalderen.

Vi lægger vægt på de lægelige oplysninger i sagen. Det fremgår af statusattester af 24. juni 2019 og 25. februar 2020 fra din læge, at du har adskillige helbredsmæssige problemstillinger, såsom rygsmerter, astma, svær KOL, forhøjet blodtryk og kolesterol samt neuropati med kraftige smerter i fødder. Tilstanden giver varige skånehensyn i forhold til fysisk krævende arbejde, herunder tunge løft og arbejde i kølerum mv.

Vi er opmærksomme på, at din læge i statusattest af 25. februar 2020 oplyser, at der er opstartet medicinsk smertebehandling med Gabapentin, og at tilstanden ikke er stationær. Lægen oplyser samtidig, at Gabapentin-behandling forventes at være livslang.  

Du oplyser den 21. april 2020, at du ikke oplever effekt af den medicinske behandling.

Den 29. maj 2020 oplyser du til kommunen, at smertemedicinen ikke hjælper. Du har været hos lægen, som mener, at din tilstand er stationær. Kommunen noterer, at der i forhold til den fortsatte sagsbehandling kan indhentes nye lægelige oplysninger.

Kommunen har rekvireret den specifikke helbredsattest fra din læge. Kommunen burde have afventet denne helbredsattest fra din læge, inden kommunen genvurderede sagen.

Vi lægger vægt på, at lægen i denne helbredsattest af 22. juni 2020 vurderer, at din tilstand ses som stationær. 

Det fremgår af rehabiliteringsplanens forberedende del, at dit seneste ordinære job var som slagter i butik i perioden 2012-2017. 

Da din arbejdsevne skal vurderes i forhold til seneste job, er det en forudsætning for vurdering af din arbejdsevne i forhold til retten til seniorpension, at der foreligger en beskrivelse af, hvilke arbejdsfunktioner og arbejdsopgaver du udførte i dit job som slagter i butik. Det skal også beskrives, hvilke kompetencer, det kræver. 

Det er nødvendigt, idet kommunen skal vurdere, i hvilket omfang du, med din aktuelle arbejdsevne og de helbredsmæssige begrænsninger, du har nu, er i stand til at varetage det pågældende job. 

Hvad skal Seniorpensionsenheden gøre

Seniorpensionsenheden skal i samarbejde med dig udarbejde en beskrivelse af de arbejdsfunktioner, som du har udført i det seneste job som slagter i butik, og en beskrivelse af, hvilke kompetencer, såvel fysiske som mentale, der er en forudsætning for at varetage jobbet.

Seniorpensionsenheden skal herefter foretage en konkret vurdering af din aktuelle arbejdsevne i forhold til det seneste job som slagter i butik ved at sammenholde beskrivelsen af arbejdsfunktionerne i jobbet med en helhedsorienteret vurdering af din arbejdsevne.

Det betyder, at Seniorpensionsenheden skal vurdere, i hvilket omfang du - med din aktuelle arbejdsevne og de helbredsmæssige begrænsninger, du har – nu vil være i stand til at udføre det pågældende, nærmere beskrevne job.  

Seniorpensionsenheden kan bede dig medvirke til sagens oplysning. Enheden skal i den forbindelse vejlede dig om, hvilke oplysninger, der vil være relevante at fremskaffe. Hvis Seniorpensionsenheden kan indhente oplysningerne med samtykke, skal du først give dit samtykke til at indhente oplysninger.

Seniorpensionsenheden skal vejlede dig om konsekvenserne, hvis du ikke medvirker ved sagens oplysning.

Du kan klage over den nye afgørelse efter de almindelige regler. Det betyder, at du kan klage til Seniorpensionsenheden inden fire uger efter, du har modtaget den nye afgørelse. 

Om reglerne

Med virkning fra den 1. januar 2021 er myndighedsansvaret for seniorpension overført fra kommunerne til Seniorpensionsenheden.

Seniorpensionsenheden har ansvaret for, at sagen er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at Seniorpensionsenheden kan træffe afgørelse. Seniorpensionsenheden kan anmode personer, der søger om eller får hjælp, om at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de er berettiget til.

Efter reglerne kan seniorpension tilkendes personer, som har højst 6 år til folkepensionsalderen og som har haft en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet med sammenlagt mindst 20-25 års beskæftigelse. Det er endvidere en betingelse for retten til seniorpension, at personens arbejdsevne er varigt nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til seneste job.

Personens arbejdsevne skal således vurderes efter det job, som personen senest har været i stand til at varetage i en længere periode. Det seneste job er i relation til seniorpension defineret som det job af ca. 12 måneders varighed eller længere, som personen senest har varetaget. Seneste job kan i denne sammenhæng ikke være et job med løntilskud.

Efter reglerne skal grundlaget for en afgørelse om tilkendelse af seniorpension bl.a. bestå af beskrivelse af de arbejdsfunktioner, personen har udført i det seneste job. Denne beskrivelse og en beskrivelse af, hvilke kompetencer, der er en forudsætning for at varetage jobbet skal Seniorpensionsenheden udarbejde i samarbejde med ansøger. 

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Det er enighed om afgørelsen.

Sag nr. 2, j.nr. 20-16820

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om seniorpension. Kommunen afgjorde sagen den 10. marts 2020.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

-Du har ret til seniorpension fra den 1. april 2020. 

Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.

Kommunen kontakter dig.

Begrundelse for afgørelsen 

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at din arbejdsevne varigt er nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til det seneste job som leder af en daginstitution.

Vi vurderer dermed, at du opfylder betingelserne for seniorpension.

Hvad er afgørende for resultatet

Du har søgt om seniorpension den 25. februar 2020. Vi lægger til grund, at kommunen har vurderet, at du opfylder kravet om langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, og at du har højst 6 år til folkepensionsalderen.

Vi lægger vægt på de helbredsmæssige oplysninger om dine ressourcer og udfordringer i forhold til det seneste job. 

Det fremgår af specifik helbredsattest af 22. januar 2020, at du er sygemeldt på grund af en belastningsreaktion som følge af langvarig psykisk belastning på arbejdspladsen. Du er sårbar over for de mindste krav og udfordringer, og du magter ikke socialt samvær. Du er kognitivt ramt i form af manglende overblik og beslutningsdygtighed. 

Efter din læges vurdering forventes der en fortsat bedring, men det er ikke sandsynligt, at du på noget tidspunkt vil kunne komme til at varetage et arbejde på ordinære vilkår på fuld tid. Der vil fremover være skånehensyn i form af, at du ikke må arbejde som leder eller med børn, og arbejdstiden vil næppe kunne blive mere end 15 timer om ugen. Du vil på et tidspunkt formentlig kunne udføre lette administrative opgaver i begrænset omfang, dog er dine skånehensyn i forhold til hovedopgaver i det seneste job varige. 

Vi lægger dernæst vægt på oplysningerne om det seneste job med varighed over 12 måneder, som din arbejdsevne skal vurderes i forhold til, herunder de arbejdsfunktioner, du har udført i jobbet.   

Du har senest været ansat som leder af en daginstitution i perioden fra 2010 til udgangen af oktober 2019, hvor du under din sygemelding har opsagt jobbet. 

Det fremgår af jobbeskrivelsen, at dine opgaver bestod i pædagogisk og administrativ ledelse, ansvar for den daglige drift og personale, forældresamarbejde, mentorrolle og deltagelse i andre almindelige opgaver i børnehaven mv. 

Det er i rehabiliteringsplanens forberedende del beskrevet, at du i flere år har været stresset i dit arbejde, som har været meget krævende. Du har udviklet belastningssymptomer med spændinger i kroppen, tendens til træthed, koncentrationsbesvær mv. Du kan ikke se dig selv vende tilbage til en funktion, hvor du skal være leder eller have noget med børn at gøre.

Vi er opmærksomme på, at din læge oplyser, at tilstanden ikke er stationær, idet der stadig pågår behandling hos psykolog med fortsat små fremskridt, og at du skal udredes på Y Center. 

Det ændrer ikke ved vores vurdering, da der ikke er behandlingsmuligheder, som vil kunne forbedre din arbejdsevne i forhold til det seneste job, som din arbejdsevne skal vurderes i forhold til. 

Dit seneste job er som leder af en daginstitution, hvilket efter beskrivelsen af jobfunktioner forudsætter en række kompetencer, såsom ledelseskompetencer, sociale kompetencer, økonomisk indsigt mv.

Det forhold, at administrative opgaver og opgaver i en mentorfunktion er en del af din jobbeskrivelse som leder af en daginstitution, betyder ikke, at din aktuelle arbejdsevne skal vurderes i forhold til administrative opgaver og en mentorfunktion i bred forstand.    

Om reglerne

Efter reglerne kan seniorpension tilkendes personer, som har højst 6 år til folkepensionsalderen og som har haft en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet med sammenlagt mindst 20-25 års beskæftigelse.

Det er endvidere en betingelse for retten til seniorpension, at personens arbejdsevne er varigt nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til seneste job.

Personens arbejdsevne skal således vurderes efter det job, som personen senest har været i stand til at varetage i en længere periode. Det seneste job er i relation til seniorpension defineret som det job af ca. 12 måneders varighed eller længere, som personen senest har varetaget. Seneste job kan i denne sammenhæng ikke være et job med løntilskud.

Det er en forudsætning for vurdering af arbejdsevnen i forhold til retten til seniorpension, at der foreligger en beskrivelse af, hvilke arbejdsfunktioner ansøgeren udfører i seneste job, samt hvilke forudsætninger der er for at kunne varetage arbejdsfunktionerne.

Det betyder, at det skal fremgå af sagen, om der fx er særlige krav til fysiske, psykiske eller sociale kompetencer og ressourcer for at kunne varetage opgaver og arbejdsfunktioner.

Grundlaget for en afgørelse om tilkendelse af seniorpension skal desuden bestå af dokumentation for personens ressourcer og udfordringer i det seneste job.

Seniorpension udbetales månedsvis bagud med virkning fra den 1. i måneden efter at der er truffet afgørelse om seniorpension.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Det er enighed om afgørelsen.

Sag nr. 3, j.nr. 20-33808

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om seniorpension. Kommunen afgjorde sagen den 23. juni 2020.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

-Du havde ikke ret til seniorpension på tidspunktet for kommunens afgørelse.

Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

Du har efterfølgende fået tilkendt seniorpension.

Begrundelse for afgørelsen 

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at det ikke er dokumenteret, at din arbejdsevne varigt er nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til det seneste job som lastbilchauffør. 

Vi vurderer også, at der er behov for en yderligere afklaring og behandling af din psykiske helbredstilstand. Først herefter kan der tages stilling til, om din arbejdsevne er varigt nedsat i et omfang, som kan give ret til seniorpension.

Hvad er afgørende for resultatet

Du har søgt om seniorpension den 26. februar 2020. Vi lægger til grund, at kommunen har vurderet, at du opfylder kravet om langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, og at du har højst 6 år til folkepensionsalderen. 

Vi lægger vægt på de helbredsmæssige oplysninger om dine ressourcer og udfordringer i forhold til det seneste job. 

Det fremgår af specifik helbredsattest af 2. juni 2020, at du har symptomer på en langvarig belastningsreaktion med øget trætbarhed og koncentrationsbesvær. Du har tidligere oplevet samme dyk og har gennem flere år været behandlet med en lille dosis antidepressiv medicin. Lægen vurderer, at din tilstand er uafklaret og anbefaler præparatskift med evt. dosisøgning, psykologhjælp og alternativt psykiatrisk vurdering. 

Det er ved psykologisk konsultation den 10. juli 2020 konkluderet, at du har et langvarigt arbejdsrelateret følelsesmæssigt belastningssyndrom. Der er brug for yderligere undersøgelse af din arbejdsduelighed, eventuelt på en arbejdsmedicinsk klinik. 

Ved psykiatrisk screeningssamtale den 20. juli 2020 er det konkluderet, at du har periodisk depression, som nu er i bedring og aktuelt svarer til moderat grad. Det anbefales, at du fortsætter med de allerede planlagte psykologsamtaler og forsøger en intensiveret antidepressiv medicinsk behandling. Man kan desuden overveje henvisning til speciallæge i psykiatri. Det er sandsynligt, at du kommer ud af din depression i en grad, at du kan få din arbejdsfunktion tilbage, men ikke nødvendigvis i fuldt omfang. 

Vi lægger dernæst vægt på oplysningerne om det seneste job med varighed over 12 måneder, som din arbejdsevne skal vurderes i forhold til, herunder de arbejdsfunktioner, du har udført i jobbet.   

Din seneste ansættelse er som lastbilchauffør i perioden fra november 2018 til foråret 2020. Du kørte med transport af gylle/biomasse til og fra anlæg. Du er sygemeldt siden december 2019 og efterfølgende opsagt. Du arbejdede 3 gange ugentligt 12 timer ad gangen. Dine udfordringer i jobbet opstod i forbindelse med gradvis forværret arbejdsmiljø og samarbejdsvanskeligheder.   

Beskæftigelsesrettet screening med psykolog af 24. marts 2020 beskriver, at du er stresssygemeldt fra dit chaufførjob. Det psykiske kan skyldes arbejdsmæssige belastninger med lange arbejdsdage og psykisk dårligt arbejdsmiljø, som du er påvirket af. Du oplever i øjeblikket bedring, men er fortsat præget af udtalt trætbarhed. Der anbefales ændrede rammer i dit arbejdsliv, herunder nedsat arbejdstid samt hensigtsmæssige copingstrategier.   

Vi er opmærksomme på din oplysning om, at du også har synsforstyrrelser på højre øje grundet tidligere blodprop i øjet. 

Det ændrer ikke på vores vurdering af, at det ikke er dokumenteret, at din arbejdsevne er varigt nedsat i et omfang, som berettiger til seniorpension. 

Der er i sagen ikke lægelige oplysninger, som tyder på, at der er synsforstyrrelser, som hindrer dig i at bestride et job som chauffør. Det er din psykiske helbredstilstand, der er den primære forhindring for, at du kunne fortsætte som lastbilchauffør. Der er lægeligt peget på flere behandlingsmuligheder, som kan gennemføres med henblik på at opnå en bedring af din psykiske helbredstilstand. Det er således ikke dokumenteret, at din arbejdsevne er varigt nedsat, hvilket er en forudsætning for at være berettiget til seniorpension.

Om reglerne

Efter reglerne kan seniorpension tilkendes personer, som har højst 6 år til folkepensionsalderen og som har haft en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet med sammenlagt mindst 20-25 års beskæftigelse.

Det er endvidere en betingelse for retten til seniorpension, at personens arbejdsevne er varigt nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til seneste job.

Personens arbejdsevne skal således vurderes efter det job, som personen senest har været i stand til at varetage i en længere periode. Det seneste job er i relation til seniorpension defineret som det job af ca. 12 måneders varighed eller længere, som personen senest har varetaget. Seneste job kan i denne sammenhæng ikke være et job med løntilskud.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Det er enighed om afgørelsen.

Sag nr. 4, j.nr. 20-27437

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om seniorpension. Kommunen afgjorde sagen den 5. maj 2020.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

-Seniorpensionsenheden skal behandle din sag.

Det betyder, at vi hjemviser sagen til Seniorpensionsenheden, som skal afgøre din sag. Når vi hjemviser en sag om seniorpension efter den 1. januar 2021, er det Seniorpensionsenheden, som skal behandle sagen, uanset om kommunen tidligere har truffet afgørelse i sagen.

Du skal være opmærksom på, at en ny behandling godt kan føre til det samme resultat i din sag.

Seniorpensionsenheden skal, inden den afgør sagen, behandle sagen efter de retningslinjer, der er angivet nedenfor.

Seniorpensionsenheden kontakter dig. 

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at sagen ikke er oplyst nok til, at vi kan afgøre, om du har ret til seniorpension.

Der mangler oplysninger om din aktuelle helbredstilstand og dermed dokumentation for dine helbredsmæssige ressourcer og udfordringer i forhold til seneste job. Der foreligger dermed ikke tilstrækkelige oplysninger til brug for vurderingen af din arbejdsevne.

Vi vurderer, at de manglende oplysninger udgør en væsentlig del af beslutningsgrundlaget og skal indgå i Seniorpensionsenhedens vurdering af sagen.

Hvad er afgørende for resultatet

Du har søgt om seniorpension den 15. januar 2020. Vi lægger til grund, at Kommunen har vurderet, at du opfylder kravet om langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, og at du har højst 6 år til folkepensionsalderen. 

Vi lægger vægt på, at der mangler oplysninger om din aktuelle helbredstilstand.

Det er i statusattest af 19. februar 2020 fra Neurologisk Akutmodtagelse, Y Hospital, beskrevet, at du har følger efter blodprop i hjernen og småkarssygdom. Du er tilset i januar 2020, hvor du går med rollator og kun har minimal funktion af højre arm. Du er fortsat i genoptræning, hvorfor det er svært at udtale sig skråsikkert om prognosen. Der er udsigt til længerevarende genoptræning i flere måneder for at genvinde tilstrækkelig funktion til at kunne arbejde. Der er planlagt kontrol efter 6 måneder.

Vi lægger vægt på, at du den 4. maj 2020 oplyser til kommunen, at du ikke kan bruge din venstre side, at du ikke er blevet bedre, og at du skal til lægelig reevaluering den 26. juni 2020. 

Kommunen er således på tidspunktet for afgørelsen den 5. maj 2020 bekendt med, at der inden for kort tid kunne tilvejebringes et opdateret vurderingsgrundlag om din aktuelle helbredstilstand. 

Kommunen skulle træffe afgørelse om seniorpension senest 6 måneder efter ansøgning, dvs. senest den 15. juli 2020. Kommunen burde have afventet den seneste lægelige vurdering i juni 2020 for at kunne vurdere, om din arbejdsevne er varigt nedsat til mindre end 15 timer i det seneste job som social- og sundhedshjælper. 

Det er kommunen, der i kraft af sin oplysningspligt skulle sikre, at sagen er tilstrækkelig helbredsmæssigt belyst således, at der kan foretages en fyldestgørende vurdering af din aktuelle arbejdsevne i forhold til seneste job.

Hvad skal Seniorpensionsenheden gøre

Seniorpensionsenheden skal indhente oplysninger om din aktuelle helbredstilstand og funktionsevne. Derefter skal Seniorpensionsenheden foretage en ny vurdering af, om din arbejdsevne er varigt nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til seneste job.

Seniorpensionsenheden skal efter indhentelse af relevante helbredsoplysninger foretage en konkret vurdering af din aktuelle arbejdsevne i forhold til det seneste job ved at sammenholde beskrivelsen af arbejdsfunktioner i seneste job med en helhedsorienteret vurdering af arbejdsevnen. 

Vi bemærker, at der for så vidt angår eventuelle behandlingsmuligheder skal være tale om behandlingsmuligheder, som vil kunne forbedre din arbejdsevne i forhold til det seneste job, som din arbejdsevne skal vurderes i forhold til.

Det fremgår af reglerne om seniorpension, at Seniorpensionsenheden ved behandlingen af sager om seniorpension kun kan benytte sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra regionens kliniske funktion og den praktiserende læge. Hvis der er tvivl om, hvorvidt du opfylder betingelserne om nedsat arbejdsevne, kan Seniorpensionsenheden modtage sundhedsfaglig vejledning og vurdering fra klinisk funktion.  

Seniorpensionsenheden kan bede dig medvirke til sagens oplysning. Enheden skal i den forbindelse vejlede dig om, hvilke oplysninger, der vil være relevante at fremskaffe. Hvis Seniorpensionsenheden kan indhente oplysningerne med samtykke, skal enheden bede om dit samtykke til at indhente oplysninger.

Seniorpensionsenheden skal vejlede dig om konsekvenserne, hvis du ikke medvirker ved sagens oplysning. 

Du kan klage over den nye afgørelse efter de almindelige regler. Det betyder, at du kan klage til Seniorpensionsenheden inden fire uger efter, du har modtaget den nye afgørelse. 

Om reglerne

Med virkning fra den 1. januar 2021 er myndighedsansvaret for seniorpension overført fra kommunerne til Seniorpensionsenheden.

Seniorpensionsenheden har ansvaret for, at sagen er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at Seniorpensionsenheden kan træffe afgørelse. Seniorpensionsenheden kan anmode personer, der søger om eller får hjælp, om at medvirke til at få de oplysninger frem, s om er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de er berettiget til. Fristen for at træffe en afgørelse er seks måneder fra den dag, hvor myndigheden modtager ansøgningen.

Efter reglerne kan seniorpension tilkendes personer, som har højst 6 år til folkepensionsalderen, og som har haft en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet med sammenlagt mindst 20-25 års beskæftigelse. Det er endvidere en betingelse for retten til seniorpension, at personens arbejdsevne er varigt nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til seneste job af ca. 12 måneders varighed.

Seniorpensionsenheden kan ved behandlingen af sager om seniorpension kun benytte sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra regionens kliniske funktion og den praktiserende læge.

Det følger af reglerne, at der i grundlaget for en afgørelse om seniorpension skal være dokumentation for personens ressourcer og udfordringer i seneste job. Vurderingen af personens arbejdsevne skal primært ske på grundlag af helbredsmæssige oplysninger om ressourcer og udfordringer i forhold til det seneste job. Andre oplysninger af betydning for personens aktuelle arbejdsevne skal også indgå i vurderingen.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Det er enighed om afgørelsen.

Metadata

Retsområder

Pensionsloven

Nøgleord

seneste jobarbejdsfunktionerVarigt nedsat arbejdsevneDokumentationseniorpensionVurdering af arbejdsevnenBehandlingsmuligheder

Paragraffer

§ 33§ 26a§ 26c§ 26d

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principmeddelelse 24-21 om seniorpension - vurdering af arbejdsevne i forhold til seneste job og arbejdsfunktioner - dokumentation for ressourcer og begrænsninger i det seneste job - varigt nedsat arbejdsevne og relevante behandlingsmuligheder

Udgivet: 2021-12-22