Ankestyrelsens principafgørelse 120-11
Beskrivelse
Anlæggelse af en sansehave var ikke en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af et barn uden synsevne. Barnet ville kunne støttes i at færdes i haven ved hjælp af enkle kendetegn og vejledning, som ikke nødvendiggjorde anlæggelse af en sansehave med l...
Journalnummer
J.nr.: 3500802-10
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 81 af 4. februar 2011 - § 41
Afgørelse
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sag om, hvorvidt indretning af en sansehave er en nødvendig merudgift.
Resultatet er
• Familien har ikke ret til anlæggelse af en sansehave som en nødvendig merudgift ved deres datters forsørgelse.
Vi ændrer således afgørelsen fra Det sociale Nævn i Statsforvaltningen X.
Vores afgørelse medfører ikke, at familien skal tilbagebetale det, der måtte være modtaget.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Anlæggelse af en sansehave kan ikke betragtes som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af familiens barn.
Vi har lagt til grund, at barnet er blind, og at hun har haft vanskeligt ved at færdes i familiens have, hvor der er opsat legeredskaber.
Familien har derfor ansøgt om anlæggelse af en sansehave med ledelinjer i underlaget og taktile eller lydmæssige kendemærker i det fysiske miljø.
Vi finder ikke, at anlæggelse af en sansehave er nødvendig for at barnet kan færdes i og komme rundt i haven.
Vi vurderer, at barnet vil kunne støttes i at færdes i haven ved hjælp af enkle kendetegn og vejledning. Vi vurderer, at denne støtte vil være af relativt begrænset omfang, og at den ikke nødvendiggør anlæggelse af en sansehave.
Vi vurderer også at hjælp og vejledning til at lære færdes i haven vil være en del af den generelle læringsproces, som skal gøre barnet i stand til at færdes.
Information
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- • De oplysninger, som forelå da Det sociale Nævn traf afgørelse i sagen
- • Det sociale Nævns afgørelse af 22. september 2010
- • Klagen til Ankestyrelsen af 13. oktober 2010
- • Nævnets genvurdering
- Familien har ansøgt om anlæggelse af en sansehave med ledelinjer og fysiske kendemærker for at deres datter, der er blind, kan færdes i haven.
- A kommune gav afslag på dækning af udgifter til en sansehave.
- Det sociale nævn traf afgørelse om, at ansøgning om sansehave kunne imødekommes.
- Nævnet lagde vægt på, at sansehaven tjente det formål, at datteren selv kunne finde rundt i haven ved hjælp af ledelinjer og andre fysiske kendemærker.
- I anken anførte A kommune at udgifterne til en sansehave ikke var en forsørgelsesudgift, der var tæt knyttet til det handicappede barn, som f.eks. merudgifter til kost, befordring og vask.
- Anlæg af en sansehave var ikke nødvendig for at barnet kunne færdes i haven. Barnet kunne ved hjælp af stok orientere sig uden anlæg af en sansehave, blot der blev anbragt kontante kendemærker af simpel art.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
En 12-årig dreng, som var imedicinsk behandling for ADHD, havde ikke en så væsentlig funktionsnedsættelse, at han var omfattet af personkredsen, der kan få dækket merudgifter ved forsørgelsen. Han gik i normalklasse og var med god effekt under behand...
Udgivet: 2013-07-10
I udlandsbekendtgørelsen er det udtømmende angivet, hvilke typer hjælp efter serviceloven, der kan medtages under midlertidige ophold i udlandet. De personer, der efter bekendtgørelsens § 1 har ret til at medtage ydelser under midlertidige ophold i u...
Udgivet: 2022-12-14
Principmeddelelsen fastslår Retten til dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste er betinget af, at barnet har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk og langvarig lidelse. Medicinsk behandli...