Ankestyrelsens principafgørelse 46-15

GældendeÅr: 2015Udgivet: 2015-08-28

Beskrivelse

En vaccination er at sidestille med en hændelse. I henhold til ulykkesbegrebet i lov om arbejdsskadesikring er en hændelse kendetegnet ved, at der skal være forekommet en pludselig aktivitet. For at en skade efter en vaccination kan anerkendes som en...

Journalnummer

2014-5018-06237

Indhold

Afgørelse

Resultatet er

• Vi kan ikke anerkende din skade som en arbejdsskade

Det betyder, at du ikke har ret til erstatning eller andre ydelser efter arbejdsskadeloven.

Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen, men med en anden begrundelse.

Der var enighed på mødet.

Begrundelse for afgørelsen

Vi vurderer, at din vaccination den 2. november 2010 med Twinrix- og DiTePol-vaccine skete som en følge af dit arbejde eller de forhold, hvorunder dette foregik. Vi vurderer, at der ikke er årsagssammenhæng mellem din vaccination den 2. november 2010 og din skade.

Indledningsvist bemærker vi, at vi finder, at en vaccination er at sidestille med en hændelse. I henhold til ulykkesbegrebet i arbejdsskadeloven er en hændelse kendetegnet ved, at der skal være forekommet en pludselig aktivitet.

Det fremgår af sagen, at du den 2. november 2010 var ansat som reparatør i Teknisk Afdeling på A Sygehus.

Vi har lagt vægt på dine oplysninger om, at vaccinationen var et krav fra din arbejdsgivers side. Din tidligere arbejdsgiver har oplyst, at medarbejdere, som er ansat i Teknisk Afdeling, og som er i kontakt med kloakslam og spildevand, bliver vaccineret i henhold til at-vejledning D. 2.14 af januar 2005.

Du har oplyst, at du cirka 10-14 dage efter vaccinationen begyndte at føle dig træt, og i starten af december 2010 tilkom diffuse muskelsmerter. Der er påvist neurologiske forstyrrelser i nervesystemet i begge dine arme.

Vi har lagt vægt på, at der ikke er tilstrækkelig lægevidenskabelig dokumentation for, at der er årsagssammenhæng mellem din skade og vaccination. Der er i den lægevidenskabelige litteratur kun enkeltstående beskrivelse af tilfælde, der ligner, men der er ikke tilstrækkelig viden om en årsagssammenhæng.

I sagen er der divergerende oplysninger om, hvilken type vaccination du egentligt fik den 2. november 2010. Hvis vi lagde til grund, at du den 2. november 2010 udelukkende blev vaccineret mod leverbetændelse (hepatitis), ville dette ikke ændre ved vores vurdering af din sag.

Vi bemærker, at du synes at have haft gener i din venstre skulder forud for vaccinationen den 2. november 2010.

Ved en ulykke forstås efter arbejdsskadeloven en personskade, som er forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage. Det er en betingelse for at anerkende skaden, at hændelsen eller påvirkningen er egnet til at forårsage skaden. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen og skaden.

Oplysningerne fremgår særligt af anmeldelsen, journaloplysninger fra hospital, din besvarelse på Arbejdsskadestyrelsens spørgeskema, der blev modtaget i Arbejdsskadestyrelsen den 30. juni 2011, generel funktionsattest, brev af 28. september 2011 fra speciallæge, brev fra din tidligere arbejdsgiver, der blev modtaget i Arbejdsskadestyrelsen den 30. marts 2012, og neurologiske speciallægeerklæringer af 29. december 2011 og 8. juli 2013.

Metadata

Retsområder

Arbejdsskadeloven

Nøgleord

VaccinationArbejdsskadeArbejdets forholdÅrsagssammenhæng

Paragraffer

§ 5§ 6

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse 61-17

Udgivet: 2017-08-16

Efter arbejdsskadesikringsloven kan en ulykke anerkendes som arbejdsskade, hvis personskaden er forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage. En forværring af en forudbestående sygdom kan anerkendes som en...

Ankestyrelsens principafgørelse 44-10

Udgivet: 2013-07-10

En øjenskade som følge af en kollegas sneboldkast var en arbejdsskade, som skyldtes arbejdet eller de forhold hvorunder det foregik. Ankestyrelsen lagde vægt på, at tilskadekomne var i færd med at udføre arbejde for arbejdsgiveren på dennes adresse, ...

Ankestyrelsens principafgørelse U-6-06

Udgivet: 2013-07-11

Ankestyrelsen har i principielt møde behandlet tre sager til afklaring af kravene til anerkendelse i sager vedrørende arm- og skuldersygdomme anmeldt fra 1. januar 2005. Den ny fortegnelse over erhvervssygdomme indebærer en mere skønsmæssig vurdering...