Ankestyrelsens principafgørelse 61-17
Beskrivelse
Efter arbejdsskadesikringsloven kan en ulykke anerkendes som arbejdsskade, hvis personskaden er forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage. En forværring af en forudbestående sygdom kan anerkendes som en...
Journalnummer
2016-5012-29961
Indhold
Afgørelse
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at det er godtgjort, at du har pådraget dig en arbejdsskade den 26. februar 2015 i form af brud i rygsøjlen med rygsmerter.
Hvad er afgørende for resultatet
Du var idrætsunderviser for din klasse og gymnastikinstruktør. Du varmede op på en airtrack. Du lavede det første spring uden problemer. Ved det andet spring foretog du et højt opspring, og fik overbalance og landede forkert. Benene bukkede sammen under dig, og det gav dig et stød og igennem ryggen, hvilket medførte et knæk i ryggen.
Det fremgår, at du har en forudbestående sygdom i form af knogleskørhed (osteoporose).
Knogleskørhed giver i sig selv ingen gener, men eventuelt knoglebrud medfører gener. Knogleskørhed bliver sædvanligvis først opdaget efter et knoglebrud.
Du fik efter hændelsen diagnosticeret et brud på 8. thorakalhvirvel (øvre dækplade fraktur – kompressionsfraktur).
Vi foretager en konkret og individuel bevisbedømmelse og afvejer hvilke forhold, der taler for og imod en årsagssammenhæng.
Vi vurderer, at der er årsagssammenhæng mellem hændelsen og dit brud på rygsøjlen med rygsmerter.
Vi lægger vægt på, at du ikke havde symptomer fra ryggen forud for hændelsen, og at du ved hændelsen fik et voldsomt stød op i ryggen som følge af en forkert landing efter et højt spring. Du fik et knæk i ryggen med smerter.
Hændelsen har medført en relevant og kvalificeret belastning, som har udløst bruddet i din ryg.
Vi lægger vægt på, at du blev behandlet på et hospital på dagen for hændelsen, og at du efter hændelsen havde vedvarende rygsmerter.
Det er også indgået, at du blev sygemeldt umiddelbart efter hændelsen som følge af skaden, og at sygemeldingen strakte sig over knapt 3 måneder, hvorefter du begyndte at arbejde på nedsat tid.
Vi vurderer derudover, at din forudbestående rygsygdom ikke var af en sådan karakter, at et brud på ryghvirvlen ville være indtrådt alligevel og til cirka samme tid, hvis du ikke havde været udsat for den pågældende hændelse, hvor din ryg blev udsat for den beskrevne belastning.
Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at du ikke tidligere har haft smerter i ryggen eller andre symptomer på knogleskørheden, og at du ikke tidligere havde haft brud på ryggen på grund af sygdommen, hvorfor vi lægger til grund, at knogleskørheden var på et tidligt udviklingsstadie.
Oplysningerne fremgår særligt af anmeldelsen, lægeerklæring I, din besvarelse af spørgeskema, funktionsattest for brystryg og lænderyg og hospitals- og lægejournaler.
Om reglerne
En ulykke kan anerkendes efter arbejdsskadeloven, hvis den fysiske eller psykiske personskade er en følge af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage.
Når vi vurderer, om ulykkesbegrebet er opfyldt, foretager vi en konkret bevisbedømmelse og afvejer, hvilke beviser, der taler henholdsvis for og imod en årsagssammenhæng mellem hændelse/påvirkning og personskade.
De elementer, der indgår i bevisbedømmelsen, kan være:
–
tidsmæssig sammenhæng
–
kontakt til læge eller anden behandler – og hvornår
–
længerevarende gener, eller gener, der er svundet efter relevant behandling
–
relevante behandlinger
–
forudbestående sygdom, der gav symptomer før hændelsen/påvirkningen
–
forudbestående sygdom, der er konstateret efter hændelsen, og som ikke gav symptomer før
–
symptomernes udvikling efter hændelsen/påvirkningen
–
en relevant belastning i forhold til den beskadigede legemsdel (egnethed)
Personskadebegrebet skal fastlægges i lyset af de ydelser, der kan gives efter arbejdsskadeloven. Forbigående smerter, der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke være en personskade i lovens forstand. Det er den sikrede der skal godtgøre, at en hændelse/påvirkning har medført en skade eller en forværring af en kronisk sygdom i et omfang, der i sig selv udgør en personskade.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
To af Ankestyrelsens lægekonsulenter har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2019-11-16
Principmeddelelsen er en sammenskrivning af 1-09 og 2-09. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Meddelelsen har til formål at give et samlet billede af den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, og som fortsat gælder...
Udgivet: 2013-07-10
En skade på arbejdspladsen skyldtes ikke arbejdets forhold, da hændelsen indtraf under et privat ærinde....
Udgivet: 2017-02-17
En ulykke kan anerkendes efter arbejdsskadeloven, hvis den fysiske eller psykiske personskade er en følge af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage. Skadelidte skal dokumentere, at der er sket en hændelse eller en...