Ankestyrelsens principafgørelse 253-10

GældendeÅr: 2010Udgivet: 2013-07-10

Beskrivelse

En borgers ophold i egen bolig med 15 timers personlig støtte ugentlig og tilbud om beskyttet beskæftigelse i 37 timer gav opholdskommunen ret til refusion for udgifter vedrørende borgeren. De socialpædagogiske støttetimer og den beskyttede beskæftig...

Journalnummer

J.nr.: 3800064-10

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 1054 af 7. september 2010 - § 9c, stk. 2, nr. 5

Afgørelse

Afgørelse i sagen om mellemkommunal refusion fra B Kommune - NN

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen om, hvornår støtte i egen bolig har et sådant omfang, at det kan sidestilles med et ophold i en boform, som er nævnt i retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, nr. 1-4.

Resultatet er

• den samlede støtte, som NN modtager, træder i stedet for og kan sidestilles med ophold i en af de boformer, der er oprettet efter serviceloven

Det betyder, at A Kommune har fortsat ret til refusion fra B Kommune.

Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Begrundelse for afgørelsen

Den samlede støtte har et sådant omfang og en sådan karakter, at det kan sidestilles med og træder i stedet for en boform, der er omfattet af retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, nr. 1-4.

Vi har lagt vægt på, at det er oplyst, at der ydes personlig støtte i hjemmet 15 timer ugentlig, og at de 15 timers støtte er fastsat på baggrund af oplysningerne om, at NN også tilbringer en del fritid hos nogle venner, og således tager del i deres bevilgede støttetimer.

Foruden disse former for personlig støtte har kommunen bevilget beskyttet beskæftigelse.

Vi har endvidere lagt vægt på, at det er oplyst, at der ikke er sket ændringer i støttebehovet siden 2002.

Ankestyrelsen har som grundlag for vurderingen inddraget, at også ophold i egen bolig kan danne grundlag for refusion, hvis situationen kan sidestilles med ophold i f.eks. en ældrebolig eller en boform, der er oprettet med hjemmel i serviceloven, og der således ydes hjælp, der dækker det samme behov, som ville være dækket i institutionen/boformen.

Ankestyrelsen har lagt vægt på, at bestemmelsen ifølge retssikkerhedsvejledningen har til formål at medvirke til fleksibilitet og modvirke at formelle krav til organisering er en forhindring for at udvikle nye tilbudsformer.

Sagsoplysninger

  • A Kommune har oplyst, at det er almindelig praksis i kommunen, at der tilbydes støttet beskæftigelse og at denne indeholder ydelser som at klare hverdagens problemer, konfliktløsning og social omgang med andre. Dagtilbuddet er derfor en væsentlig del af den personlige støtte.
  • Vi bemærker, at Ankestyrelsen har vurderet, at det samlede støttebehov kan sammenlignes med det, der ydes i et botilbud.

Information

  • Vi har afgjort sagen på grundlag af:
  • • De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
  • • nævnets afgørelse af 8. juli 2010
  • • Klagen til Ankestyrelsen af 4. august 2010
  • • nævnets genvurdering
  • Det fremgår af sagen, at NN i 2002 flyttede til A Kommune i egen bolig med 35 timers ugentlig støtte.
  • A Kommune tilbød beskyttet beskæftigelse i 37 timer ugentligt. I maj 2007 blev den personlige støtte nedsat til 15 timer ugentligt.
  • B Kommune, der er betalingskommune, traf 16. april 2010 afgørelse om, at der ikke var ret til refusion for ydelser efter 1. maj 2007. Kommunen henviste til, at der ikke længere blev ydet støtte i et omfang, så situationen kunne sidestilles med ophold i en boform efter serviceloven.
  • A Kommune klagede over afgørelsen og anførte, at der ikke var sket ændringer i støttebehovet siden 2002, men at støtten blev ydet på en anden måde, som en kombination af personlig støtte, beskyttet beskæftigelse samt støtte hos nære venner.
  • Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
  • Nævnet har begrundet afgørelsen med, at der ikke var tale om et så massivt plejebehov, at det kunne sidestilles med et ophold i en boform.
  • A Kommune har klaget over nævnets afgørelse.
  • I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at det er almindelig praksis i kommunen, at der tilbydes støttet beskæftigelse og at denne indeholder ydelser som at klare hverdagens problemer, konfliktløsning og social omgang med andre. Dagtilbuddet er derfor en væsentlig del af den personlige støtte.
  • Underinstansen har ved genvurdering ikke haft yderligere bemærkninger til sagen.

Metadata

Retsområder

Retssikkerhedsloven

Nøgleord

Egen boligMellemkommunal refusionBoform

Paragraffer

§ 9c

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse R-1-04

Udgivet: 2013-07-11

Ankestyrelsen fandt, at den refusionsforpligtede kommune efter retssikkerhedslovens regler om mellemkommunal refusion var den kommune, som var opholdskommune for borgeren ved flytningen i ældrebolig. Ankestyrelsen hjemviste sagen til det sociale nævn...

Ankestyrelsens principafgørelse 252-10

Udgivet: 2013-07-10

En borgers ophold i egen bolig med 15 timers personlig støtte ugentlig og fri adgang til faciliteter og personale i et støttecenter for døve gav opholdskommunen ret til refusion for udgifter vedrørende borgeren. De socialpædagogiske støttetimer og ad...

Ankestyrelsens principafgørelse 62-16

Udgivet: 2016-10-11

Opholdskommunen har pligt til at yde borgeren hjælp. En person har opholdskommune, hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig. For at fastslå, hvilken kommune, der er opholdskommune, vil det ofte kræve, at der foretages en vurdering ...