Ankestyrelsens principafgørelse 62-16

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i jeres sag om klage over A Kommunes afgørelse.

Resultatet er

•

A Kommune har ikke handle- og betalingspligt efter 1. september 2015.

Det betyder, at vi er enige i A Kommunes afgørelse, som vi stadfæster.

Ankestyrelsen vurderer, at borgerens ophold i A Kommune er omfattet af retssikkerhedslovens § 9, stk. 2, fordi borger havde egen bolig i A Kommune frem til 1. september 2015. Forpligtelsen for A Kommune som handle- og betalingskommune fra denne dato ophørte derfor, da borger fraflyttede sin bolig.

Vi lægger vægt på, at borgeren den 1. september 2015 flyttede ind på adressen XX i B Kommune. Stedet er ikke optaget på Tilbudsportalen, og der er ikke tale om et veterantilbud. Herberget er således ikke omfattet af de særlige kompetenceregler i retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, og stk. 9, og hermed heller ikke af de særlige refusionsregler i § 9 c, stk. 2, og stk. 3. A Kommune havde således ikke kompetence og refusionsforpligtelse under dette ophold.

Ved vurdering af den efterfølgende handle- og refusionsforpligtelse i C Kommune kan vi derfor ikke se bort fra den periode, hvor borgeren opholdt sig i B Kommune.

C Kommune har oplyst, at der i tilknytning til opholdet på kommunens forsorgshjem er bevilget kontanthjælp. Kommunen har således retlig interesse i at få sagen afklaret, da der er et refusionskrav.

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1 og 2, at opholdskommunen har pligt til at yde hjælp, og at en person har opholdskommune, hvor personen bor eller sædvanligvis opholder sig.

Det fremgår af vejledningen til retssikkerhedsloven, at man skal være opmærksom på, at alle personer altid har en opholdskommune, og at der derfor ikke kan stilles minimumskrav til den tilknytning en person skal have til en kommune, for at kommunen kan anses for opholdskommune. Fastlæggelsen af, hvilken kommune der er opholdskommune, kræver ofte, at der foretages en vurdering af en persons tilknytning til flere kommuner, for at fastslå hvilken kommune der er nærmest til at anse for at være personens opholdskommune.

Vi finder på den baggrund, at C Kommune ikke har ret til refusion fra A Kommune, idet A Kommune ikke var borgerens opholdskommune, da han blev indskrevet på forsorgshjemmet YY i C Kommune.

Vi er opmærksomme på, at borgeren havde ophold i A Kommune forud for opholdet i B Kommune, og at flytningen til B Kommune 1. september 2015 var til B Herberg. C Kommune er af den opfattelse, at borgeren under opholdet på herberget ikke erhvervede ny opholdskommune.

Vi bemærker, at borgeren var tilmeldt folkeregisteret på adressen XX i B Kommune fra 1. september 2015, og at der ikke er dokumentation for, at borgeren reelt havde ophold et andet sted. Det forhold, at borgeren muligvis ikke kunne opnå permanent bolig på adressen, udelukker ikke, at borgeren havde ophold på stedet og i kommunen på det pågældende tidspunkt. Den lokale kommune havde derfor pligt til at yde den relevante hjælp efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, og 2.