Ankestyrelsens principafgørelse 252-10

Lovhenvisninger

• Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 1054 af 7. september 2010 - § 9c, stk. 2, nr. 5

Afgørelse

Begrundelse for afgørelsen

Information

• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• • De oplysninger, som forelå da det sociale nævn traf afgørelse i sagen
• • Det sociale nævns afgørelse af 3. februar 2010
• • Klagen til Ankestyrelsen af 16. februar 2010
• • Nævnets genvurdering
• B Kommune anmodede den 26. september 2009 A Kommune om oplysninger om, hvilken støtte og støttens omfang, der blev ydet til NN samt hvilken boform han beboede.
• A Kommune oplyste den 9. oktober 2009, at NN fortsat var indskrevet med 15 støttetimer pr. uge i henhold til servicelovens § 85 i Støttecenter for Døve i A Kommune.
• Der havde været afholdt handleplansmøde den 2. juni 2009.
• NN boede i egen bolig og fik støtten i eget hjem og havde derudover mulighed for selv at opsøge yderligere støtte i Støttecentret samt deltage i sociale aktiviteter i støttecentrets regi.
• B Kommune traf den 10. oktober 2009 afgørelse om, at den hidtidige mellemkommunale refusion efter retssikkerhedslovens § 9c ophørte den 31. december 2008.
• Begrundelsen var, at efter retssikkerhedslovens § 9c skulle der ydes refusion, såfremt en borger fik ophold i boform eller hvad der kunne sidestilles dermed.
• Det vurderedes, at ydelse af 15 timers bostøtte ikke kunne sidestilles med ophold i boform.
• A Kommune klagede over afgørelsen.
• Det oplystes, at NN var placeret i A Kommune pr. 1. september 1987. A Kommune vurderede, at 15 støttetimer pr. uge kunne sidestilles med ophold i boform. Udover at være døv, havde NN også en psykiatrisk overbygning, han gik til kvartalsvise samtaler med døvepsykiater og var på antipsykotisk medicin.
• Den socialpædagogiske støtte blev ydet via Støttecenter for Døve, som havde specialuddannet personale, forstået således, at de var uddannede neuro-pædagoger, som kunne tegnsprog, hvilket var forudsætningen for at kunne kommunikere med NN. Dette i sig selv gav en øget udgift til de 15 støttetimer.
• Derudover havde NN fri adgang til faciliteterne og personalet i Støttecenteret, som havde åbent 6 dage om ugen
• Mandag – Torsdag 8-21
• Fredag – Lørdag 8-16
• Søndag lukket, men såfremt NN havde akut brug for hjælp, så havde han et mobilnummer, så han kunne få sms-kontakt med en af personalerne fra støttecenteret.
• NN kom næsten dagligt i støttecenteret. Såfremt han ikke havde denne adgang, ville han ikke kunne magte at bo selv.
• Det var korrekt at udgiften til NN var blevet mindsket i løbet af de år, hvor han havde opholdt sig i A Kommune – dette skyldtes en veltilrettelagt sagsbehandling og støtte.
• Derudover skulle man være opmærksom på, at NN’s psykiske tilstand ikke var stationær, hvorfor der var perioder, hvor han var meget støttekrævende, og kun, hvis der var tale om længerevarende perioder, ville B Kommune kunne se dette i henhold til afregning, ellers holdes det indenfor støttecenterets egne rammer.
• Det sociale nævn tiltrådte B Kommunes afgørelse.
• Det betød, at B Kommune ikke længere skulle yde refusion til A Kommune.
• Begrundelsen var, at nævnet fandt, at NN ikke modtog så massiv støtte, at det kunne sidestilles med en boform, jf. retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, nr. 5, jf. nr. 1-4.
• Det forhold, at NN’s tilstand ikke var stationær, fandt nævnet ikke kunne begrunde et andet resultat.
• Nævnet havde ved afgørelsen inddraget principperne i Principafgørelse R-3-06.
• A Kommune klagede over afgørelsen.
• Det anførtes, at det hidtil havde været almindelig praksis at afregne mellemkommunal refusion for støtte til borgere med minimum 15 timers ugentlig støtte. Pædagogisk støtte med minimum 15 timer ugentligt var ligestillet med et botilbud.
• Borgere tilknyttet et støttecenter kunne være lige så støttekrævende som borgere i kommunale bofællesskaber, hvor alle boliger var beliggende på samme matrikel som fællesarealerne.
• De døve udviklingshæmmede borgere tilflyttede A Kommune ved skolegang på det regionale skoletilbud Q-skolen, hvorefter de fortsat ønskede bopæl i byen, hvor der var et døve miljø.
• Flere af de døve udviklingshæmmede borgere havde et massivt støttebehov, udover at de var døve. Derfor kunne blandt andet tilknytning til et støttecenter varetage deres behov for pædagogisk støtte. Disse pædagogiske opgaver varetoges af specielt uddannede pædagoger.
• Såfremt afgørelsen fastholdtes, ville det give betydelige merudgifter for de kommuner, der drev sådanne specialtilbud primært for borgere fra andre kommuner.
• Nævnet fastholdt ved genvurderingen afgørelsen.