Ankestyrelsens principafgørelse R-1-04

GældendeÅr: 2004Udgivet: 2013-07-11

Beskrivelse

Ankestyrelsen fandt, at den refusionsforpligtede kommune efter retssikkerhedslovens regler om mellemkommunal refusion var den kommune, som var opholdskommune for borgeren ved flytningen i ældrebolig. Ankestyrelsen hjemviste sagen til det sociale nævn...

Journalnummer

J.nr.: 3800095-03

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 72 af 6. februar 2004 -

Afgørelse

Ankestyrelsen hjemviste sagen til det sociale nævn med anmodning om, at nævnet indhentede yderligere oplysninger om et eventuelt opholdskommuneskift, herunder om kvinden havde opgivet boligen i B kommune, inden nævnet traf en fornyet afgørelse.

Begrundelsen for afgørelsen var, at den refusionsforpligtede kommune efter retssikkerhedslovens § 9a, stk. 2, nr. 2 (nugældende § 9c, stk. 4, nr. 2) er den kommune, som var opholdskommune for borgeren ved flytningen i ældrebolig. Begrundelsen for afgørelsen var endvidere, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til at træffe afgørelse om B eller A kommune var fast opholdskommune for kvinden ved flytningen i ældrebolig.

Ankestyrelsen lagde vægt på ordlyden af § 9a, stk. 2, hvorefter betingelsen for refusion ved flytning i ældrebolig er, at borgeren er flyttet. Det afgørende var således ikke borgerens ansøgning om at flytte i (anden) ældrebolig eller kommunernes visitation til ældrebolig efter almenboliglovens § 58 a.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det forhold, at kvinden i perioden 1.- 31. marts 2003 var folkeregistertilmeldt på datterens adresse i A kommune i forbindelse med et akut sygdomstilfælde ikke i sig selv dokumenterede, at hun før indflytningen i ældreboligen varigt havde opgivet sin tidligere bopæl i B kommune. I vurderingen af et eventuelt opholdskommuneskift, jf. retssikkerhedslovens § 9, burde oplysninger eksempelvis om opsigelse af tidligere lejemål og opbevaring af bohave indgå, jf. herved Socialministeriets vejledning nr. 90 af 7. juni 2000, pkt. 68 og 71.

Information

  • Det fremgik af sagen, at A kommune den 27. februar 2003 modtog en ansøgning om plejebolig fra B kommune vedrørende en ældre kvinde. Hun ønskede at flytte i plejebolig i A kommune. B kommune havde vedlagt et refusionstilsagn. Dagen efter visiterede A kommune kvinden til indflytning på et ældrecenter i kommunen. Den 11. marts 2003 oplyste hendes datter, der boede i A kommune, at kvinden i øjeblikket boede hos familien. Moderen var terminal og familien kunne ikke på dette tidspunkt overskue at flytte hende på plejehjem. Der var tale om en midlertidig foranstaltning med hjælp fra A kommune. B kommune trak på denne baggrund sit refusionstilsagn tilbage. Den 14. marts 2003 orienterede A kommune B kommune om, at borgeren ønskede at flytte i en plejebolig på et konkret ældrecenter i A. B kommune fastholdt at tilbagekalde refusionstilsagnet. Kvinden flyttede ind i plejeboligen den 1. april 2003.
  • B kommune fandt i afgørelse af 15. april 2003, at A kommune ikke havde ret til refusion efter retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 2. Begrundelsen var, at kvinden ikke den 1. marts 2003 flyttede til et botilbud i A kommune og at B kommune ikke havde medvirket.
  • Det sociale nævn stadfæstede B kommunes afgørelse. A kommune var således ikke berettiget til refusion for udgifter vedrørende kvinden.
  • Nævnet begrundede afgørelsen med, at B kommune ikke havde medvirket til opholdet hos datteren i A kommune. A kommune havde allerede derfor ikke ret til refusion efter lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9a, stk. 1.
  • Idet kvinden ikke flyttede til et tilbud efter § 93, stk. 3 i lov om social service, § 58 a i lov om almene boliger mv. eller § 140 i lov om social service, fandt det sociale nævn ej heller at der var ret til refusion efter lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9 a, stk. 2.
  • Nævnet lagde vægt på det oplyste om, at kvinden ønskede at flytte til en plejebolig i A kommune af personlige og familiemæssige årsager. Idet hun opfyldte B kommunes kriterier for tildeling af et sådant tilbud accepterede B kommune refusion af udgifter i forbindelse med hendes ønske om et tilsvarende tilbud i en anden kommune.
  • I stedet for at flytte i det pågældende tilbud i A kommune valgte hun dog selv at flytte ind hos sin datter i A kommune. Flytningen fra B kommune til A kommune skete ifølge Folkeregistret den 1. marts 2003.
  • A kommune klagede over nævnets afgørelse.
  • I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen ønskede klarlagt, hvorvidt et midlertidigt ophold hos familie efter visitation til plejebolig, men inden indflytning skete, medførte ophør af refusionsforpligtelsen. Det var udelukkende hensynet til familien, der havde været årsag til, at indflytningen ikke havde været effektueret umiddelbart efter visitationen. Der blev gjort opmærksom på, at der havde været et åbent plejetilbud til kvinden siden visitationen den 28. februar 2003.
  • A kommune ønskede at præcisere, at kommunen alene mente at være refusionsberettiget for tiden efter den faktiske indflytning på plejehjemmet.
  • Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at det ikke havde opfattet kvindens flytning som midlertidig og endvidere, at hun blev tilmeldt folkeregistret som boende på datterens adresse.
  • Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt et ophold hos familie efter visitation til plejebolig, men inden indflytning sker, medfører, at fraflytningskommunen ikke er refusionspligtig efter retssikkerhedslovens § 9a, stk. 2.

Metadata

Retsområder

Retssikkerhedsloven

Nøgleord

FolkeregistertilmeldingÆldreboligMidlertidig opholdskommuneFlytningMellemkommunal refusion

Paragraffer

§ 9c§ 93§ 140§ 9a§ 9§ 58

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse 122-09

Udgivet: 2013-07-10

En tilflytningskommune var forpligtet til at udbetale de merudgiftsydelser, som fraflytningskommunen havde fastsat, indtil tilflytningskommunen selv havde truffet afgørelse om borgerens merudgifter. Borgeren skulle ikke tilbagebetale merudgiftsydelse...

Ankestyrelsens principafgørelse 77-14

Udgivet: 2014-12-10

Borgeren skal være visiteret til den konkrete botype. Ønsker borgeren at vælge et botilbud, der ligger i en anden kommune, skal borgeren også visiteres til den pågældende botype i denne kommune (såkaldt dobbeltvisitation). Begge kommuner skal således...

Ankestyrelsens principafgørelse R-5-05

Udgivet: 2013-07-11

Hjælp til dækning af transportudgifter i forbindelse med samvær med et barn anbragt uden for hjemmet var en afgørelse, der rettede sig mod barnet. Dermed var det barnets opholdskommune, der skulle træffe afgørelse herom....