Ankestyrelsens principmeddelelse 88-19

Sag nr. 1.

Tidligere principmeddelelse D-25-03, j.

nr. 7000159-03

Følgende love blev anvendt, da principmeddelelsen blev truffet:

–

Lov om dagpenge ved sygdom og fødsel – lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002 - § 13, stk. 6.

–

Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel – lov nr. 566 af 9. juni 2006 - § 11 og § 12.

Sagsfremstilling:

En lønmodtager havde med sin arbejdsgiver aftalt at holde barselsorlov i 24 uger. Denne periode udløb den 3. oktober 2002.

Den resterende barselsorlov med dagpenge var planlagt afholdt af ægtefællen fra den 1. januar 2003.

Ved udløbet af de 24 uger var lønmodtageren ikke i stand til at genoptage arbejdet på grund af sygdom opstået under fødslen.

Som følge af lønmodtagerens sygdom ønskede ægtefællen ikke at holde sin planlagte barselsorlov med dagpenge. I stedet aftalte lønmodtageren med sin arbejdsgiver at udskyde den resterende orlovsperiode.

Kommunen traf den 14. oktober 2002 afgørelse om, at der ikke kunne udbetales sygedagpenge fra den 4. oktober 2002, og at lønmodtageren ikke var berettiget til at udskyde resten af 32-ugers perioden.

Nævnet traf afgørelse om, at lønmodtageren var berettiget til udbetaling af sygedagpenge fra den 4. oktober 2002, og at hun var berettiget til at udskyde resten af 32-ugers perioden.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at lønmodtageren allerede inden fødslen den 18. april 2002, og dermed inden hun blev syg, havde truffet aftale med sin arbejdsgiver om, at hun ville vende tilbage til arbejdet efter 24 ugers barsel med løn og afholdt ferie.

I klagen fra kommunen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at sagen havde principiel betydning for fortolkningen af de nye barselsregler.

Afgørelse:

Lønmodtageren havde ret til, at udskyde den resterende del af 32-ugersperioden, jf. dagpengelovens § 13, stk. 6.

Efter denne bestemmelse har forældrene tilsammen ret til dagpenge, hvis de udskyder op til 32 uger af den periode, der er nævnt i dagpengelovens § 13, stk. 2, til senere afholdelse, inden barnet fylder 9 år. For en beskæftiget lønmodtager er det en betingelse, at der indgås aftale herom med arbejdsgiveren.

berettiget til sygedagpenge fra den 4. oktober 2002, hvis hun ikke havde modtaget løn, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at lønmodtageren og arbejdsgiveren den 4. oktober 2002 havde indgået en skriftlig aftale om udskydelse af de sidste 20 uger af 32-ugersperioden.

Ankestyrelsen tillagde det ikke afgørende betydning, at lønmodtageren var sygemeldt på tidspunktet for indgåelsen af aftalen med arbejdsgiveren om udskydelse af den resterende del af 32-ugersperioden med dagpenge.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke i loven er stillet noget krav om forældrenes begrundelse for at udskyde 32-ugersperioden med dagpenge.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at der ikke er hjemmel i dagpengeloven til at begrænse retten til at aftale udskydelse af 32-ugersperioden med dagpenge med arbejdsgiveren, hvis lønmodtageren er sygemeldt.

Ankestyrelsen tillagde det endvidere ikke afgørende betydning, at lønmodtageren og hendes ægtefælle oprindelig havde besluttet, at ægtefællen skulle holde barselsorlov med dagpenge i de omhandlede 20 uger.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at forældrene frit kan fordele dagpengeretten (32-ugersperioden) mellem sig.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse det sociale nævns afgørelse.

Sag nr. 2.

Tidligere principafgørelse D-24-04, j.

nr. 7000194-04

Følgende love blev anvendt, da principmeddelelsen blev truffet:

–

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel – lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2014 - § 13, stk. 4, § 13, stk. 5 og § 13, stk. 6.

–

Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel – lov nr. 566 af 9. juni 2006 - § 10 og § 21.

Sagsfremstilling:

En lønmodtager fødte den 14. februar 2003.

Den 4. april 2003 havde lønmodtageren oplyst til kommunen, at hun ønskede at forlænge barseldagpengeperioden med 14 uger.

Den 10. april 2003 meddelte kommunen, at de opfattede lønmodtagerens anmodning således, at forlængelsen af barselsperioden - med tilsvarende nedsat dagpengeydelse - først skulle træde i kraft efter ophør af lønudbetaling 24 uger efter fødslen. Med en forlængelse på 14 uger ville sidste orlovsdag blive den 26. marts 2004. Dette indebar, at dagpengeydelsen blev beregnet til 1.621 kr. pr. uge fra den 2. august 2003.

Den 30. september 2003 anmodede lønmodtageren kommunen om ændring af sine orlovsønsker. Hun anmodede om, at de sidste 11 uger af hendes retsbaserede forlængelse af barselsperioden blev udskudt til et senere tidspunkt.

Kommunen meddelte, at lønmodtageren ikke kunne ændre beslutningen om forlængelse af orloven med 14 uger, og at hun ikke kunne udskyde 11 uger til senere afholdelse.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at den retsbaserede forlængelse af barselsperioden i henhold til lov om dagpenge ved sygdom og fødsel § 13, stk. 4, med 14 uger forudsattes afholdt inden barnet fyldte 60 uger. Den resterende orlov kunne derfor ikke udskydes til efter dette tidspunkt.

Nævnet lagde vægt på, at lønmodtageren den 1. august 2003 modtog sidste lønudbetaling fra arbejdsgiveren og herefter modtog nedsatte dagpenge beregnet på grundlag af den anmodede forlængelse af barselsperioden med 14 uger, jf. dagpengebekendtgørelsens § 36 d, stk. 2.

Nævnet var således enig med kommunen i, at forlængelsesperioden måtte anses for påbegyndt ved overgangen til dagpenge den 2. august 2003.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om forældrene kan ændre deres beslutning om at forlænge barselsperioden med 14 uger, jf. dagpengelovens § 13, stk. 4, og i stedet vælge at udskyde en del af 32-ugersperioden, jf. dagpengelovens § 13, stk. 5 og stk. 6, når udbetalingen af de omberegnede dagpenge er begyndt.

Afgørelse:

Lønmodtageren havde ikke ret til at udskyde en del af 46-ugersperioden med nedsatte dagpenge efter den 14. uge efter fødslen, jf. dagpengelovens § 13, stk. 4.

Efter dagpengelovens § 13, stk. 4, har forældre, der vælger at holde orlov indtil barnet er 60 uger, tilsammen ret til dagpenge i 46 uger efter udløbet af den 14. uge efter fødslen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at lønmodtageren havde valgt at forlænge (retsbaseret) 32-ugersperioden med 14 uger.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at den forlængede barseldagpengeperiode skulle afholdes inden barnet blev 60 uger.

Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at lønmodtageren fra 2. august 2003 påbegyndte den forlængede barselsdagpengeperiode og havde modtaget nedsatte dagpenge fra dette tidspunkt, jf. dagpengebekendtgørelsens § 36 d, stk. 2.

Ankestyrelsen henviste endvidere til Arbejdsdirektoratets vejledning nr. 40 af 8. maj 2003 om barselorlov og barseldagpenge, pkt.2.2.4.1. Det fremgik bl.a. heraf, at forældre ikke kunne ændre en beslutning om forlængelse af orloven. Beslutningen kunne dog ændres, hvis den forlængede orlov med nedsatte dagpenge endnu ikke var påbegyndt. Der henvistes endelig til pkt. 2.2.5.1. Hvis en forælder var begyndt på en forlængelse af orloven efter dagpengelovens § 13, stk. 4 (retsbaseret forlængelse), kunne forælderen ikke udskyde orlov fra denne periode, da den forlængede orlov skulle holdes, inden barnet blev 54/60 uger.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Sag nr. 3.

Tidligere principafgørelse D-26-05, j.

nr. 7000165-05.

Følgende love blev anvendt, da principmeddelelsen blev truffet:

–

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel – lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004 - § 13.

–

Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel – lov nr. 566 af 9. juni 2006 - § 10 og § 21.

–

Sagsfremstilling:

Den 4. januar 2005 anmodede en moder kommunen om at udskyde hendes barselsorlov med dagpenge med 6 måneder. Hun oplyste, at de 6 måneder svarede til den periode, hvor hun ikke havde været i stand til at passe sit barn grundet sygdom.

Endvidere oplyste hun, at hun efter fødslen den 4. juni 2004 havde fået en livstruende infektion efter et akut kejsersnit. Denne infektion medførte en længerevarende indlæggelse indtil 20. juli 2004.

Kommunen gav afslag på at forlænge perioden med barselsdagpenge i 6 måneder, hvor moderen ikke havde været i stand til at passe sit barn, jf. dagpengelovens § 13, stk. 4. Kommunen begrundede afgørelsen med, at hun som arbejdsledig kun havde mulighed for at forlænge barselsdagpengeperioden med 8 uger.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at hun var arbejdsløs og modtog arbejdsløshedsdagpenge ved påbegyndelsen af barselsorloven, at hendes barn var født den 4. juni 2004 sammenholdt med, at barselsorloven på 46 uger udløb den 22. april 2005, og at hun var forhindret i at passe sit barn i ca. 6 måneder på grund af sygdom.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at sygdom under barselsorlov ikke medførte, at orloven suspenderedes eller gav ret til forlængelse svarende til sygeperioden.

Begrundelsen var, at dagpengeloven ikke indeholdt hjemmel hertil. Det anførte betød, at muligheden for forlængelse og/eller udskydelse af barselsorlov blev reguleret af dagpengelovens § 13, stk. 3-6.

Moderen klagede over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis om ret til at forlænge/udskyde barselsorlov med barselsdagpenge, når ansøger på grund af sygdom havde været forhindret i at passe sit barn og hun inden påbegyndelse af barselsorlov modtog arbejdsløshedsdagpenge. Sagen blev endvidere behandlet som supplement til SM D-25-03.

Afgørelse:

Moderen havde ikke ret til at forlænge eller udskyde barselsdagpengeperioden svarende til den periode, hvor hun havde været forhindret i at passe sit barn på grund af sin sygdom.

Begrundelsen var, at hun ved påbegyndelsen af orlov med barselsdagpenge var arbejdsløs og modtog arbejdsløshedsdagpenge.

Ankestyrelsen lagde til grund, at hun ikke ønskede at forlænge barselsdagpengeperioden med 8 uger efter dagpengelovens § 13, stk. 4, 1. punktum.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at en moders eller faders sygdom i orlovsperioden som hovedregel ikke bevirker, at en allerede fastlagt eller påbegyndt orlov med dagpenge udskydes eller suspenderes.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke er hjemmel i dagpengeloven til at udskyde eller suspendere barselsdagpengeperioden under moderens sygdom i orlovsperioden.

Ankestyrelsen tilføjede, at styrelsen var enig med nævnet i, at afgørelsen, der er offentliggjort som SM D-25-03, ikke fandt anvendelse i den foreliggende sag, idet afgørelsen vedrørte en beskæftiget lønmodtager.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Sag nr. 4.

Tidligere principafgørelse D-14-06, j.

nr. 7000433-05

Følgende lov blev anvendt, da principmeddelelsen blev truffet:

–

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel – lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2044 - § 13, stk. 1 og § 13, stk. 5.

–

Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel – lov nr. 566 af 9. juni 2006 - § 7, stk. 1, § 7, stk. 3 og § 11.

Sagsfremstilling:

En moder holdt orlov i 6 uger efter fødslen, men genoptog derefter arbejdet som selvstændig erhvervsdrivende, idet hun på grundlag af kommunens vejledende information havde tillid til, at hun kunne dele og udskyde den resterende barselorlov på 8 uger.

Kommunen traf afgørelse om, at moderen ikke havde ret til at udskyde dagpengeretten for barselorloven i 14 ugers perioden efter fødslen til senere afholdelse, jf. dagpengelovens § 13, stk. 1, 1. pkt.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse og henviste til dagpengelovens § 13, stk. 3, hvorefter retten til dagpenge inden for de første 14 uger efter fødslen for en selvstændig erhvervsdrivende kun forlænges, hvis arbejdet blev genoptaget delvist.

I klagen til Ankestyrelsen oplyste moderen, at hun ikke havde ønsket at forlænge orloven, men alene udskyde den med nogle få uger. Hun havde ikke i lov eller kommunens vejledning kunnet læse, at det ikke var muligt at udskyde uger fra den første såkaldte 14 ugers periode. Hun henviste desuden til, at formålet med de mere fleksible barselregler var at skabe bedre rammer for, at børnefamilierne kunne kombinere et arbejdsliv med et familieliv.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om en moder kan udskyde en del af barselorloven inden for de første 14 uger til afholdelse senere.

Afgørelse:

Moderens ret til dagpenge i de første 14 uger efter fødslen kunne ikke udskydes helt eller delvis til afholdelse senere.

Ankestyrelsen vurderede, at det fulgte klart af dagpengelovens regler, at en moder ikke havde ret til dagpenge ved udskydelse af orloven inden for de første 14 uger efter fødslen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at moderens ret til dagpenge i de første 14 uger efter fødslen fremgik af dagpengelovens § 13, stk. 1.

Regler om ret til dagpenge ved udskydelse af orlov fremgik af dagpengelovens § 13, stk. 5 og stk. 6.

Disse regler om ret til dagpenge ved udskydelse henviste imidlertid kun til den periode, der var nævnt i § 13, stk. 2, dvs. efter udløbet af den 14. uge efter fødslen.

Retten til udskydelse af orlov fandt således ikke anvendelse på moderens ret til dagpenge i de første 14 uger efter fødslen efter dagpengelovens § 13, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at moderen ikke havde kunnet læse det direkte i loven eller kommunens vejledning samt hensynet til formålet med de mere fleksible barselregler kunne medføre, at der kunne ses bort fra lovteksten.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn.

Sag nr. 5.

Tidligere principafgørelse D-7-08, j.

nr. 7000126-06.

Følgende lov blev anvendt, da principmeddelelsen blev truffet:

–

Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel – Lov nr. 566 af 9. juni 2006 - § 9, § 10 og § 21.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en kvinde, der fødte den 17. december 2003. Efterfølgende havde kvinden fået forlænget barselsorloven med 14 uger, således at den skulle udløbe den 9. februar 2005. Da kvinden forventede at skulle føde den 12. januar 2005, ønskede hun at afbryde sin barsel den 3. november 2004 med henblik på at afholde ferie og overgå til ny barsel. Kvinden søgte kommunen om at få efterreguleret de nedsatte barselsdagpenge på grund af afbrydelsen af orloven.

Den 10. november 2004 tiltrådte det sociale nævn kommunens afgørelse om afslag på efterregulering af nedsatte dagpenge efter dagældende lov om dagpenge ved sygdom og fødsel, § 13, stk. 4, (nu lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, §§ 9, 10 og 21). Nævnet henviste bl.a. til Ankestyrelsens afgørelse, der var offentliggjort som Principafgørelse D-7-04 om afslag på efterregulering af barselsdagpenge.

Ansøgeren anlagde sag ved Vestre Landsret. Ankestyrelsen indtrådte som biintervenient til støtte for det sociale nævn.

Sagsøger havde principalt nedlagt påstand om, at det sociale nævn skulle anerkende, at hun var berettiget til at få efterreguleret barselsdagpenge udbetalt af kommunen for perioden fra 25. september 2004 til 3. november 2004 med 31.200 kr., så hun i den pågældende periode i alt fik udbetalt et beløb, svarende til den på daværende tidspunkt gældende maksimale dagpengesats for 32 uger, med procesrenter fra sagens anlæg.

Subsidiært skulle det sociale nævn anerkende, at hun var berettiget til at få efterreguleret barselsdagpenge udbetalt fra kommunen med 8.775 kr., så hun i alt fik udbetalt et beløb svarende til den på daværende tidspunkt gældende maksimale dagpengesats fra den 1. september 2004, hvor kommunen fik meddelelse om, at den forlængede dagpengeperiode ikke ville blive udnyttet, til den 3. november 2004 med procesrenter fra sagens anlæg.

Det sociale nævn påstod frifindelse.

Vestre Landsret afsagde dom den 23. februar 2006.

Vestre Landsret gav sagsøger medhold i den subsidiære påstand med følgende bemærkninger.

Der er hverken i loven, dens forarbejder eller i bekendtgørelsen om dagpenge taget stilling til det foreliggende spørgsmål om efterregulering og ændret dagpengeudbetaling.

Kommunens afgørelse om nedsatte dagpenge blev truffet efter sagsøgerens valg af forlængelse af orloven med 14 uger og var i overensstemmelse med reglerne herom i lovens § 13, stk. 4, således at hun fik udbetalt de beløb, som hun på dette grundlag havde krav på. Det forhold, at hun senere som følge af ny graviditet ønskede at afslutte orloven tidligere end meddelt, fandtes - i mangel af udtrykkelige regler herom - på den anførte baggrund ikke at kunne føre til, at der kunne kræves omberegning og efterbetaling af yderligere dagpenge i forhold til de da allerede skete, lovligt fastsatte udbetalinger. Der var derfor ikke grundlag for at tage sagsøgers principale påstand til følge.

Da sagsøger meddelte, at hun ville afslutte orloven ved udløb af 32-ugersperioden, ville udbetaling af fulde dagpenge i den resterende del af denne periode ikke indebære, at hun ville få udbetalt større beløb end svarende til, hvad hun efter lovens almindelige regel i § 13, stk. 2, ville have krav på. Anmodningen om forlængelsen kunne efter dagpengebekendtgørelsens § 36 d, stk. 1, have været fremsat på ethvert tidspunkt inden for 32-ugersperioden. Sagsøger måtte anses inden udløb af denne periode at have givet afkald på den forlængelse, som begrundede nedsættelsen af dagpengene efter § 13, stk. 4. Landsretten fandt på denne baggrund uanset udformningen af lovens § 13, stk. 4, og af dagpengebekendtgørelsen ikke tilstrækkelige holdepunkter for, at en sådan adgang til fremtidig regulering kunne nægtes. Dette resultat fandtes også bedst stemmende med lovmotivernes bemærkninger om fleksibilitet.

Afgørelse:

Højesteret ændrede Landsrettens afgørelse.

Højesteret lagde vægt på, at den dagældende lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel § 13, stk. 2 og 4, gav ret til en samlet dagpengeudbetaling svarende til det beløb, der ville kunne udbetales i 32 uger, uanset om orloven blev holdt i 32 uger eller blev forlænget til 46 uger. Hverken den dagældende lov, dens forarbejder eller almindelige forvaltningsretlige grundsætninger gav holdepunkter for, at den dagpengeberettigedes meddelelse om at ville holde 14 ugers orlov ud over de 32 uger var bindende i den forstand, at retten til at modtage det fulde dagpengebeløb svarende til 32 uger var mistet, når den pågældende senere besluttede kun at holde orlov i 32 uger. Herefter og idet Højesteret i øvrigt fandt dette resultat bedst stemmende med den overordnede hensigt om fleksibiliteten bag lovændringen i 2002, tog Højesteret appellantens påstand til følge.

Thi kendes for ret:

Det sociale nævn skulle anerkende, at appellanten var berettiget til at få efterreguleret barselsdagpenge udbetalt fra kommunen for perioden 24. marts til 3. november, således at hun i perioden i alt fik et beløb svarende til den dagældende maksimale dagpengesats for 32 uger med procesrente fra 30. april 2005.

Sag nr. 6.

Tidligere principafgørelse 55-10, j.

nr. 7200161-09.

Følgende lov blev anvendt, da principmeddelelsen blev truffet:

–

Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel – lovbekendtgørelse nr. 1084 af 13. november 2009 - § 21, § 9 og § 10.

Afgørelse:

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i sag om efterregulering af barselsdagpenge til NN

Resultatet er:

–

Kommunen skal efterregulere barselsdagpengene til NN efter fødsel 19. december 2005, så der samlet udbetales et beløb, der svarer til maksimale dagpengesats for 32 uger.

Vi er således kommet til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen V.

Begrundelsen for afgørelsen

NN har ret til efterregulering af dagpengebeløbet efter lov om dagpenge ved sygdom og fødsel, så hun samlet får udbetalt et beløb svarende til fulde dagpenge i 32 uger for orlovsperioden efter barn født den 19. december 2005.

Vi har lagt vægt på, at det forhold, at NN tidligere havde ønsket at udstrække perioden med barselsdagpenge og derfor havde modtaget nedsatte sygedagpenge i 32 uger og var påbegyndt forlængelsen, ikke kan føre til, at hun afskæres fra at afbryde den forlængede orlov med nedsatte dagpenge og derefter opnå ret til et samlet beløb svarende til fulde dagpenge i 32 uger.

Vi har også lagt vægt på, at det samlede dagpengebeløb, når perioden udstrækkes, udgør det beløb, der ville kunne udbetales for 32 uger.

Vi henviser til principafgørelse D-7-08 om en Højesteretsdom i en situation, hvor en kvinde meddelte kommunen, at hun ville gøre brug af den retsbaserede forlængelse af barselsdagpenge, men efterfølgende meddelte, at hun alligevel kun ville holde 32 ugers barsel. Højesteret fandt, at kvinden var berettiget til at få efterreguleret barselsdagpengene, så hun ville få udbetalt et beløb svarende til den på daværende tidspunkt gældende maksimale dagpengesats for 32 uger. Højesteret lagde vægt på, at hverken den dagældende lov, dens forarbejder eller almindelige forvaltningsretlige grundsætninger gav holdepunkter for, at den dagpengeberettigedes meddelelse om at ville holde 14 ugers orlov ud over de 32 uger var bindende i den forstand, at retten til at modtage det fulde dagpengebeløb svarende til 32 uger var mistet, når den pågældende senere besluttede kun at holde orlov i 32 uger.

Vi henviser også til principafgørelse 251-09, hvor barselsdagpengenes størrelse uanset en administrativ fejl svarede til fulde dagpenge i 32 uger.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

–

De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

–

Nævnets afgørelse af 28. maj 2009.

–

Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 18. juni 2009.

–

Nævnets genvurdering

Det fremgår af sagen, at kommunen efter fødsel den 19. december 2005 havde meddelt NN at hun havde ret til orlov til 6. november 2006. Den 31. marts 2006 meddelte NN til kommunen, at hun ønskede at forlænge orloven med 8 uger. Herefter blev orloven forlænget til 1. januar 2007 og dagpengene blev udstrakt til hele perioden.

Den 6. september 2006 meddelte ansøger til kommunen, at hun var gravid igen og spurgte blandt andet om hun kunne rette forlængelsen tilbage. Kommunen meddelte, at hun ikke havde mulighed for at få udbetalt op til fulde dagpenge fra marts til henvendelsen, men blot for de sidste 2 måneder.

Ansøgeren fortsatte herefter sin orlov med nedsatte dagpenge til 4. december 2007.

A Kommune meddelte i 2008 NN afslag på at afholde udskudt orlov i 4 uger, som var til rest af forlænget orlov, der ikke var afholdt i 2006 på grund af ny barsel.

Beskæftigelsesankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse med henvisning til, at muligheden for at afholde udskudt orlov med dagpenge kun gælder beskæftigede lønmodtagere. Beskæftigelsesankenævnet fandt herefter ansøger berettiget til efterregulering, så hun samlet får et beløb svarende til den dagældende maksimale dagpengesats for 32 uger og anmodede kommunen om at genoptage sagen med efterregulering af det dagpengebeløb, der var udbetalt under forældreorlov. Nævnet begrundede afgørelsen med henvisning til principafgørelse D-7-08 og fandt at sagen skulle afgøres i overensstemmelse med den i principafgørelsen citerede Højesteretsdom, selvom den først er afsagt efter ansøgerens afholdelse af orlov.

Kommunen har klaget over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at ansøgeren i Højesteretsdommen ikke var påbegyndt den forlængede barselsperiode, da ønsket om ændring blev fremsat.

Nævnet har ved genvurdering bemærket, at nævnet forstår Højesteretsdommen således, at der er krav på efterregulering af dagpengebeløbet, når der er afholdt 32 ugers forældreorlov eller mere og der samlet er udbetalt barselsdagpenge svarende til mindre end det maksimale dagpengebeløb for 32 uger.

Formålet med behandlingen af sagen

Vi har behandlet sagen som supplement til D-7-08 om efterregulering af nedsatte barselsdagpenge efter afkald på retsbaseret forlængelse af dagpengeperioden.