Ankestyrelsens principmeddelelse 7-23 om - ligedeling af orlov - øremærket orlov - lønmodtagere - selvstændig erhvervsdrivende - ledige - overdragelse af orlov - barselsdagpenge
Beskrivelse
Principmeddelelsen fastslårOrlov med ret til barselsdagpenge for forældre til børn født eller modtaget den 2. august 2022 eller senere ligedeles som udgangspunkt mellem forældrene, når de bor sammen på fødselstidspunktet. Forældrene kan dog i et vist...
Journalnummer
22-58543
Indhold
Afgørelse
Du har klaget over Udbetaling Danmarks afgørelse om ændring af datoen for din sidste orlovsdag. Udbetaling Danmark afgjorde sagen den 18. november 2022.
Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
-Du har ikke ret til yderligere orlov med barselsdagpenge efter den 7. juli 2023.
Det betyder, at vi stadfæster Udbetaling Danmarks afgørelse, og at afgørelsen ikke ændres.
Vi beklager den lange sagsbehandlingstid.
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at barnets anden forælder er lønmodtager og derfor omfattet af reglerne om øremærket orlov.
Du har derfor ikke ret til yderligere orlov med barselsdagpenge efter den 7. juli 2023.
Hvad er afgørende for resultatet
Dit barn er født den 23. oktober 2022, og du og barnets far boede sammen på fødselstidspunktet. Du og barnets far er derfor omfattet af reglerne om ligedeling af orlov mellem forældre og øremærket orlov for lønmodtagere.
Barnets far anmodede den 29. oktober 2022 om at overdrage 13 ugers orlov til dig. Han oplyste i den forbindelse, at hans beskæftigelsesmæssige status er lønmodtager.
Den 31. oktober 2022 anmodede barnets far om overdragelse af yderligere 9 uger til dig. Han oplyste i den forbindelse, at hans beskæftigelsesmæssige status er ”andet”.
Den 9. november 2022 anmeldte barnets fars arbejdsgiver, at barnets far havde afholdt fædreorlov med løn i perioden 24. oktober – 6. november 2022, og arbejdsgiveren anmodede i den forbindelse om refusion af barselsdagpenge. Arbejdsgiver blev tilkendt refusion af barselsdagpenge for den ansøgte periode.
Ankestyrelsen har i barnets fars sag fastholdt, at han er lønmodtager og ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelserne for forældre ansat i eget aktie- eller anpartsselskab. Han kan som lønmodtager ikke overdrage ugerne til dig og afholder han ikke selv de 9 ugers orlov med barselsdagpenge, vil ugerne bortfalde.
Det betyder, at du ikke har ret til yderligere orlov efter den 7. juli 2023, hvilket er 37 uger.
Vi er opmærksomme på, at du i forbindelse med din klage har oplyst, at du ønsker at få overdraget de 9 ugers orlov, som barnets far ikke har mulighed for at afholde, da han er selvstændig. Han kan ikke medbringe barnet på arbejde eller lukke ned i 9 uger, og ingen af jer ønsker at aflevere barnet i institution i en alder af otte måneder. Det ændrer ikke ved resultatet, fordi barnets far har en lønindtægt og ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelserne for lønmodtagere ansat i eget aktie- eller anpartsselskab.
Om reglerne
Ligedeling af orloven, når forældrene bor sammen på fødselstidspunktet
For forældre til børn, der er født eller modtaget fra den 2. august 2022 ligedeles orloven med 24 uger til mor og 24 uger til far/medmor.
Forældrene kan overdrage orlov til hinanden
Hver forælder kan overdrage det antal uger med ret til barselsdagpenge, som ikke er øremærket den pågældende, til den anden forælder.
-Lønmodtagere
En mor, der er lønmodtager, kan overdrage 5 ugers forældreorlov med barselsdagpenge til far/medmor. En mor, der er lønmodtager kan overdrage 8 ugers barselsorlov, og kan derfor overdrage op til 13 ugers orlov til far/medmor.
En far/medmor, der er lønmodtager, kan vælge at overdrage op til 13 ugers forældreorlov med barselsdagpenge til mor.
-Selvstændige erhvervsdrivende
En mor, der er selvstændig erhvervsdrivende, kan vælge af overdrage 14 ugers forældreorlov med barselsdagpenge til far/medmor. En mor, der er selvstændig erhvervsdrivende kan overdrage 8 ugers barselsorlov og dermed i alt overdrage 22 ugers orlov til far/medmor.
En far/medmor, der er selvstændig erhvervsdrivende, kan vælge at overdrage 22 ugers forældreorlov til mor.
-Ledige
En mor, der er ledig, kan overdrage op til 14 ugers forældreorlov med barselsdagpenge til far/medmor. En mor, der er ledig, vil ikke kunne stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet og modtage arbejdsløshedsdagpenge i de første 10 uger efter fødslen. En mor, der er ledig, kan derfor ikke overdrage 8 ugers barselsorlov.
En far/medmor, der er ledig, kan vælge at overdrage 22 ugers forældreorlov til mor.
Øremærket orlov til lønmodtagere
For forældre, der er lønmodtagere, er de 9 ugers barselsdagpenge øremærket orlov. At de 9 ugers barselsdagpenge er øremærket for lønmodtageren betyder dels, at lønmodtageren ikke kan overdrage ugerne til den anden forælder og dels, at hvis lønmodtageren ikke selv holder 9 ugers orlov med barselsdagpenge, vil ugerne bortfalde.
Det er forælderens arbejdsmæssige status på overdragelsestidspunktet, som er afgørende for, om forælderen er omfattet af reglerne om øremærket orlov.
De 9 ugers øremærket orlov med ret til barselsdagpenge skal som udgangspunkt være afholdt, inden barnet fylder 1 år.
Borgers oplysningspligt
Myndigheden kan anmode personer, der søger om eller får hjælp, om at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de er berettiget til.
Personer, der får hjælp, har pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-12-04
For at yde støtte til bil og merudgifter til voksne efter serviceloven skal borgeren have en varig nedsættelse af funktionsevnen, som ikke kan forbedres ved behandling. En kommune kan i sager om merudgifter og støtte til køb af bil som udgangspunkt s...
Udgivet: 2013-07-10
Kontanthjælp til en gift ansøger kunne ikke bringes til ophør alene med den begrundelse, at ægtefællen opholdt sig i udlandet. Ydelsen skulle derfor genoprettes indtil kommunen havde truffet en ny gyldig afgørelse om berettigelsen til kontanthjælp. D...
Udgivet: 2013-07-11
Modtager af børnetilskud skulle ikke tilbagebetale ydelser, som var modtaget uberettiget. Oplysningerne på en ansøgningsblanket fandtes ikke at opfylde retssikkerhedslovens krav om at kommunen skal give ansøgeren skriftlig besked om oplysningspligten...