Ankestyrelsens principafgørelse R-10-01
Beskrivelse
Modtager af børnetilskud skulle ikke tilbagebetale ydelser, som var modtaget uberettiget. Oplysningerne på en ansøgningsblanket fandtes ikke at opfylde retssikkerhedslovens krav om at kommunen skal give ansøgeren skriftlig besked om oplysningspligten...
Journalnummer
J.nr.: 370003-01
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr 1017 af 17. november 2000 - § 24, stk. 1 og § 24, stk. 2
- Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 11, stk. 2
Afgørelse
Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke var berettiget til at kræve ordinært og ekstra børnetilskud for oktober kvartal 1999 og januar kvartal 2000 tilbagebetalt, uanset at manden ikke var berettiget til at modtage ydelserne.
Ankestyrelsen fandt det godtgjort, at han i den omhandlede periode ikke havde været reelt enlig, da han på dette tidspunkt var gift, og adskillelsen fra ægtefællen ikke skyldtes uoverensstemmelse, jf. Ankestyrelsens praksis beskrevet i SM B-8-96.
Ankestyrelsen fandt det imidlertid ikke godtgjort, at han havde modtaget børnetilskud mod bedre vidende, jf. børnetilskudslovens § 24, stk. 2.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at kommunen ikke fandtes at have vejledt modtager tilstrækkeligt i overensstemmelse med retssikkerhedslovens § 11, stk. 2, hvoraf det fremgår, at kommunen skal orientere skriftligt om ydelsesmodtageres pligt til at give oplysninger, om hvilke typer af ændringer, der kan have betydning for hjælpen og om konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne.
Ankestyrelsen fandt det således ikke tilstrækkeligt til at statuere ond tro, at manden på ansøgningsskemaet havde anført sin civilstand, der på ansøgningstidspunktet var "fraskilt". Ankestyrelsen fandt det videre ikke godtgjort, at han havde tilsidesat oplysningspligten ved ikke at have oplyst kommunen om indgåelse af ægteskab i juli 1999, førend hustruen kom til landet i januar 2000.
Ankestyrelsen var ikke enig med nævnet og kommunen i opfattelsen af, at manden på baggrund af ansøgningsblankettens udformning burde have vidst, at hans civilstatus havde betydning for berettigelsen til børnetilskud. Ved denne vurdering lagde Ankestyrelsen særlig vægt på, at blanketten ikke angav indgåelse af ægteskab som en begivenhed, der var pligt til at underrette forvaltningen om. Blanketten omhandlede alene specifik angivelse af, hvornår der forelå et samliv i lovens forstand, hvilket der i mandens tilfælde først gjorde i januar 2000.
Blanketten fandtes derfor ikke at kunne udfylde den efter indførelsen af retssikkerhedsloven skærpede vejledningspligt, der påhviler kommunen efter retssikkerhedslovens § 11, stk. 2.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.
Information
- Ved ansøgning om ordinært og ekstra børnetilskud markerede ansøger på ansøgningsblanketten, at hans civilstand var "fraskilt". Han blev bevilliget børnetilskud med virkning fra juli kvartal 1999, og ydelsen blev udbetalt første gang den 20. juli 1999.
- I slutningen af juli 1999 blev manden gift i udlandet. Hustruen blev i udlandet, mens han vendte tilbage til Danmark. I starten af januar 2000 kom hustruen til Danmark, hvor hun blev tilmeldt Folkeregistret.
- Herefter mødte manden i forvaltningen og fortalte, at han var blevet gift i juli måned 1999, og at hustruen nu var kommet til Danmark. Han afleverede særblanket med kryds ved, at han ikke længere var enlig forsørger.
- Ved senere møde i forvaltningen blev manden informeret om betingelserne for at modtage børnetilskud samt om, at der ville blive krævet tilbagebetaling. Forvaltningen traf samme dag skriftlig afgørelse om tilbagebetaling.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på uddybning af SM B-6-00, herunder om hvorvidt manden var i ond tro, og om han havde opfyldt sin oplysningspligt.
- Ankestyrelsen har også taget stilling til, hvilken betydning det har, at kommunen ikke har vejledt manden tilstrækkeligt i overensstemmelse med retssikkerhedslovens § 11, stk. 2.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
En kvinde, der havde modtaget sygedagpenge samtidig med, at hun gennemførte en erhvervsmæssig uddannelse og således havde tilsidesat sin oplysningspligt, havde ikke pligt til at tilbagebetale de sygedagpenge, hun havde modtaget med urette i uddannels...
Udgivet: 2013-07-11
Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om betydningen af formelle mangler for afgørelser om standsning af sygedagpenge. Der har i sagerne været mangler i form af bl.a. utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, manglende partshøring, utilstrækkelig opfølgning ...
Udgivet: 2017-09-21
Det følger af reglerne om børnetilskud, at der udbetales ordinært børnetilskud, når forældremyndighedsindehaveren er enlig forsørger. Der udbetales også et ekstra børnetilskud, hvis der udbetales ordinært børnetilskud, og forældremyndighedsindehavere...