Ankestyrelsens principafgørelse 66-13

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i jeres sag om praksis vedrørende mellemkommunal refusion og handleforpligtelse, når efterværn afløses af et ophold i botilbud for voksne.

Resultatet er

• A Kommunes refusionstilsagn bortfaldt, da B Kommune bragte efterværnet til ophør

Det betyder, at B Kommunen er handle- og betalingskommune.

Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Det er en betingelse for at få refusion, at en af lovens betingelser er opfyldt.

Sagen opfylder ikke betingelsen i § 9c, stk. 9, fordi kommunens tilsagn vedrører efterværn og dette efterværn ophørte, da B Kommune traf afgørelse om optagelse i botilbud efter servicelovens § 107 i januar 2011.

Reglen om fortsat ret til refusion, hvis der ydes en anden type omfattende hjælp, gælder ikke refusion som følge af efterværn.

Det fremgår modsætningsvis af § 9c, stk. 9, som ikke henviser til stk. 3 om efterværn.

Vi har ikke taget stilling til, om afgørelsen i 2007 om efterværn var korrekt. Vi bemærker dog, at efterværn ydes for at hjælpe den unge til en bedre overgang til voksenlivet, og at bevillingen forudsætter, at den unge kan få noget ud af efterværnet. Der skal derfor være udsigt til en positiv udvikling i efterværnet, men det er ikke et krav, at den unge skal blive helt selvhjulpen senest ved det fyldte 23. år. Principafgørelse 233-10 redegør for problemstillingen.

Kommunerne må forud for beslutning om efterværn være opmærksomme på, at der ikke er ret til efterværn, hvis en positiv udvikling ikke kan forventes.

Bemærkninger til nævnets afgørelse og genvurdering

Nævnet har i sagen anført, at den omstændighed, at det ved det 18. år vurderes, at borgeren vil kunne profitere af at forblive under “børneparagrafferne” i en periode, ikke skal være til hinder for, at efterværnskommunen fortsat har ret til refusion, når efterværn afløses af foranstaltninger efter § 107. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at det ikke er en forudsætning for at iværksætte efterværn, at det vurderes, at den unge efterfølgende vil kunne klare sig i egen bolig, men blot, at den unge vil kunne have gavn af fortsat at være under anbringelse.

Ankestyrelsen bemærker, at vi ikke er enige i denne vurdering. Der er tale om 2 hjælpeforanstaltninger til 2 forskellige persongrupper, og en person i efterværn vil almindeligvis ikke efterfølgende have behov for at blive optaget på et botilbud efter § 107. Hvis kommunerne er enige i, at der kan være tvivl om, hvilken persongruppe den unge tilhører, har kommunerne mulighed for at indgå aftale om fordeling af udgifterne jfr. § 9c, stk. 10.