Ankestyrelsens principafgørelse 90-10

Afgørelse i sag om refusion fra B Kommune vedrørende udgifter til anbringelse af NN.

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen om ret til refusion fra tidligere opholdskommune i en sag om anbringelse af et barn uden for hjemmet.

Resultatet er

• A kommune harret til refusion for de udgifter, der er forbundet med anbringelse afNN uden for hjemmet

Det betyder, at B Kommune skal refundere A kommunes udgifter ved anbringelse.

Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY.

Det er Ankestyrelsens opfattelse, atB Kommune i marts 2006 var bekendt med de forhold, som i hjemmet og hosNN gav grundlag for anbringelse af NN uden for hjemmet. Det er også Ankestyrelsens opfattelse, atB Kommune udviste passivitet ved ikke inden familiens flytning fra kommunen i marts 2006 at søgeNN anbragt uden for hjemmet.

Ankestyrelsen vurderer, atB Kommune har udvist passivitet i en sådan grad, at det kan begrunde en refusionspligt.

Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at familiens og NNs forhold over en længere årrække var kendt af kommunen. Der er løbende tilgåetB Kommune oplysninger om forhold, som kunne give anledning til bekymring for om der var risiko forNNs sundhed og udvikling ved ophold i hjemmet. Bl.a. fremgår det af sagen, at det af pædagogisk psykologisk rapport fra februar 2002, atNNs udvikling var truet, hvis ikke problemerne med NNs storebror blev afhjulpet. Det er Ankestyrelsens opfattelse, at NNs storebrors problemer ikke blev afhjulpet i hjemmet.

Det er yderligere Ankestyrelsen vurdering, at der på baggrund af de vanskeligheder, der er beskrevet hos NN sammenholdt med oplysningerne om forældrenes manglende ressourcer og forholdene i hjemmet i øvrigt, allerede inden marts 2006 var et klart børnesagkyndigt grundlag for at anbringe NN uden for hjemmet, og der på det tidspunkt var åbenbar grund til at gribe ind for at støtte NN.

Ankestyrelsen er opmærksom på, atB Kommune i sommeren 2005 iværksatte en forældreevneundersøgelse af forældrene, og at denne undersøgelse, som først blev afsluttet efter moderens flytning tilA Kommune. Denne undersøgelse underbyggerNNs behov for behandling og anbringelse uden for hjemmet. Undersøgelsen var efter Ankestyrelsens opfattelse dog ikke nødvendig for at dokumentere NNs behov for anbringelse.

B Kommune ville ved udarbejdelse af en undersøgelse efter den dagældende servicelovs § 38 have haft tilstrækkeligt grundlag for at træffe afgørelse om anbringelse afNN uden for hjemmet med eller uden samtykke fra forældrene.

Det fremgår af sagen, at forældrene ophævede samlivet i marts 2006, hvor moderen flyttede fra hjemmet sammen med NN. Faderen blev boende iB Kommune.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen foretaget en samlet vurdering af oplysningerne i sagen omNN og forholdene i hjemmet.

Det fremgår bl.a. af sagen, at der foreligger psykologisk undersøgelse af moren fra den 30. april 1997 ved klinisk psykolog P. Det fremgår, at hun begavelsesmæssigt var placeret nederst i området inferioritas intellektualis.

Af udtalelse fraX Amt Børn- og Ungeafdelingen vurderedes det, at såvelNNs storbrorssomNNs sundhed og udvikling var i alvorlig risiko for at lide skade, og begge børn havde udviklet et særligt behov for støtte. En støtte som en undersøgelse af det faktiske samspil mellem forældre og børn måtte vise, om forældrene kunne imødekomme under børnenes fortsatte ophold i hjemmet.

Af forældreevneundersøgelse af 6. januar 2001 fra cand.psych. , klinisk psykologQ fremgår det, at forældrene vurderedes at kunne varetage NNs behov, men atNNs udvikling var truet, hvis problemerne med storebroderen ikke blev afhjulpet. Storebroderens vanskeligheder skønnedes at være i et sådant omfang, at han havde brug for et professionelt pædagogisk behandlingsmiljø.

Undersøgelsen førte ikke til, at storebroren blev anbragt uden for hjemmet.

Af pædagogisk psykologisk rapport af 4. januar 2002 fra cand. psych. R fremgår det, atNN ikke var alderssvarende, der sås forsinket udvikling. Det var dog meget stor parathed til videreudvikling. NNs vanskeligheder gjorde det vanskeligt for ham at planlægge og overskue en situation. Han havde i det daglige ikke brug for brede valg, idet han ikke kunne overskue dette. NN samarbejdede endog meget positivt, når det var tydeligt, hvad man ville have ham til. NN bad ikke selv om hjælp, når noget var for vanskeligt. NN syntes at have ringe selvtillid. NNs sprog var med tydelig kommunikationshensigt, men han udtrykte sig ikke særlig meget, hvilket gjorde ham uforudsigelig for jævnaldrende. Han havde begyndende sociale kompetencer, men han havde tydeligt brug for at disse blev understøttet og udbygget. NNs koncentration syntes at blive afledt af uro og konflikter, ligesom det under urolige forhold var svært for ham at finde ud af, hvad der var hans opgave. NN var en dreng hvis udvikling bedst ville blive tilgodeset i en mindre enhed, idet man her kunne give ham den fornødne støtte, og idet man ville kunne skabe ro omkring ham.

Yderligere fremgår det af sagen, at psykologS havde arbejdet med NNs storebror i en periode og undersøgt storebroderen i april 2005. Psykologen beskriver storebroderen som en meget skadet dreng. Enten havde han set nogen blive seksuelt misbrugt eller også var han selv blevet misbrugt, muligvis også aktuelt. Han havde ikke meget lyst på livet og psykologen oplevede storebroderen som selvmordstruet. Han signalerede nærmest, at han ville fjernes hjemmefra. Fra tværfagligt møde fremgår det, at psykologS fornemmede, at der herskede en normløshed og grænseløshed i hjemmet. Yderligere fremgår det, at psykologen oplevede, at moderen konstant kom med selvmodsigende udtalelser.

BKommune besluttede herefter at iværksætte en psykologisk undersøgelse af forældrenes forældreevne.

Det bemærkes, at Ankestyrelsen er bekendt med, at der er oplysninger om, at moderen i en kortere periode i marts 2006 havde ophold i byen Y. Ankestyrelsen finder dog ikke dette ophold relevant i forhold til B Kommunes forpligtelse tilrefusion.