Ankestyrelsens principafgørelse 89-10

GældendeÅr: 2010Udgivet: 2013-07-10

Beskrivelse

Tilflytningskommunens bevilling af socialpædagogisk hjælp i 15 timer ugentlig betød ikke, at fraflytningskommunen havde pligt til at yde refusion for udgifter vedrørende en borger, der var flyttet i eget hjem. Hjælpen var ikke af et sådant omfang, at...

Journalnummer

J.nr.: 3800024-09

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 1203 af 10. december 2009 - § 9c, stk. 2

Afgørelse

Afgørelse i sag om refusion af udgifter vedrørende NN.

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse om, hvorvidt B Kommune skal pålægges at yde refusion af udgifter vedrørende NN.

Resultatet er

•A Kommune har ikke ret til refusion af udgifter vedrørende NN.

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY.

Begrundelse for afgørelsen

En opholdskommune har ret til refusion, hvis en tidligere kommune eller anden offentlig myndighed medvirker til, at personen får ophold i en bolig eller boform, der træder i stedet for eller kan sidestilles med boformer mv. til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter servicelovens § 107-10.

Vi finder ikke, at NN er flyttet til en bolig, som træder i stedet for og kan sidestilles med en boform til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Vi har lagt vægt på, at NN er flyttet til en selvstændig bolig.

Vi har videre lagt vægt på, at der ikke er ydet støtte- og hjælpeforanstaltninger i form af praktisk hjælp og støtte og særlige plejeforanstaltninger ved tilknyttet personale af en art og i en sådan størrelsesorden, som normalt karakteriserer et botilbud eller en boform.

Vi er opmærksom på, at A Kommune har bevilget socialpædagogisk støtte i 15 timer ugentligt. Vi finder dog ikke, at der er tale om så omfattende hjælpeforanstaltninger, at boligen kan sidestilles med et botilbud efter serviceloven.

Vi skal bemærke, at B Kommune må antages at have medvirket til, at NN har fået ophold i A Kommune. Vi har lagt til grund, at personale i B Kommune har ydet hjælp til at skaffe NN en lejlighed i A Kommune.

B Kommunes medvirken bevirker dog ikke, at kommunen kan pålægges refusion til A Kommune.

Information

  • Vi har afgjort sagen på grundlag af:
  • • De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
  • • Nævnets afgørelse af 25. maj 2009
  • • Klagen til Ankestyrelsen af 30. maj 2009
  • • Nævnets genvurdering
  • Sagen drejer sig om en person, som har været misbruger siden sit 15. år, og som er meget dårligt seende. Hun har tidligere haft ophold på institution, og hun boede før flytning til egen bolig i G, der var en institution for socialt utilpassede, ofte med misbrugsproblemer.
  • Institutionen blev lukket på grund af problematiske forhold, og borgeren har fået hjælp til at finde en anden bolig af en sagsbehandler i B Kommune.
  • A Kommune har bevilget støtte 15 timer ugentlig efter servicelovens § 85, som drejer sig om socialpædagogisk hjælp.
  • B Kommune afslog at yde A Kommune refusion for udgifter vedrørende borgeren.
  • Afgørelsen var begrundet med, at der ikke var tale om en boform, men om en reel privat bolig, der ikke var omfattet af § 9c, stk. 2, nr. 2 i Retssikkerhedsloven.
  • Det sociale nævn tiltrådte B Kommunes afgørelse om afslag på refusion.
  • Begrundelsen var, at borgeren ikke havde ophold i et botilbud som nævnt i Retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2.
  • A Kommune har anket nævnets afgørelse. A Kommune vurderer, at B Kommune har medvirket til flytningen. Kommunen vurderer, at ydelse af 15 støttetimer ugentligt er at sidestille med ophold i boform.

Metadata

Retsområder

Retssikkerhedsloven

Nøgleord

Egen boligHjælpebehovSocialpædagogisk støtteFlytningMellemkommunal refusionBoform

Paragraffer

§ 85§ 9c§ 107

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse 252-10

Udgivet: 2013-07-10

En borgers ophold i egen bolig med 15 timers personlig støtte ugentlig og fri adgang til faciliteter og personale i et støttecenter for døve gav opholdskommunen ret til refusion for udgifter vedrørende borgeren. De socialpædagogiske støttetimer og ad...

Ankestyrelsens principafgørelse 119-12

Udgivet: 2013-07-10

Betaling af anonym kvindes ophold på krisecenter skulle afgøres efter reglerne i retssikkerhedslovens § 9, stk. 7. En pligt for en kommune til at betale for udgifterne til støtte til en borger kræver normalt, at borgeren kan identificeres af den beta...

Ankestyrelsens principafgørelse 70-16

Udgivet: 2016-11-02

En kommune, der anbringer et barn uden for hjemmet, kan efter retssikkerhedsloven have ret til refusion af udgifter til anbringelsen fra en tidligere opholdskommune. Udgifter til en forældreevneundersøgelse er en administrativ udgift, som ikke kan da...