Ankestyrelsens principafgørelse R-1-07
Beskrivelse
A kommune havde ikke udvist passivitet i en sådan grad, at B kommune kunne kræve refusion for udgifter til anbringelse af et barn uden for hjemmet. Ankestyrelsen lagde vægt på, at A kommune havde været i tæt og udvidet kontakt med familien, og på bag...
Journalnummer
J.nr.: 3800100-06
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 56 af 18. januar 2007 - § 9c, stk. 1
Afgørelse
Ankestyrelsen fandt ikke, at A kommune havde udvist passivitet i en sådan grad, at der kunne kræves refusion for udgifter til anbringelse uden for hjemmet af barnet.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 5, 1. pkt., at opholdskommunen har ret til refusion, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i stk. 2-4 og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrundet tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at A kommune var bekendt med, at der var tale om en familie med vanskeligheder, og at A kommune forsøgte at støtte barnet ved tæt sundhedsplejerskekontakt.
Kommunen fulgte barnets udvikling via sundhedsplejerskens notater, hvoraf det bl.a. fremgik, at barnet udviklede sig motorisk, snakkede alderssvarende o.lign. Desuden havde kommunen haft kontakt til egen læge, som ikke havde bemærkninger.
Ankestyrelsen lagde således vægt på, at A kommune havde været opmærksom på familien, som kommunen havde været i tæt og udvidet kontakt med, og på baggrund af de foreliggende oplysninger havde vurderet, at barnet ikke udviste tegn på at være stærkt skadet eller alvorligt truet i sin udvikling.
Det var ikke godtgjort, at det var åbenbart, at A kommune burde have grebet yderligere ind.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.
Information
- Et forældrepar flyttede i december 2004 til A kommune. Parret ventede barn, og kvinden var henvist til svangreomsorg og fødsel på grund af mistanke om alkoholforbrug. Desuden var hun mødt ustabilt til svangerundersøgelse. Hospitalet kontaktede A kommune og opfordrede til samarbejde for at sikre det kommende barns trivsel.
- I februar 2005 indberettede hospitalet til A kommune, at der ved barnets fødsel eventuelt kunne blive behov for at tvangstilbageholde barnet med henblik på observation. Der var mistanke om vækstretardering og anden skade som følge af kvindens forbrug af alkohol under graviditeten.
- Barnet blev født ca. 3 uger før forventet fødsel med en fødselsvægt på 2350 g. Det var indlagt 2 uger til observation for alkoholsyndrom. På grund af udeblivelse fra kontrol i børneambulatoriet afsluttedes sagen, og kommunen blev opfordret til at foretage den fornødne opfølgning af barnets udvikling og trivsel
- I maj 2005 blev forældrene og barnet i et døgn anbragt på en institution af Den Sociale Døgnvagt på grund af forældrenes berusede tilstand. Efterfølgende blev sundhedsplejersken anmodet om at komme oftere i familien.
- Sundhedsplejersken udtalte, at forældrene var interesserede i besøg, og at barnet udviklede sig normalt. I forbindelse med alkohol var der vold i familien, hvor manden slog kvinden.
- I januar 2006 flyttede familien til B kommune.
- I februar 2006 blev kvinden indskrevet akut sammen med barnet på en familieinstitution, efter at manden havde slået hende.
- B kommune anmodede om refusionstilsagn vedrørende barnet på grund af udvist passivitet, idet kommunen fandt, at A kommune havde forsømt opfølgning af modtagne underretninger sammenholdt med begge forældres alkoholmisbrug og de alvorlige følger, som misbruget havde for barnet.
- A kommune gav afslag på refusion, idet kommunen vurderede, at barnet, da det boede i A kommune, ikke udviste tegn på at være stærkt skadet og alvorligt truet i sin udvikling. Der var lagt vægt på et notat af 13. december 2005 fra sundhedsplejersken, hvor det bl.a. fremgik, at barnet var fint med til BOEL test, reagerede hurtigt og snakkede alderssvarende.
- Det var A kommunes vurdering, at der ikke havde været udvist passivitet over for barnets udvikling og trivsel og derfor meddeltes afslag på refusionstilsagn af udgifterne ved en evt. kommende anbringelse af barnet.
- B kommune besluttede, at der skulle foretages en forældreevneundersøgelse. På baggrund af undersøgelsen blev barnet anbragt uden for hjemmet den 5. maj 2006.
- Det sociale nævn stadfæstelse A kommunes afgørelse.
- Nævnet fandt, at A kommune ikke havde udvist passivitet i en sådan grad, at retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 5, 1. punkt kunne finde anvendelse.
- B kommune ankede nævnets afgørelse.
- Kommunen anførte bl.a., at A kommune havde pligt til, når det måtte antages, at et barn trængte til særlig støtte, at undersøge barnets forhold nærmere. A kommune havde ifølge kommunens sagsakter været vidende om, at barnets mor havde indtaget alkohol under graviditeten. A kommune havde endvidere været vidende om problemer i hjemmet i forhold til vold og misbrug hos begge forældre.
- B kommune vurderede ikke, at A kommune havde taget disse henvendelser seriøst ved bare at udvide kontakten til sundhedsplejersken.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at få belyst praksis af reglen om passivitet i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 5, 1. pkt.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2016-10-11
Opholdskommunen har pligt til at yde borgeren hjælp. En person har opholdskommune, hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig. For at fastslå, hvilken kommune, der er opholdskommune, vil det ofte kræve, at der foretages en vurdering ...
Udgivet: 2013-12-04
Retten til refusion på grundlag af en beslutning om efterværn ophører, når efterværnet bringes til ophør Efterværn ydes for i en afgrænset periode at hjælpe den unge, der har været anbragt uden for hjemmet, til en bedre overgang til voksenlivet. En p...
Udgivet: 2013-07-10
En borgers ophold i egen bolig i et bofællesskab med fællesfaciliteter gav opholdskommunen ret til refusion for udgifter vedrørende borgeren. Borgeren var bevilget 15,5 times ugentlig personlig støtte samt beskyttet beskæftigelse 4 dage om ugen. Der ...