Ankestyrelsens principafgørelse U-32-01
Beskrivelse
Ankestyrelsen fandt, at en kvinde, der forretter tjeneste på værnepligtslignende vilkår, er omfattet af personkredsen i arbejdsskadesikringsloven. Begrundelsen for afgørelsen var, at der var etableret et ansættelsesforhold i lovens forstand mellem si...
Journalnummer
J.nr.: 105313-00
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 1
- Lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. - lov nr. 80 af 8. marts 1978 - § 1
Afgørelse
Ankestyrelsen fandt, at sikrede ved den anmeldte hændelse var omfattet af personkredsen i § 1, stk. 1, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade, og at sikrede således ikke var omfattet af personkredsen i § 1, i lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.
Efter § 1, i lov om erstatning til skadelidte værnepligtige er enhver, der
1) under aftjening af værnepligt, herunder som værnepligtig befalingsmand, ved forsvaret og civilforsvaret,
2) under aftjening af civil værnepligt,
3) under aftjening af værnepligt ved udførelse af bistandsarbejde i udviklingslande,
4) under tjeneste som frivillig i hjemmeværnet, jf. lov om hjemmeværnet § 6, nr. 1, litra b eller
5) under tjeneste som frivillig i civilforsvaret eller som udtaget til at forrette tjeneste inden for civilforsvaret, jf. lov om civilforsvaret §§ 11 og 12,
rammes af et ulykkestilfælde eller sygdom, der med rimelig sandsynlighed kan henføres til udførelsen af de pligter, der er forbundet med tjeneste, eller de forhold, hvorunder tjenesten foregår, berettiget til erstatning fra staten for følgerne heraf efter denne lov.
Efter § 1, stk. 1, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade er enhver, der mod løn eller som ulønnet medhjælp antages til i en arbejdsgivers tjeneste, varigt, midlertidigt eller forbigående at udføre arbejde her i landet, sikret mod følgerne af arbejdsskade, jf. § 9.
Begrundelsen for, at sikrede var omfattet af personkredsen i arbejdsskadesikringslovens § 1, stk. 1, var, at der var etableret et ansættelsesforhold i lovens forstand mellem sikrede og Forsvaret.
Ankestyrelsen fandt samtidig, at sikrede i oktober 1999 begyndte at forrette tjeneste på værnepligtslignende vilkår i henhold til en ansættelseskontrakt, der var udfærdiget af Forsvarsministeriet og de meniges organisationer.
Ved kontrakten forpligtede sikrede sig til at forrette tjeneste på værnepligslignende vilkår frem til den 31. maj 2000. Kontrakten indeholdt nøje bestemmelser om tjenestens omfang, sikredes rettigheder og pligter, samt tjenestestedets sanktionsbeføjelser ved manglende overholdelse af kontraktens bestemmelser.
Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om at henføre sikredes ansættelse under lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at § 1 i lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. indeholder en udtømmende opregning af, hvilke personer, der er omfattet af denne lov, og at kvinder, der forretter tjeneste på værnepligtslignende vilkår ikke er nævnt i denne bestemmelse.
Information
- Det fremgik af sagen, at en kvinde under tjeneste på værnepligtslignende vilkår på en kaserne vred om på knæet.
- Arbejdsskadestyrelsen afviste anerkendelse af den anmeldte hændelse i medfør af lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
- Sikrede klagede over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. I klagen var det bl.a. anført, at sikrede aldrig havde været konstabelelev, men at hun aftjente sin kvindelige værneret i 8 måneder på lige fod med de mænd, der aftjener 8 måneders værnepligt. Sikrede kom til skade på en sportsdag på kasernen. Deltagelse heri var en del af den daglige tjeneste. Sikrede havde ikke mulighed for at sige fra overfor deltagelse i en fodboldkamp.
- Ankestyrelsen indhentede sikredes ansættelseskontrakt med Forsvaret. Det fremgik, at sikrede var antaget til at forrette tjeneste på værnepligtslignende vilkår fra oktober 1999 til slutningen af oktober 2000. Det fremgik blandt andet af kontrakten, hvor og hvornår sikredes tjeneste skulle finde sted, påbegyndes og afsluttes. Kontrakten indeholdt endvidere bestemmelser om efterfølgende tjeneste, tjeneste under krig eller andre ekstraordinære forhold, løn, bonus og pensionsvilkår, ferieorlov og opsigelse.
- Forsvarskommandoen vedlagde i brev til Ankestyrelsen kopi af Forsvarsministeriets brev, hvoraf det fremgik, at kvinder, der er antaget på værnepligtslignende vilkår, er omfattet af lov om sikring mod følger af arbejdsskade, og at de skal vurderes efter denne lov i alle henseender.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en kvinde, der forretter tjeneste på værnepligtslignende vilkår er omfattet af personkredsen i lov om arbejdsskadeforsikring eller i lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2019-11-15
Principmeddelelsen er en sammenskrivning af 199-11, 200-11 og 201-11. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Meddelelsen har til formål at give et samlet billede af den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, og som fo...
Udgivet: 2016-09-09
Når en selvstændig erhvervsdrivende pådrager sig en arbejdsskade, og der skal træffes afgørelse om spørgsmålet om tab af erhvervsevne, tages der udgangspunkt i virksomhedens resultater og eventuel anden arbejdsfortjeneste før og efter arbejdsskaden. ...
Udgivet: 2013-07-11
Ankestyrelsen fandt, at retten til betaling af udgifter til behandling var at anse som ret til erstatning og dermed omfattet af forhold 4 i dispensationsbetingelserne, som de var beskrevet i SM U-24-01. Som forhold 4 i dispensationsbetingelserne var ...