Ankestyrelsens principafgørelse D-19-00

Lovhenvisninger

• Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2001 - § 3, stk. 1
• Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 31
• Note:
• *) SM D-34-91 ophæves

Afgørelse

Information

• Den 1. december 1999 traf kommunen afgørelse om afslag på refusion for den 6. oktober 1999 med den begrundelse, at lønmodtageren havde været ansat fra den 19. maj 1999 til og med den 15. september 1999 ved en institution i et amt, og derefter pr. 20. september 1999 ansat ved en anden institution i samme amt, som således i begge tilfælde blev anset som samme arbejdsgiver. Lønmodtageren kunne derfor ikke betragtes som nyansat i henhold til dagpengelovens § 3, stk. 1.
• Det fremgik af amtets brev af 22. december 1999, at der var foretaget en vidtrækkende decentralisering, som havde medført, at alle amtets institutioner betragtedes som selvstændige ansættelsesområder. Alle institutionsledere havde fået tillagt den fulde kompetence og ansvar inden for egen budgetramme, ansættelse og afsked af personale mm. Det fremgik endvidere af brevet, at Højesteret den 30. april 1998 (se Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 927-937) havde afsagt dom i en sag rejst af HK-Kommunal mod flere amter om optjening af opsigelsesanciennitet mm. Dommen anerkendte, at en institution med eget budget, egen ledelse og administration og med vidtgående kompetence på personaleområdet betragtedes som én arbejdsgiver, hvor anciennitet optjent gennem et tidligere ansættelsesforhold i en anden institution inden for samme amt ikke uden udtrykkelig eller stiltiende aftale herom ville kunne
• medregnes ved opgørelse af anciennitet i henhold til funktionærloven. Der var ikke i denne dom taget hensyn til, at lønnen administreres fra samme lønkontor - i princippet kunne hver enkelt institution vælge at få udbetalt løn via et andet (evt. privat) lønkontor. Der var heller ikke taget hensyn til, at lønnen udbetaltes over samme SE-nummer.
• Amtet havde endvidere henvist til SM D-13-99, ligesom de havde bemærket, at dagpengerefusion ikke gik i "fælles kasse" i amtet, men tilfaldt den institution, hvor medarbejderen, som dagpengene vedrørte, var ansat. Det var derfor amtets opfattelse, at én institution i amtet også måtte betragtes som én arbejdsgiver i forhold til dagpengelovens bestemmelser, således at den enkelte institution havde krav på dagpengegodtgørelse, medmindre den ansatte havde været beskæftiget ved samme institution i mindst 120 timer inden for de sidste 13 uger.
• Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med den begrundelse, at amtet var én arbejdsgiver i relation til de to ansættelsessteder.
• Nævnet lagde vægt på, at ansatte ved de to institutioner fik udbetalt løn fra samme lønkontor, og at lønnen udbetaltes via samme SE-nummer. Endvidere var der ikke tale om selvejende institutioner med egne vedtægter og bestyrelse, hvilket havde betydning ved afgørelsen fra Den Sociale Ankestyrelse meddelt i SM D-34-91.
• Det forhold, at institutionerne selv havde ansættelses- og afskedigelseskompetence fandt nævnet ikke var af afgørende betydning.
• Lønmodtageren opfyldte herefter beskæftigelseskravet på 13 ugers uafbrudt beskæftigelse forinden sygefraværet den 6. oktober 1999, hvorfor hun var berettiget til dagpenge fra arbejdsgiveren, jf. dagpengelovens § 3, stk. 1. Amtet var derfor pligtig til at refundere de af kommunen udlagte dagpenge, jf. dagpengelovens § 31.
• I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at amtet gennem de sidste 5 år havde foretaget en tilbundsgående decentralisering i forbindelse med løsning af de af amtet pålagte opgaver. Decentraliseringen medførte, at hver enkelt institutionsleder var tillagt en vidtgående økonomisk kompetence, ligesom ansættelseskompetencen var tillagt institutionslederne. Det bemærkedes, at også amtets centralforvaltning, som ydede service over for institutionerne (bl.a. lønadministration), ansås for en selvstændig institution med eget budgetansvar mm.
• Det havde medført, at centralforvaltningen og institutionerne i amtet hver især betragtedes som selvstændige institutioner, bl.a. i forbindelse med ansættelsesanciennitet til beregning af opsigelsesvarsel, hvilket fremgik af den af Højesteret den 30. april 1998 stadfæstede landsretsdom, hvorefter ansættelsestiden i to institutioner i samme amt ved beregning af et opsigelsesvarsel ikke skulle sammenlægges, uanset der var tale om en uafbrudt ansættelse. Landsretten bemærkede, at "de omhandlede sygehuse efter det oplyste var organiseret med egne budgetter, egen ledelse og administration og med en vidtgående kompetence på personaleområdet. . . " ligesom der var lagt vægt på, at ansættelsesområdet var den konkrete institution, hvor medarbejderen ansættes og ikke hele amtet.
• Under behandlingen af sagen havde Ankestyrelsen modtaget supplerende oplysninger fra amtet.
• Det fremgik heraf bl.a., at den enkelte institution i amtet selv normerede (inden for egen budgetramme), opslog ledige stillinger og efterfølgende selv besluttede, hvem der skulle ansættes. Der blev altså ikke først forelagt en indstilling om ansættelse til et politisk udvalg eller lignende.
• Rent administrativt bekræftede institutionen ansættelsen over for den, som skulle ansættes, hvorefter
• det endelige ansættelsesbrev på vegne af institutionen blev udfærdiget af personalesekretariatet i amtets centralforvaltning.
• I sagen forelå breve af 29. april 1999 og 10. maj 1999 om lønmodtagerens ansættelse som social- og sundhedsassistent i perioden 19. maj 1999 - 15. september 1999 i en institution i amtet, samt breve af 1. september 1999 og 14. september 1999 om lønmodtagerens ansættelse fra den 20. september 1999 til den 22. oktober 1999 ved en anden institution i amtet.
• Sagen blev behandlet på principielt møde med henblik på afklaring af, om to sociale institutioner under et amt skal anses som 1 eller 2 forskellige arbejdsgivere.