Ankestyrelsens principafgørelse B-8-97
Beskrivelse
En kvindelig førtidspensionist, der var blevet separeret i januar 1995, havde ikke pligt til at tilbagebetale særligt børnetilskud, som var modtaget uberettiget for april og juli kvartal 1995. Kvinden ansås for at have opfyldt sin oplysningspligt, id...
Journalnummer
J.nr.: 201665-96
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 28
- Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr. 707 af 25. august 1995 - § 4, stk. 1, § 4, stk. 3, nr. 4, § 5, stk. 2, § 6, stk. 1, § 24, stk. 1 og § 24, stk. 2
Afgørelse
Ankestyrelsen fandt ikke, at kvinden havde pligt til at tilbagebetale særligt børnetilskud, som hun havde modtaget med urette for april og juli kvartal 1995.
Begrundelsen var, at kvinden måtte anses for at have opfyldt sin oplysningspligt, jf. børnetilskudslovens § 24, stk. 1.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at kvinden i bl.a. erklæring om samlivsforhold af 12. januar 1995 til social- og sundhedsforvaltningen havde oplyst, at hun var separeret, ligesom hun i ansøgning om boligydelse af 26. januar 1995 havde oplyst, at børnenes fader betalte bidrag. Ankestyrelsen fandt det i den forbindelse væsentligt, at sagsbehandlerne, som kvinden var i kontakt med i begyndelsen af 1995 på grund af separationen, ikke havde henvist hende til at underrette den del af socialforvaltningen, der stod for udbetaling af børnetilskud.
Begrundelsen var endvidere, at kvinden ikke kunne anses for at have modtaget ydelserne, som hun ikke var berettiget til, mod bedre vidende.
Ankestyrelsen lagde herved særligt vægt på, at social- og sundhedsforvaltningen, som kvinden var i kontakt med flere gange i begyndelsen af 1995, ikke ved kvindens henvendelser havde givet hende vejledning om konsekvenserne af separationen med hensyn til retten til børnetilskud, jf. lovens § 24, stk. 2, og bistandslovens § 28.
Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at særligt børnetilskud udbetales uden ansøgning, hvorfor det påhviler kommunen at skaffe sig de nødvendige oplysninger, hvilket forudsætter et samarbejde også med andre afdelinger i kommunen.
Ankestyrelsen fandt ikke, at de kvartalsvise meddelelser om udbetaling af børnetilskud i dette konkrete tilfælde på baggrund af ovenstående kunne anses for tilstrækkelig vejledning.
På denne baggrund fandt Ankestyrelsen, at kommunen måtte bære risikoen for den skete fejludbetaling.
Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.
Information
- Der var tale om en kvinde, som i 1991 fik tilkendt førtidspension grundet somatisk lidelse, og hun fik udbetalt særligt børnetilskud til sine børn fra oktober kvartal 1991.
- Kvinden blev i januar 1995 separeret fra sin mand.
- I februar 1996 modtog personforvaltningen i kommunen besked via folkeregistret om, at kvinden var blevet skilt i januar 1996. I den forbindelse blev personforvaltningen opmærksom på, at kvinden og børnene var flyttet fra faderen den 1. marts 1996, og at der var fastsat børnebidrag.
- Kommunen standsede herefter udbetalingen af særligt børnetilskud og krævede tilbagebetaling af ydelserne for april, juli og oktober kvartal 1995 og januar kvartal 1996.
- Ankenævnet ændrede delvist kommunens afgørelse, idet nævnet ophævede tilbagebetalingskravet for oktober kvartal 1995 og januar kvartal 1996. Nævnet begrundede sin afgørelse med, at kvinden i forbindelse med ansøgning om ordinært og ekstra børnetilskud den 29. august 1995 havde oplyst kommunen om, at hun var separeret, og kommunen burde derfor have standset udbetalingen af det særlige børnetilskud.
- Det fremgik af sagen, at kvinden i forbindelse med udbetaling af børnetilskud hvert kvartal havde modtaget en standard meddelelse, hvor det på forsiden vedrørende oplysningspligt var anført, at "det påhviler den, der får udbetalt ydelser efter loven, at underrette det sociale udvalg (magistraten) om forandringer, der kan medføre bortfald af ydelserne. Har nogen mod bedre vidende uberettiget modtaget ydelser efter loven, skal det beløb, der med urette er modtaget, tilbagebetales. " På bagsiden af standard meddelelsen var det bl.a. anført, at "retten til at modtage særligt børnetilskud for pensionister er betinget af, at der ikke efter lov om børns retstilling er fastsat eller kan fastsættes bidrag. "
- Det fremgik endvidere af sagen, at kvinden i en erklæring til social og sundhedsforvaltningen den 12. januar 1995 havde oplyst, at hun var separeret og reelt enlig. På baggrund af denne erklæring blev kvindens pension omberegnet efter reglerne om reelt enlige, hvilket bl.a. fremgik af pensionsmeddelelse fra social- og sundhedsforvaltningen udskrevet den 27. februar 1995.
- Kvinden havde herudover i en ansøgning om boligydelse den 26. januar 1995 oplyst, at der var fastsat ægtefælle- og børnebidrag, og kommunen bevilgede ved afgørelse af 22. februar 1995 boligydelse til kvinden.
- Endelig havde kvinden i ansøgning om ordinært og ekstra børnetilskud den 29. august 1995 oplyst, at hun var separeret.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af, hvornår underretningspligten kan siges at være opfyldt, hvornår ydelser kan siges at være modtaget mod bedre vidende, således at de skal tilbagebetales, og endelig til belysning af kommunens vejledningspligt i medfør af bistandslovens § 28.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2016-09-09
Generelt om særlig støtte En borger, som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, kan efter aktivloven få særlig støtte. Det er en betingelse for at få særlig støtte, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold (-dvs. en social b...
Udgivet: 2020-10-10
Reglerne om særlig støtte til lejebolig, ejerbolig eller andelsbolig er fastsat i bekendtgørelsen om særlig støtte. Der er ikke i bekendtgørelsen om særlig støtte hjemmel til at udelade udgiften til lån, rente og bidrag til ejer- og andelsbolig i ber...
Udgivet: 2017-07-06
Det er kun lønindtægten fra arbejde udført i en ledighedsydelsesperiode, der skal fradrages i ledighedsydelsen. Hvis arbejdet er udført i en periode uden ledighedsydelse, f.eks. inden borgeren blev visiteret til fleksjob, skal lønindtægten ikke fradr...