Ankestyrelsens principafgørelse B-2-98

GældendeÅr: 1998Udgivet: 2013-07-10

Beskrivelse

Der var ikke pligt til tilbagebetaling af ordinært og ekstra børnetilskud, som var modtaget uberettiget på grund af fejl fra kommunen. Modtagelsen fandtes ikke at være sket mod bedre vidende. Der blev lagt vægt på, at kommunen ikke havde opfyldt sin ...

Journalnummer

J.nr.: 200509-97

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr. 707 af 25. august 1995 - § 24, stk. 2

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for at kræve tilbagebetaling af ordinært og ekstra børnetilskud for januar, april og juli kvartaler 1996 ikke var opfyldt.

Begrundelsen var, at det efter de foreliggende oplysninger ikke var godtgjort, at manden havde modtaget de nævnte ydelser mod bedre vidende, jf. børnetilskudslovens § 24, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen efter mandens flytning til samlevers adresse havde udbetalt ydelserne uden i den forbindelse at have ydet vejledning om betingelserne for ret til børnetilskud.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at kommunen meddelte mandens samlever, at børnetilskud til hendes og mandens særbarn ville ophøre med udgangen af december 1995 på grund af samlivet.

Ankestyrelsen fandt således, at kommunen ikke havde ydet den fornødne vejledning om betingelserne for ret til ordinært og ekstra børnetilskud, og at kommunen havde udbetalt ydelserne til trods for, at man havde kendskab til og var opmærksom på mandens samlivsforhold. Kommunen fandtes herefter at være nærmest til at bære risikoen for den fejlagtige udbetaling.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.

Information

  • Sagen drejede sig om en mand, der havde fået udbetalt ordinært og ekstra børnetilskud til sit særbarn til trods for, at han havde samlevet med moderen til det andet af hans børn.
  • Udbetalingen var angiveligt sket, fordi manden ved tilflytningen til kommunen, nærmere bestemt samleverens adresse, var registreret som modtager af børnetilskud i fraflytningskommunen.
  • Samleveren meddelte kommunen, at hun og manden var flyttet sammen, hvorefter kommunen ved et brev meddelte hende, at børnetilskud til deres fællesbarn ville ophøre grundet samlivet. I brevet oplystes det endvidere, at børnefamilieydelsen til mandens særbarn ville fortsætte, da samleveren ikke havde del i forældremyndigheden.
  • Da manden sammen med samleveren flyttede fra kommunen opdagede denne, at der fejlagtigt var udbetalt børnetilskud og krævede de udbetalte ydelser tilbagebetalt.
  • Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse om tilbagebetaling, idet nævnet fandt, at der var skabt begrundet formodning for, at manden under sit ophold i kommunen havde genoptaget et i børnetilskudslovens forstand ægteskabslignende forhold, og at de af manden afgivne oplysninger ikke havde afkræftet denne formodning. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang kommunen kan kræve fejlagtigt udbetalt børnetilskud tilbagebetalt, jf. børnetilskudslovens § 24, stk. 2, når det må antages, at kommunen har haft kendskab til, at modtageren ikke var berettiget til ydelserne.

Metadata

Retsområder

Børnetilskudsloven

Nøgleord

Ordinært og ekstra børnetilskudTilbagebetalingMod bedre videndeRisikoVejledningspligt

Paragraffer

§ 24

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principmeddelelse 40-20

Udgivet: 2020-12-19

Når myndigheden skal vurdere, om en person kan anses for at indgå i et ægteskabslignende forhold, skal der foretages en samlet vurdering af alle forhold i sagen, herunder praktiske, personlige og økonomiske forhold. I vurderingen er myndigheden ikke ...

Ankestyrelsens principafgørelse B-1-05

Udgivet: 2013-07-10

En kommunes standsning af udbetaling af ordinært og ekstra børnetilskud var ugyldig på grund af manglende meddelelse af afgørelsen til ansøger forud for begyndelsen af det kvartal, fra hvilket retten til børnetilskud bortfaldt. Kommunen havde oplyst,...

Ankestyrelsens principafgørelse B-6-00

Udgivet: 2013-07-10

I sag nr. 1 var der ikke pligt til tilbagebetaling af børnetilskud og børnefamilieydelse samt forskudsvis udbetalte børnebidrag, som var modtaget uberettiget på grund af fejl fra kommunen. Kvindens søn havde været anbragt uden for hjemmet og forsørge...