Ankestyrelsens principmeddelelse 8-20

To søskende var blevet anbragt uden for hjemmet uden forældremyndighedens samtykke på grund af omsorgssvigt og behandlingsbehov.

Af samværsbeskrivelser fremgik det, at samværene var præget af stor forvirring. Kommunen besluttede herefter, at samværslokalet ikke måtte forlades samt at der skulle være en støtteperson tilstede.

Kommunen meddelte moderen i et brev, at der ville være en støtteperson til stede under moderens fremtidige samvær med hendes sønner. Opgaven var at støtte moderen, således at begge drenge oplevede at blive hørt og set og at samværet ville blive forudsigeligt. Støttepersonen, der var ansat af kommunen ville med jævne mellemrum lave beskrivelser af samværene med henblik på løbende vurdering af samværene. Støttepersonen ville gennemgå beskrivelserne med moderen. Kommunens afgørelse, der var truffet i henhold til servicelovens § 57, stk. 2, kunne indankes for det sociale nævn.

Det Sociale Nævn tiltrådte kommunens afgørelse, idet nævnet mente, at der var tale om støtte til moderen i henhold til servicelovens § 57, stk. 2. Der sås således ikke at være tale om et fastsat overvåget samvær i henhold til servicelovens § 57, stk. 3, idet et sådant skulle være iværksat af hensyn til at støtte barnet under samvær med forældrene.

Nævnet lagde vægt på, at støtte som beskrevet i sagen var givet med henblik på at støtte moderen under samværet. Der var endvidere lagt vægt på, at personen udpeget til at støtte samværet, ikke nødvendigvis altid var tilstede. Alene af den grund kunne støtten ikke anses for sidestillet med et overvåget samvær, hvor det var en betingelse, at der er en 3. person tilstede.

Ankestyrelsen har behandlet sagen i principielt møde med henblik på afgrænsningen imellem overvåget samvær efter reglerne i servicelovens § 57, stk. 3 og hjælp til forældrene i forbindelse med samvær under et barns eller en ungs anbringelse uden for hjemmet.